VORES KÆRLIGHEDSHISTORIE

FØDSELSBERETNING – DEL 1

(Jeg har delt min fødselsberetning op i 3 dele, da risikoen for at I alle ville give op undervejs i romanen simpelthen var for risikabel at løbe ; ) )

Vi havde ventet på dig i over 9 måneder. Når man siger, at en graviditet varer 9 fulde måneder, passer det ikke. Den varer faktisk 10. Eller mere præcis 40 uger. Det finder man først ud af, når man bliver gravid, besat af ugetal og når nedtællingen for alvor begynder.

21684213_1377483985701883_660315925_o

Jeg havde haft veer 3 uger inden termin, hvor jeg var blevet indlagt på Rigshospitalet til observation. Vi troede oprigtigt, at vi endelig kort efter ville møde dig, vores søn. Efter 3 timer var veerne gået i sig selv og jeg blev sendt hjem igen. Dagene herefter var fulde af forventningsglæde og absurd desperation efter det mindste tegn på at fødslen ville gå i gang. Der skete bare ingenting. Ugerne gik – og jeg blev mere og mere overbevist om, at være én af de sædvanlige førstegangsfødende der ville passere terminsdatoen uden det mindste tegn på fødsel.

21845576_1378439975606284_889929955_o

Jeg havde termin den 2. april 2017. Torsdag den 30.marts bemærkede jeg, at der havde været mindre aktivitet fra dig i nogle dage. Jovist, jeg havde mærket dig, men ikke lige så meget som jeg var vant til. Du havde altid været ekstremt aktiv i min mave og mine ribben i højre side var efterhånden så gennembankede af dine små fødder, at dagene var deciderede smertefulde at komme igennem.

Din far og jeg var til det sidste jordemoderbesøg denne torsdag morgen, og fordi jeg fortalte hende, at jeg oplevede mindre aktivitet fra dig, anbefalede hun, at vi tog ind og fik kørt en kurve over din hjertelyd på Rigshospitalet. Det havde vi prøvet før – så vi var begge overbeviste om, at det var ren rutine, og at vi ville være hjemme igen kort efter. Sådan endte det ikke.

En fødselslæge kom ind til os og sagde, at fordi vi var så tæt på termin, ville de, på trods af normal hjertelyd hos dig, anbefale en igangsættelse selvsamme eftermiddag med pillerne Angusta. Det var det fucking sidste i hele verden jeg havde lyst til. Jeg havde hørt så meget dårligt om de piller, så det skulle jeg ikke nyde noget af. Lægen forlod stuen og lod din far og jeg træffe beslutningen. Der var bare ikke nogen beslutning at træffe – selvfølgelig skulle jeg i gang med de piller. Jeg ville aldrig kunne leve videre hvis jeg afslog, tog hjem og der rent faktisk var grund til bekymring omkring din nedsatte aktivitet. Bare tanken om at miste dig fordi jeg var for hippie-yay yay til igangsættelse. Glem det.

Vi tog hjem, pakkede bilen med hospitalstaskerne, der i øvrigt havde stået klar i 2 måneder forinden, og tog afsted mod hospitalet igen. Nu ville vi ikke komme hjem til vores lejlighed igen uden dig – syret tanke!

Kl.17 tog jeg den første pille. Jeg skulle tage en pille hver 4. time og have kørt hjertelydskurver kontinuerligt indtil veerne ville gå i gang. Et døgn efter var der stadig ikke sket noget. Din far rendte febrilsk frem og tilbage fra hospitalet, hentede mad, drikkevarer og fik mig med på lange, langsomme gåture i Fælledparken. Men der skete ikke noget.

21767309_1377477845702497_1607650290_o

Fredag aften kl. 23 begyndte jeg at mærke nogle niv i underlivet. Din far var kørt hjem for at sove natten over, da han ikke måtte sove på hospitalet hos os. De små niv jeg mærkede blev kraftigere og kraftigere – de kom i små bølger, nøjagtig som jeg havde fået veer beskrevet til fødselsforberedelse. Jeg fandt min vee-app frem og begyndte at tage tid på dem. Der lå jeg i 1 time og skiftevis holdt vejret under veen og trykkede på ”start” og ”slut”-knappen. De tog til og gjorde ondt, men ærligt, det her kunne jeg sagtens klare. Menstruationssmerter x 10 måske, hvorfor var kvinder så pivede? Så ondt gjorde det jo heller ikke (endnu!).

Jeg kaldte en jordemoder ind, som gerne ville undersøge mig. Hun var enormt skeptisk, da jeg var blevet undersøgt et par timer forinden uden fremgang. Jeg havde været 1 cm. åben med en smule livmoderhals tilbage, fra jeg tog den første pille. Hun blev overrasket! Jeg var nu, fredag aften kl.00, næsten 3 cm. åben med totalt afsluttet livmoderhals. YES! Jeg fik en ”sove cocktail” bestående af Panodil og noget beroligende, så jeg kunne prøve at sove videre indtil veerne blev så kraftige at jeg ikke kunne abstrahere fra dem.

Der gik kun 1 time før jeg måtte ringe efter din far, der kom hastende efter 4 espressoshots. Vi blev overflyttet til fødemodtagelsen, hvor vi fik en seng hver. Nu begyndte den sovecocktail jeg havde fået, at virke, så vi sov på fødemodtagelsen indtil kl.07 lørdag morgen den 1. april, da jordemoderen først ville tage vandet kl.08. Vi var begge i en slags ekstase. En lykkerus, hvor vi pjattede og grinede over åndssvage ting imellem veerne. Vi ville møde dig inden for 24 timer, sådan var proceduren når vandet var gået.

Som aftalt tog jordemoderen vandet. Shit, der var meget vand i sådan en livmoder! Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men i hvert fald ikke sådan et voldsomt vandfald af vand man ikke kunne kontrollere. Vi blev sendt ud på en lille gåtur på Rigshospitalet for at sætte yderligere skub i veerne, men måtte hurtigt returnere – veerne bed virkelig til, og jeg var nødt til at stille mig overlænet på din far, i dyb koncentration om min vejrtrækning hver gang.

Kl.10 var jeg endelig de magiske 4 cm. åben og vi blev tildelt vores fødestue…

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

VORES KÆRLIGHEDSHISTORIE