KÆRE KVINDE

Q AND A SVAR, DEL 3 – HOLDNINGER, OPDRAGELSE OG VUGGEDØD

Godmorgen, allesammen!

For det første, tusinde tak for al den positive respons på mit personlige indlæg igår. Det betyder meget for mig, at I er så mange der læser med.

Glædelig onsdag.
Hvad skal I lave i dag?
Vi har en kaffeaftale med min veninde, Pernille, i eftermiddag. Desværre er vores ugentlige onsdagsmadklub i aften aflyst, da vores vennepars lille datter er syg. Jeg synes mange små børn er syge i øjeblikket, eller hvad? Til gengæld har Mads lovet mig, at lave sin hjemmelavede panaeng curry til aftensmad. Det er så 4. aften i træk med thaimad, men jeg klager bestemt ikke. Thai og italiensk, mine kulinariske favoritter.

Dette svarindlæg er tredje og sidste del af min Q&A. Indlægget omhandler blandt andet opdragelse, holdninger, vuggedød og tanker omkring vores nuværende boligsituation. Så at sige, en blandet fornøjelse.

(De to første svarindlæg kan læses her og her)

2fe584e1-ee9a-47e0-b57c-5a9f5d3bab09

1.
Hvad har I gjort jer af tanker omkring børneopdragelse? Er der nogle værdier, I vil tage med jer fra jeres egen barndom?

Jeg tror på, at man tager det bedste med sig fra sin egen opdragelse og smider resten væk. Mads og jeg har begge gerne måtte sove sammen med vores forældre lige så længe vi havde lyst og den tryghed vil vi også gerne give vores børn. Vi er begge opvokset i meget kærlige familier med kys, kram og “jeg elsker dig” på dagligt basis. Vi tror på, at det er vigtigt at italesætte kærligheden overfor hinanden. Desuden kommer vi ikke til at bruge såkaldte “time outs” (skammekrog, om man vil) eller skarp retorik. Vi tror på, at barnet lærer bedst af, at blive talt til som et ligeværdigt, fornuftigt menneske. Rummelighed, må være nøgleordet. Når det er sagt, så er det de voksne der bestemmer. Et nej er et nej. Det er i hvertfald intentionen omkring opdragelse, men jeg tror først, man rigtigt ved hvad der fungerer, når man står i det.

Vi vil gøre alt for, at vores børn tror på sig selv. At vores børn har selvværd og ved, at de er gode nok, præcis som de er. At tro på sig selv er en essentiel værdi, særligt i vores samfund i dag.

2.
Hvordan vil du have det med det, hvis Vagnus vil have tøj med Disney figurer?

Haha, så kapitulerer mit hoved. Det er stensikkert. Ej, det ved jeg faktisk ikke? Så længe han er lille, bestemmer jeg.
Så længe som muligt ; )

3.
Hvilke tanker har I gjort jer omkring henholdsvis vuggestue og dagpleje?

Vores søn er skrevet op til én vuggestue. Vi har været rundt og besøge flere forskellige institutioner i det område, vi bor i, men det var kun én enkelt vi kunne finde på, at efterlade vores eget barn i. Groft sagt. Vi har skrevet ham op til Dosseringens Vuggestue ved søerne i København pr. 1. august 2018.

Vi har valgt vuggestue kontra dagpleje af én enkelt årsag. Vi stoler ikke nok på et fremmed menneske til at lade Vagn Oskar i dets varetægt og vi tør ikke løbe risikoen. Jeg er uden tvivl naiv på nogle punkter, men jeg gambler ikke med min søn (man gambler selvfølgelig ikke generelt med sit barn ved at aflevere dem i en dagpleje – det er udelukkende min og Mads’ mavefornemmelse). I vuggestuer er de flere voksne til at kigge hinanden efter i sømmene, flere voksne til at vurdere situationer og flere voksne til at tage hånd om eventuelle problemer. I en dagpleje kan dagplejemoderen gøre hvad der passer hende, fordi der ikke er nogen til at holde øje. Det ville bekymre mig. Husk, det er udelukkende mine egne tanker (og Mads’) og det er helt OK, at have det på anden måde. Jeg ved, at mange er glade for dagplejetilbuddet og det er jeg også sikker på, kan være mindst lige så godt. Man skal bare følge sin mavefornemmelse.

4.
Jeg kunne godt tænke mig at høre dine overvejelser om samsovning i forhold til vuggedød? Er det noget du har tænkt på, eller set bort fra?

Ifølge Sundhedsstyrelsen er der tre faktorer der påvirker risikoen for vuggedød. 1. Barnet skal sove på ryggen, 2. tobaksrøg skal undgås og 3. barnet skal ikke blive for varm. Jeg ved, at der er lavet undersøgelser, der fraråder samsovning, men ud fra hvad jeg har læst, så er det samsovning, hvor barnet sover i midten af forældrene. Vagn Oskar sover under sin egen dyne i min højre side. Jeg selv ligger i midten. Når det er sagt, så har jeg aldrig været bekymret for, at der skulle ske Vagn Oskar noget om natten, uden at jeg ville opdage det. Når man sover så tæt, som vi gør, så mærker man hver eneste lillebitte bevægelse fra sin baby, hvert eneste lille åndedræt. Det føler jeg, er trygt.

5.
Tanker om jeres boligsituation. Hvilke problematikker oplever I, ved at have en baby i en lejlighed? Byen kontra landet. Hvad vægter I højest?

Vi elsker vores lejlighed og vi elsker, at bo i byen. For nu. Vi kan begge to godt lide, at der altid er liv i gaderne. Københavns tempo. På det punkt føler vi os ikke klar til, at flytte ud af byen. Jeg er dog overbevist om, at vi ville have det anderledes, hvis ikke vi havde vores sommerhus. Vi er i sommerhus et par weekender om måneden og det giver os lige præcis dét vi mangler i byen. Frisk luft, græs under tæerne, fuglekvidder og fuldstændig ro. Det er det helt rette kompromis for os i forhold til, at blive i byen. I hvertfald for nu.

Det eneste minus ved at have en baby i en lejlighed er, at man skal slæbe alting op og ned. Vi bor på 3.sal, svarende til 4.sal, fordi der er så højt til loftet, og jeg hader at være nødt til at slæbe overdelen til barnevognen med op og ned hver gang. Til gengæld er det god træning. Den eneste træning jeg får ; )

Og så vil vi gerne have en altan. Vi mangler en altan.

6. 
Hvad tænker du om barnevogn til 1-3 års alderen?

Vores barnevogn (Bugaboo Buffalo) er en kombivogn, hvilket vil sige, at den kan laves til en klapvogn når Vagn Oskar vokser ud af barnevognens liggemål. Man kan ikke forvente, at et barn under 3 år kan gå ret langt på sine små ben, så jeg ved, at vi bliver glade for klapvognen. Når vores søn vokser ud af klapvognen omkring 3-4 års alderen, så forventer vi, at han går selv. Vi vil altså ikke anskaffe os en ny klapvogn til større børn, da vores søn har fået et sæt små, buttede ben, han selv kan gå på.

1495692f-62a1-4587-8124-a4611fbfdfb7

Hvis der er nogle spørgsmål, jeg mangler at besvare, er I meget velkomne til at stille dem i kommentarfeltet til dette indlæg. 

Ha’ den fineste dag, venner!

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

KÆRE KVINDE