WISHLIST: JULEØNSKER TIL BABY

STATUS

Godmorgen, venner.

I dag er det min sidste dag som 24 årig. Tænk engang, som tiden flyver afsted. Imorgen fylder jeg 25 år og jeg glæder mig. Jeg glæder mig altid, som et lille barn til min fødselsdag og i år, er det min første fødselsdag som mor. Det er særligt.

da40ce69-0b64-40b2-8676-dfef93f0eebe

Dette indlæg er blot en hverdagsstatus herfra matriklen. Som I ved, var vi til osteopat i tirsdags. Dagen startede temmelig skidt ud. Vagn Oskar vågnede lynhurtigt fra sin lur i barnevognen, lige som jeg trillede så forsigtigt nedad HC Ørstedsvej i byens sædvanlige, vibrerende formiddagstempo. Han skreg og skreg. Skiftevis i barnevognen og på min arm. I silende regnvejr. Der var absolut ingenting der hjalp. Han var komplet overtræt og ville udelukkende hænge på min arm, hvilket er en opgave af dimensioner i sig selv, når man manøvrerer vildledende rundt med barnevogn og paraply i styrtende regnvejr på offentlig gade. Stressende, frustrerende og hjerteskærende. Av, mit hjerte.

Han faldt omsider omkuld og da vi nærmede os klinikken, trådte indenfor til de polerede, kliniske gulve og en nydelig, ung kvinde bød os velkommen, kunne jeg godt fornemme, at noget var forkert. Det var en kosmetolog. Ikke en osteopat. Det viste sig, at der både ligger en Klinik Q og en Q Klinik med 30 minutters geografisk adspredelse på Frederiksberg. Seriøst, det er jo bare dumt. Eller også er min såkaldte ammehjerne og manglende søvn skyld i forvirringen. Det er muligt. Bestemt muligt.

Osteopaten var fantastisk. Jordnær, professionel og hjertevarm. Hun kunne lynhurtigt konkludere, at vores søn ikke fejler noget, hun som osteopat kunne være behjælpelig med. Det var rart at få bekræftet (endnu engang). Indtil hun undersøgte ham i munden og fandt, at hans bagerste tungebånd er for stramt. En lang historie kort, så hænger det, næsten skræmmende præcist, sammen med de symptomer vi på nuværende tidspunkt oplever – og har oplevet siden Vagn Oskar var spædbarn.

Desværre er lægerne i Danmark ikke oplyste på området. De bliver ikke undervist i det, så det er ikke anerkendt i Danmark. Endnu. Hvis vi ønsker, at få det behandlet, skal vi derfor til Holland eller Norge, altså et naboland. Det er et lillebitte, harmløst indgreb med en varighed på maksimalt 5 sekunder. Vagn Oskar vil ikke engang kunne mærke det, og det er hverken forbundet med risici eller bivirkninger, så umiddelbart er beslutningen ligetil. Og så overhovedet ikke alligevel. Hvordan retfærdiggører man, at lade sit barn blive behandlet i udlandet, hvis danske læger ikke kan stå inde for det? Vi er i vildrede herhjemme, hvorfor vi har en bunke af research at foretage os inden vi træffer en beslutning. Det er der vi er, lige nu.

At skulle træffe en så essentiel beslutning på sit lille barns vegne, skærer en smule i mit hjerte. Det var derfor meget rørende og glædeligt for mig, da det bankede på vores lejlighedsdør igåraftes og et blomsterbud stod klar med den smukkeste buket og dertilhørende hilsen fra en kær veninde. Så ubetinget omsorg og betænksomhed varmede mit hjerte og plantede et solidt smil på mine læber. Gode, trofaste og barmhjertige veninder er en uundværlig gave. En gave, jeg i særdeleshed er taknemmelig for.

Her til morgen har vi taget alting i vores traditionelle, langsomme barselstempo. Jeg vågnede med små, buttede babyfødder sparkende til min mave, stille babyklukken og min søns store, smukke øjne. De samme brune øjne, der hver eneste morgen, er det første mine egne kigger ind i. Vi lå en time og puttede videre i sengen, legede flyverlege og nussede med små, bløde bamser. Jeg holder så meget af, at være på barsel. At have tid til, at nyde de bittesmå øjeblikke med min baby, uden travlhed og støj. Alt andet kan vente, og alt andet får lov til at vente.

5019f0d1-d848-44ed-bb08-8fe1b3ea45e0

I skrivende stund sover den mindste sin første lur i slyngevuggen og jeg nyder, at have en hel dag uden nogen form for agenda. Ikke anden agenda end at nyde min varme, velbryggede kaffe, dagens anden kop, og dufte lidt ekstra til min søn.

Min sidste dag som 24 årig.

God torsdag.

   

4 kommentarer

  • Eva

    Jeg har selv lige været ved øre-næse-hals-læge med mistanke om et for kort tungebånd, som kunne ordnes på få sekunder hvis nødvendigt (det var det ikke) – hvad er forskellen på vores situation og jeres, siden I må til udlandet?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • carolineejacobsen

      Kære Eva
      Tak for din kommentar. Jeg er ked af at høre, I også bøvler med det samme. Af hvad jeg kan forstå, er det dog ret almindeligt. Forskellen er, at det min søns “problem” er, er det bagerste tungebånd. Man behandler kun de forreste i Danmark, selvom det er samme harmløse klip. Danske læger har bare ikke nogen viden omkring det bagerste tungebånd endnu, desværre.
      Kh. Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Eva

      Det var dog alligevel utroligt – er det så ualmindeligt med det bagerste bånd også? Betaler det danske sundhedsvæsen så for at sende jer videre, eller har I selv måtte undersøge mulighederne og dække udgifterne?
      Min dreng på 12 dage har ikke så travlt med at tage på, så sundhedsplejersken synes lige, vi skulle få tungebåndet tjekket, men det var, som det skulle være :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • carolineejacobsen

      Ej, jeg har jo totalt misforstået kommentaren 😂 Jeg er glad for at høre, der ikke var noget i vejen med din søns tungebånd.
      Vi fik også Vagn Oskars tjekket da han var spæd, altså det forreste, og det skulle der heller ikke gøres noget ved :)

      Ja, det er utroligt at der er så stor vidensforskel mellem det forreste og det bagerste. Vi skal selv dække alle udgifter, hvis vi vælger at tage afsted. Både indgrebet, men også turen for alle mand. I både Norge og Holland bliver det dækket af borgernes almindelige sygeforsikring, men ikke for “udlændinge”. Desværre ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

WISHLIST: JULEØNSKER TIL BABY