VEGETAREKSPERIMENT: UPDATE, MADPLAN OG MODELJOB

7 MÅNEDER

I skrivende stund er klokken 23.24 den 1. november. For præcis syv måneder siden lå jeg midt i den mest intense og surrealistiske fødsel på Rigshospitalet. Kl.02.07 blev du født, elskede Vagn Oskar.

Om under tre timer er det syv måneder siden.

Jeg begriber ikke, hvor de syv måneder er forsvundet hen. Aldrig, aldrig nogensinde har jeg oplevet tiden smuldre mellem mine fingre med så galopperende en hastighed, at mit mindset har svært ved at følge med. Det er den største kliché at udtale som mor, det ved jeg godt. Og gudskelov for det. Ærligt talt, så finder jeg det en anelse beroligende at vide, at andre medmødre oplever nøjagtigt den samme, hjerteskærende følelse af vemod, som det er, at se sit barn, for mit vedkommende min lille baby, blive større. Blive ældre. Bittersweet.

b3afb9d8-7bf0-4c66-8e42-7ab7ca9ecd24

Vagn Oskar. For syv måneder siden var du blot et lillebitte, uselvstændigt, omend bedårende, spædbarn. I dag har du den fineste personlighed. Du er den sjoveste lille spilopmager, der hver eneste dag, får din mor og far til at grine dybt, helt nede fra bunden maven.

Du er en sensitiv lille dreng, der har (din fars) temperament. Du kan allerbedst lide rolige, kendte omgivelser, ikke for meget støj. Det indretter vi os efter. Du taler løs, pludrer og griner, men som oftest helst herhjemme. I blandt andre mennesker er du mere observerende og iagttagende. Du er den gladeste lille, smukke charmetrold, men sover fortsat afsindigt afbrudt om natten. Du elsker at putte tæt, at kramme inderligt og at hænge trofast på din mors arm. Det elsker vi begge to.

Med dine 68 centimeter og 7,5 kilo har du ikke synderligt travlt med at vokse, men du er et lille madøre og spiser alt, vi serverer for dig. Så længe du selv får lov til, at styre indtaget med dine små, buttede hænder. Du har lært at vinke til mig, og det varmer mit hjerte, og udfordrer mine tårerkanaler, hver eneste gang jeg vinker til dig og du ivrigt, stolt og med det største smil på læben vinker tilbage til mig. Du er dygtig til at lege alene på dit skumgulv, fordybe dig i dit legetøj og møve lige så forsigtigt omkring. Du kan hverken sidde selvstændigt uden støtte eller kravle endnu, men det kommer.
Tids nok. Vi har ikke travlt.

7 MÅNEDER

Jeg ved, at jeg har været den mest nærværende, tillidsfulde og kærlige mor de første syv måneder af dit liv. Jeg ved, at jeg umuligt ville kunne have tilbragt mere tid med dig end jeg har gjort, da jeg ikke har undveget fra din side mere end femten minutter siden du blev født. Jeg ved, at  jeg har haft mine prioriteter hundrede procent straigt, tilsidesat alt andet og indrettet mig efter dig, dine behov og vores barsel. Vores barsel sammen, dig og mig.

Alligevel ligger jeg nu klokken 23.45, med dig svøbt i min armhule, med ondt i mit hjerte over, at tiden går så stærkt. Så forbandet stærkt. Ondt i mit hjerte over, at du, min søn, allerede er syv måneder. Husk at nyd det, det siger de allesammen. Jeg nyder det. Jeg nyder det så inderligt meget, hvert eneste minut, at det ikke kan beskrives med ord. Men hvornår nyder man det nok? Hvornår ved man, at det er tilstrækkeligt? Bliver det nogensinde tilstrækkeligt for én selv? Ligegyldigt, hvor meget tid jeg bruger sammen med dig, Vagnus, ligegyldigt hvor kraftigt jeg knuger dig ind til mig, ligegyldigt hvor længe jeg dufter dig i din bløde nakke, holder dig hånden og ligegyldigt hvor meget jeg kysser dine små, buttede babykinder, så tror jeg aldrig, det vil føles som nok, for mig.

Jeg tror, det er fordi jeg er mor.

4 kommentarer

  • Lene

    Årh! Hvor er det bare fint og smukt beskrevet. Jeg kan i den grad relatere til de følelser, som du beskriver! Tiden føles virkelig helt anderledes og flygtig efter at være blevet mor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det smukt og rørende skrevet!
    Jeg kan nikke fuldt ud genkendende til alle dine følelser og tanker.
    Og med mine unger på 2 år og snart 5 år kan jeg desværre kun skrive under på, at tiden går hurtigere og hurtigere, mens jeg som mor bliver mere og mere nostalgisk omkring den tid med dem, der allerede er forbi – stooop tiden, så jeg kan nyde mine børn ekstra meget. Men nej, uanset hvad får man bare aldrig nok af ens elskede små :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Jeg er vild med din noget melodramatiske skrivestil :) Tak for en fin blog. Jeg ser frem til næste indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Sikke et smukt indlæg! Kan virkelig relatere til det med tiden. Min søn bliver 3 mdr. om 6 dage og jeg synes lige jeg har bået ham ud fra sygehuset i hans autostol. Man når næsten kun at blinke med øjenene og så er der gået endnu en uge 🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

VEGETAREKSPERIMENT: UPDATE, MADPLAN OG MODELJOB