FREDAGS FACTS #6

TANKER, REFLEKSIONER OG BEKYMRINGER INDEN MIN GRAVIDITET

Når man drømmer om, at blive gravid inden for en overskuelig fremtid, gør man sig som oftest mange tanker og spekulationer. Måske endda særligt, når man planlægger en graviditet med en partner, man kun har kendt i tre måneder (læs her).

Som jeg har beskrevet i dette indlæg, har jeg altid ønsket at blive mor i en tidlig alder. Det har aldrig været et spørgsmål, hvorvidt jeg skulle have børn, men det har været et vigtigt aspekt for mig, at finde en partner, jeg kunne se mig selv holde i hånden resten af mit liv. Jeg er selv vokset op i en klassisk, men desværre forholdsvis sjælden, kernefamilie med en mor, en far, en lillebror og så mig, storesøsteren. Mine forældre kunne fejre sølvbryllup i år og det har altid været et meget stort ønske for mig, at gå i deres spor på det punkt. Jeg er meget stolt af, at have forældre, der har holdt sammen. Det har været, og er stadig, den største gave de har kunne give min lillebror og mig. Og det har faktisk været (og er stadig) det aller stærkeste ønske for mig at kunne give videre.

9f15b635-db9a-4c56-b114-8174d62ae7f3

Derfor – nummer ét på listen: Den rette partner.

På det punkt, har jeg aldrig været i tvivl. Mads og jeg er gode for hinanden og ved hinanden. Vi er i bund og grund meget ens, har samme værdisæt og på mange måder samme personlighed, hvor corny det end lyder. Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ville have børn med Mads. Så havde jeg aldrig ladet det gå så stærkt. Han kan sætte mig på plads, når der er brug for det, og han kan være et provokerende røvhul, men det kan jeg sateme også. Jeg tror ikke på, at der findes forhold, hvor der aldrig opstår ligegyldige diskussioner, dårlig stemning eller uoverensstemmelser. Det vigtige er, hvordan man kommer videre derfra. Sammen.

Kan jeg blive gravid?

En spekulation, måske endda bekymring, der optog mig meget inden jeg blev gravid. I gymnasiet havde jeg 11 måneder uden menstruation, fordi jeg trænede (for) meget og havde en alt for lav fedtprocent. Til en konsultation hos min læge, fik jeg ordret at vide: “Caroline, hvis ikke du stopper hvad i alverden du har gang i lige nu, så får du aldrig børn”. En sætning, der ændrede alting for mig. Gudskelov, kunne jeg blive gravid. Endda ekstremt hurtigt. Det er jeg ubeskriveligt taknemmelig for, da alt for mange desværre i dag kæmper med nedsat fertilitet.

Kan vi finde ud af, at være en familie?

Vi kunne finde ud af, at være kærester. Nyforelskede kærester, det vidste vi. Men kunne vi også finde ud af, at være en familie på den lange bane? Kunne vi finde ud af, at være forældre? Et samarbejdende team? Det ved man ikke, før man prøver det. Vi brugte mange timer på at tale om, hvordan vi ønskede at leve et familieliv. Sammen. For os skabte det en helt essentiel tryghed at vide, at vi spillede på samme banehalvdel med et konkret reglement, værdisæt og drømme for fremtiden. Vi havde en antagelse om, at vi godt ville kunne jonglere familielivet i fælleskab, men det er ét af de punkter, hvor man ikke ved hvad man reelt taler om, før man kaster sig ud i det. Det gjorde vi, og i dag ved vi, at vi kan finde ud af det. Rigtig godt, endda (læs her).

Hvad nu, hvis vores forhold ikke holder?

Den spekulation tror jeg, de fleste gør sig ligegyldigt, hvor længe de har dannet par med den kommende far. Det er den største beslutning, at lave et barn sammen, da det som oftest er en forudsætning, at man har valgt hinanden til som partnere for resten af livet. Spørgsmålet om, hvorvidt forholdet ville holde, er den mest ubehagelige og destruerende bekymring, men den er vigtig at italesætte. Den fik gudskelov ikke lov til at fylde meget hos mig, da jeg som udgangspunkt, en kende naivt måske, var overbevist om, at vi ikke ville gå fra hinanden. Det er jeg heldigvis stadig overbevist om.

114fc612-dde9-445f-8085-a0c2a9015c1f

 Hvad gør vi, hvis vi får en baby med et syndrom?

