WEEKEND PÅ LANDET

KÆRE KVINDE

Der fuldstændig umotiveret henvendte sig til mig, tog fat i mig og insinuerede, at jeg ikke passede ordentligt på min baby. Det her indlæg er henvendt til dig. Og de tusindvis af andre kvinder, der tilsyneladende finder det i orden helt åbenlyst at nedgøre, kritisere, være bedrevidende og belærende overfor andre (med)mødre.

For et par måneder siden gik jeg en tur om søerne sammen med min veninde og min søn i barnevognen. Vi havde gået en halv times tid, da Vagn Oskar begyndte at brokke sig nede fra hulen, hvor han lå svøbt i sin bløde, varme babydyne med sin yndlings bamse ved sit ansigt og sin lille sut i munden. På dette tidspunkt var vi i tigerspring, i 4. tigerspring helt præcis, og som ved de forhenværende, reagerede Vagn Oskar kraftigt. Han var ekstra pylret, humørsvingende og havde i det hele taget svært ved at finde ro.

97655f16-3a6f-4b6c-b31b-ee4b28729d49

Da han begyndte at brokke sig, tog jeg ham op, hvilket jeg altid gør, uden undtagelse. Vi fandt lynhurtigt en bænk, hvor jeg lagde ham til mit bryst. Det var slet ikke det han ville. Han skreg. Og skreg. Jeg gik med ham svøbt i mine arme, vuggede op og ned langs søen ved Planetariet, imens min veninde kørte barnevognen. Han skreg videre. Jeg kender min søn og jeg vidste, at han var træt. Det eneste der plejede at virke var, at han blev svøbt i sin dyne, puttet i barnevognen og så ud at bumle på brosten. Der var bare ikke brosten ved søerne, så vi måtte videre til plan B. Barnevognen kunne vugge. Bugaboo barnevognens overdel sidder sådan monteret, at den har mulighed for at vugge op og ned, hvilket vi ofte har benyttet (og stadig benytter) når Vagn Oskar har svært ved at finde ro.

Jeg begyndte at vugge den med min ene hånd imens jeg febrilsk trillede barnevognen med min anden, lettere panisk og med begyndende sved på panden. Der er intet værre, end når ens baby græder utrøsteligt. Det er det mest stressende, hjerteskærende og frustrerende man kan forestille sig.

Pludselig stoppede en kvinde på sin cykel. En ung kvinde, der var maksimalt fem år ældre end mig. Hun råbte til mig, direkte til mit hoved, at min baby ikke kunne tåle, at blive rusket sådan. Rusket. Jeg fortalte hende, at jeg havde fuldstændig styr på det, at jeg godt vidste, hvad mit barn kunne tåle. At det jeg gjorde, var helt uskadeligt og i øvrigt plejede at virke. At det var en tryghed for min søn, at blive vugget i søvn.

Nu burde denne kvinde have stoppet sig selv og cyklet videre. I stedet blev hun ved med at påstå, at jeg skadede mit barn. Her stod jeg tilbage fuldstændig mundlam og tog imod et fremmed menneskes sygelige svineri, indtil min veninde kommanderede os videre. Og så gik vi. Kvinden cyklede den modsatte vej.

Men hun forlod mig ikke dér ved søerne. Oplevelsen forlod mig ikke. Det gjorde mig ked af det. Jeg blev oprigtigt ked af det, såret, med en knude i maven, tårer der pressede på og en kvalme der spankulerede sirligt rundt i min hals. Op og ned. Tænk, at et fremmed menneske tillod sig selv at krænke mine intentioner og min omsorg overfor mit eget barn. Jeg blev ked af det, fordi det her ligegyldige, fuldstændigt fremmede menneske for en stund fik mig til at tvivle på mine egne kompetencer i forhold til at være mor.
I forhold til at passe på min søn, mit aller dyrebareste. At blive bebrejdet på den måde, lige på det punkt, gjorde ondt i mit hjerte. Længe efter. På trods af, at jeg inderst inde godt vidste, at det var uberettiget.

