LØRDAG

Godaften, kære læsere
Nyder I weekenden? Hvad har I på programmet? Festligheder, sommerhustid eller hjemlige hyggestunder?
I skrivende stund er klokken otte. Mads og jeg har netop spist pizzaer fra vores stampizzaria, de bedste fra Cavallino på Nørrebro. Altid den samme bestilling fra undertegnede, nummer 46, mascarpone, italiensk salami, pesto og rucola. Ekstra chili- og hvidløgsolie. Hvis I kommer på disse kanter af København, prøv den. Den er også en køretur værd, bestemt.
…
Vi har haft den mest langsomme lørdag, jeg kan huske. Vores søn faldt først i søvn ved midnatstid igår, da vi holdt fødselsdagsmiddag for min familie og den lille syntes, det var mere spændende at agere charmetrold, som det lille midtpunkt han unægteligt er, end at overgive sig til søvnen. Til gengæld slog han først sine små øjne op klokken ni imorges. Det var tiltrængt for alle.
Jeg havde den bedste fødselsdag og start på mit femogtyvende år. Som jeg fortalte i dette indlæg kom mine kusiner med morgenbrød, fødselsdagssang på Snapchat og spurtende fødder opad trapperne i opgangen, hvor de mødte mig ved hoveddøren med de største smil, fødselsdagsknus og den fineste buket roser. Jeg blev så rørt, at jeg fældede en tåre. Sådan er jeg. Jeg bliver rørt over den særlige omsorg fra personer, der betyder alverden for mig. For ikke at tale om, da det ringede på døren henover eftermiddagen, og det samme blomsterbud som fra dagen i forvejen, stod klar med den smukkeste fødselsdagsbuket fra en tæt veninde. Et af de utvivlsomt bedste mennesker jeg kender.
…
Mads’ kulinariske kundskaber skuffede som sædvanlig ikke, selv min farmor, der ikke er synderligt begejstret for asiatisk gastronomi, ondulerede den ene thailandske wontong efter den anden. Vi fik god rødvin – og endnu bedre gin&tonics, den ekstravagante udgave med agurkstrimmel og peberdrys. Skiftevis Benal og Phlake på repeat, en usædvanlig kombination, men forrygende til stemningen. Desuden fik jeg de fineste fødselsdagsgaver. Blandt andet læderbukserne, den armygrønne uldbluse, t-shirts og tablebooks fra den første kollage på min ønskeliste. Af Mads fik jeg en tidsløs, klassisk kortholder fra Saint Laurent.
Imorgen får vi lejligheden fyldt med min familie, kusiner, fætre, onkler, tante, faster, farmor, Mads’ mor m.m. på kryds og tværs, der er inviteret til fødselsdagsboller, kage og kaffe herhjemme i boblen klokken to. Vi har hverken handlet ind eller planlagt noget som helst endnu, men det når vi nok imorgen. Lagkage eller brownie? Eller måske gulerodskage? Decisions, decisions.
…
Nu er min søn vågnet, brystet kalder.
Du fortjener alt det bedste vennis ❤️ jeg er glad for at din dag var så skøn. Håber dagen i dag bliver lige så dejlig og fuld af fejring og forkælelse!