Det her punkt, var det der bekymrede mig aller mest. Længe inden graviditeten. Jeg har arbejdet som sygeplejerske studerende på en af Rigshospitalets børneafdelinger, hvor jeg desværre har erfaret, at der bliver født rigtig mange alvorligt syge børn hvert år. Børn med syndromer, misdannelser og svære, sjældne sygdomme. Når man erfarer et sådant miljø, kan det ikke undgås at påvirke én og jeg nægter simpelthen at tro, at det ikke generelt påvirker frygten for, selv at skulle få en syg baby. Det gjorde det i hvertfald hos mig. Det fyldte også meget undervejs i graviditeten, det gjorde det. Hvad nu, hvis vores baby var syg? Til gengæld har mine erfaringer fra hospitalsmiljøet også gjort, at det ville være umuligt for mig at vælge det fra, hvis det skulle opdages i graviditeten, at noget ikke var, som det burde. Men det er en helt anden snak – et etisk dilemma, jeg ikke vil gå ind i. Jeg har, helt ærligt, aldrig nogensinde været så nervøs, som op til nakkefoldsskanningen. Gudskelov, gik det godt.

 Var det nu også det rigtige tidspunkt? 

Når man får en baby, ophører friheden. Det får man at vide alle vegne. Jeg gjorde, i hvertfald. Og jeg var komplet ligeglad. Jeg har haft rigeligt med branderter, jeg har rejst verden rundt i et af mine sabbatår, jeg har boet alene i udlandet (London, helt præcis) og jeg har ikke et ønske om, at udleve noget, jeg ikke kan udleve med min lille familie.

Er det nu også klogt, at blive gravid, når man studerer?

Det må være op til den enkelte at vurdere. Jeg har altid haft et ønske om, at blive gravid undervejs på mit studie. Friheden tiltalte mig – en frihed man umuligt får på samme måde, på arbejdsmarkedet. Læs evt. her. Jeg har ikke haft nogle bekymringer i forhold til, at blive mor inden jeg var færdiguddannet. Tværtimod, kunne jeg udelukkende se fordele. Pånær økonomisk, selvfølgelig, hvilket leder mig videre til næste punkt.

Økonomi

Når man er studerende, har man ikke den store kapital at trække på hver måned. Det ved de fleste, der har modtaget en SU. Mads og jeg talte meget om det økonomiske aspekt i at få en baby, men var enige om, at det er, hvad man gør det til. Vi har erfaret, at det var et fornuftigt udgangspunkt. Læs her. Nu har Mads et job, der sikrer os hver måned, og det var vigtigt helt fra starten, at være enige om, hvordan fordelingen af udgifter skulle udspille sig. Det kan ikke komme bag på nogen, at Mads trækker det tunge læs, men det var en forudsætning helt fra starten af babyprojektet.

Er jeg personligt klar til at blive mor?

JA! Det har jeg følt mig klar til i årevis, faktisk. Mine forældre har sidenhen fortalt, at de bare var lykkelige for, at jeg ikke blev spontant gravid som 15 årig. Det siger ikke så lidt ; )

Mine forældres reaktion 

Det her punkt fyldte faktisk en del hos mig inden graviditeten. Jeg vidste godt, at mine forældre ikke ville bifalde en graviditet så hurtigt. Det blamer jeg dem bestemt ikke. Hvis min søn en dag kommer og siger, at han vil lave en baby med sin kæreste gennem tre måneder, vil jeg nok også uundgåeligt komme til at trække det skeptiske, fornuftige forældrekort; Om ikke det ville være bedre, at vente lidt. Af samme årsag, fortalte jeg først mine forældre om babyprojektet, da jeg allerede var gravid. Jeg magtede simpelthen ikke løftede pegefingre – pegefingre, der alligevel ikke ville have haft en betydning for Mads’ og min beslutning. Da vi fortalte, at jeg var gravid, blev de overvældede, ekstremt overraskede, men også lykkelige. Det kunne jeg se. Da Vagn Oskar blev født fik de, kærlighedsmæssigt, et tredje barn. Det har de fortalt mig. Læs her.

Kan du genkende nogle af de refleksioner, tanker og bekymringer jeg har gjort mig? Eller er der andet, der har fyldt (fylder) hos dig i forhold til at blive gravid?

Glædelig lørdag,
og tak, fordi du læser med.

   

2 kommentarer

  • Sikke et fint indlæg! Jeg gjorde mig mange af de samme overvejelser. Særligt ift. alder, at være studerende og ift. parforholdets nye kapitel – også selvom vi havde været sammen i næsten 8 år da jeg blev gravid. Men dét at være forældre har man jo ikke prøvet af sammen endnu – og det kan skabe bekymringer. Og begejstring!

    Os gik det dog anderledes ubehageligt til nakkefoldsscanningen, men trods alt endte det med at være en unødvendig bekymring. Det kan være at jeg skriver lidt om dét en gang;) Rart at du er kommet herind – jeg kommer klart til at følge med fra sidelinjen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Mine forældre har været gift i 41 år og de er også mine store inspiration.. Den slags ser man så sjældent i dag! :)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

FREDAGS FACTS #6