09dacada-f2a7-4666-a0fb-b2f83a6b4262

Som mor vil man sit barn det aller bedste og det gør ondt, hvis andre mennesker insinuerer noget andet.

Så kære kvinde, kan vi ikke aftale, at du fremadrettet passer din egen familie? Din egen omgangskreds? Medmindre du rent faktisk bliver spurgt, ser en mor stå og ryge en fandens, fed joint i hovedet på sit barn eller direkte griber en mor i hardcore, utvivlsom omsorgssvigt, så holder du din kæft. Jeg har hørt om lignende episoder fra andre mødre, set dem i massevis på sociale medier og sågar i terminsgrupper på Facebook, hvor det er meningen, at mødre kan støtte hinanden, søge råd og vejledning. Det er ikke meningen, at man skal lægge ryg til en decideret shitstorm af modbydelige, kritiserende pegefingre.

Som (nybagt) mor er man sårbar. Det er en helt ny verden at blive mor. Et følelsesmæssigt klimaks, hvor man til tider oplever at famle i blinde for at tilfredsstille sit hjertebarn, der endnu ikke verbalt er i stand til at dirigere sin mor rundt i manegen.

Pas i stedet lidt på os. Og på hinanden.

God tirsdag til jer.

9 kommentarer

  • Emma

    Shit man jeg var også blevet pænt gal hvis nogen sagde sådan til mig!! Den kan jeg squ godt forstå du har svært ved at smide fra dig. Man kan gå i evigheder efter sådan en hændelse og tænke over alle de ting man burde have sagt. Den kvinde har åbenlyst aldrig prøvet at stå på gaden med en utrøstelig baby og hvor man som mor virkelig er på hårdt arbejde OG er utrolig sårbar! Det er møg ubehageligt og hun skal bare blande sig uden om. Med mindre ja, at hun så dig stå direkte og ruske dit barn e.l.
    Nogle babyer elsker og finder det beroligende når de kan mærke vognen kører – jo flere brosten des bedre. Det samme har begge mine drenge elsket! Jeg tror bevægelserne minder dem om at ligge i sin mors mave😊 Ligesom det med at pakke dem godt ind i dynen. Du har utvivlsomt gjort det helt rigtige for at skabe tryghed for din dreng og få ham til at falde til ro! Tvivl ikke på det eller dig selv – tvivl på hende damen, for hun må godt nok vlre et ærgeligt menneske!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • E

    Jeg har desværre oplevet det du skriver. At en mor stod og røg en joint, foroverbøjet ned i hovedet på sit ca 1 årige barn, alt imens hun rettede barnets sele, sut mm i barnevognen. Og det var intet mindre end ved siden af Magasin på Kgs. Nytorv. Jeg stoppede op ved siden af det (åbenlyst) skæve, fnisende forældre par, som blot grinede af mit måbende ansigt før de trillede videre. Det var tydeligt for dem at jeg var i chok over deres opførsel, da jeg bare stod og stirrede ned i vognen på barnet, som jeg synes havde et dødt blik i øjnene. Alligevel kunne jeg ikke få mig selv til at sige noget. Og det kunne de andre forbipasserende tilsyneladende heller ikke, selv om det var tydeligt for alle hvad der foregik. Jeg tænker tit på episoden, og skammer mig over at jeg ikke sagde noget og at der heller ikke var andre der sagde noget. Det er selvfølgelig noget helt andet end at vugge sit barn, det kan vi hurtigt blive enige om. Men jeg tænker at kvinden på cyklen, virkelig må have overbevist sig selv om at det var farligt. Og så er det faktisk ret sejt hun turde sige noget. Om ikke andet ville jeg ønske at det var hende som var gået forbi det hashrygende forældrepar på Kgs. Nytorv (selv om jeg ikke selv har lyst til at møde hende ;) PS. jeg kan godt se at det var en ubehagelig oplevelse, (og helt uberettiget!)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • carolineejacobsen

      Jeg forstår godt din pointe i forhold til den situation du har oplevet. Det må have været ganske skrækkeligt. Når det er sagt, føler jeg, at det er fuldstændig usammenligneligt. Som jeg illustrerer i indlægget forstår jeg godt, man siger noget, hvis der er tale om utvivlsom omsorgssvigt eller en rygende joint (et eksempel). Jeg synes ikke det er sejt, at kvinden jeg omtaler, gør det på det grundlag jeg beskriver. Det er tarveligt og det er unuanceret. Jeg, som en ordentlig mor, forsvarer mig rent faktisk – velformuleret og faktuelt. Kvinden blev ved. Og det er ikke sejt. Ærligt talt, så kan man forholdsvis hurtigt skelne hvorvidt en kvinde med et barn gør sit bedste, eller er komplet ligeglad (syg) som det eksempel du har overværet. Der er alt for stor forskel til at det kan sammenlignes.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • E

      Hej igen. Jeg er meget enig i det du skriver i indlægget og svaret her, og jeg forstår din pointe. Og jeg forstår også at det kvinden gjorde var forkert og uovervejet, og jeg ville selv blive meget vred og ked af det. Så derfor er jeg lidt ærgerlig over dit svar, og det åbenlyse at jeg ikke har formået at få min pointe formuleret tydeligt. :) Samtidig illustrere det også fint hvor forskelligt vi opfatter situationer.
      Min pointe var blot at det nogle gange kan være svært at blande sig, selv om det er åbenlyst vi burde. Og nogle gange er det svært at vide om vi burde. At kvinden tydeligvis har mistolket situationen er rigtig ærgerligt og jeg forstår din frustration. Det var blot to vidt forskellige situationer, (om end ekstreme i hver sin retning) hvor jeg og kvinden handlede forkert på hver vores måde. Det fik mig til at tænke. Håber det belyste mit svar :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • carolineejacobsen

      Tak for din besked og fordi du uddybede, hvad du mente. Jeg forstod din første kommentar som en form for retfærdiggørelse overfor kvinden i indlæggets indblanden overfor mig. At kvinden måske var overbevist om, at det jeg gjorde var skadeligt. Og det gjorde (gør) mig ked af det. Undskyld misforståelsen : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna-Rozalina

    Kære Caroline
    Tak for dette indlæg og tak for dig for at sætte fokus på dette.
    Jeg bliver så dårlig og utilpas indeni, både når der tales og man støder på det såkaldte “mor-politi”.
    Det er som om medmenneskeligheden er røget i fløjten og det handler kun om at være god, bedre og bedst. Hvor er det ærgeligt.
    Jeg har oplevet det samme her i min graviditet om hvad jeg burde og ikke burde. Jeg har været mor i 2 uger imorgen og gruer allerede for “hvornår de kommer efter mig”.
    Sådan skal det jo ikke være.
    Hvordan får man vendt skuden og fundet noget søstersolidaritet frem igen?

    Jeg er med dig! Og du er en pokkers god mor! Tvivl ikke på det.
    Rigtig god tirsdag

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • carolineejacobsen

      Kære Nanna-Rozalina
      Tusinde tak for din kommentar. Den varmede meget.
      Jeg er fuldstændig enig med dig. Det er som om, at medmenneskeligheden er røget i fløjten og det kun handler om, at være bedst. Bedrevidende og bedre en mor end alle andre.
      Jeg er ked af, at du også har oplevet “mor-politiet” i graviditeten. Samtidig er det på sin vis rart at vide, man ikke står alene. Netop derfor er det bare så vigtigt, at få emnet italesat.
      Igen, tusinde tak for din kommentar! Jeg blev meget, meget glad for den.
      Kærligst, Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina Claire

    Kære Caroline,
    Flot, flot skrevet!
    Hvor er det modbydeligt og helt ned i maven tarveligt. Der findes desværre mor-politi alle steder og det er især hårdt, med første barn!
    Tak fordi du belyser emnet, som de fleste har været ramt af.
    Du er en god mor – og den bedste for DIN søn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • carolineejacobsen

      Kære søde mama N.
      Tusinde tak for din kommentar. Dine ord varmede enormt meget.
      Som du siger, der findes mor-politi alle steder og det burde der bare ikke. Det er så modbydeligt!
      Tak for dine ord.
      Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

WEEKEND PÅ LANDET