EN DAG I BARSELSBOBLEN #1

TANKER OM INSTITUTION

I skrivende stund er det onsdag aften. Klokken har netop passeret elleve og jeg ligger svøbt i smørhullet mellem mine to yndlings mennesker. Den mindste i min ske, den største med sin voksne ske, der trygt omfavner mig. Jeg burde sove, ligesom de to andre, men de sene aftentimer er nu engang der, hvor jeg har tid, ro og plads til at reflektere. Og det gør jeg. I øjeblikket særligt omkring institution, da jeg kan mærke, at det fylder.

Jeg vil ikke have, at min søn skal starte i institution.

Jeg har skrevet om vores valg af barsel HER, hvor jeg blandt andet nævner, at vi først har søgt institutionsplads til Vagn Oskar pr. (aller tidligst) 1. august 2018. På dette tidspunkt vil han være 16 måneder.

På nuværende tidspunkt har jeg været på barsel med min søn i otte måneder. De utvivlsomt aller bedste, mest livsbekræftende, de sjoveste, mest rørende, uselviske, søvnløse og på alle måder de lykkeligste måneder i mit liv.

Og jeg ville sådan ønske, at det kunne vare for evigt.

a0589aab-eb62-49ba-a466-1f5549bc291b

Dengang Vagn Oskar var blot et par måneder gammel, har jeg oplevet flere i min omgangskreds, der forsigtigt har forsøgt at berolige min ængstelighed forbundet med institution og adskillelse, med sætningen; “bare vent, om nogle måneder glæder du dig til, at komme ud på den anden side, ud på arbejdsmarkedet, ud og interagere med andre voksne mennesker”.

Men det gør jeg, helt ærligt, ikke. Jeg har overhovedet ikke lyst til, at være andre steder end sammen med mit barn. Det giver simpelthen ikke nogen mening for mig, at andre voksne (diverse pædagoger) skal bruge den dyrebare tid med min søn. Tid, jeg kunne bruge sammen med ham i stedet. Det giver ikke nogen mening. Til gengæld giver tanken mig oprigtigt ondt i min mave. Og i mit hjerte.

Jovist, barsel er da hårdt arbejde de fleste dage. Særligt når man har vundet en krævende baby, der både har arvet sine forældres temperament og sparsomme sovehjerte. Barsel er ikke bare ren croissantspisning på hippe fortovscaféer, lun latté skum og babydates med jævnaldrende babyer og ditto mødre. Det er et arbejde, hvor man er på 24 timer i døgnet, hvor man sjældent når at spise morgenmad før eftermiddagstid, hvor egne behov konsekvent bliver neglecieret, omend til tider helt glemt, men det er det mest magiske, meningsgivende og livsbekræftende i verden. Det bedste i min verden. I hvert fald.

Mit drømmescenarie ville være, at jeg kunne gå hjemme med alle vores unger indtil de skulle starte i skole. Når vores børn er blevet store, ville jeg så kunne tage en deltidsstilling som sygeplejerske på en afdeling. Det har aldrig været mit ønske, at arbejde fuldtid. Aldrig. Jeg synes generelt, at det er en skræmmende tendens i vores samfund, at de fleste af os bruger langt mere af vores kostbare tid på arbejdspladsen, kolleger og diverse arbejdsopgaver, kontra dét, der virkelig betyder noget. Familieliv og relationer. Jeg ved godt, at der findes karrieremennesker, der sidestiller deres job med deres familieliv, og det skal de bare have lov til. Jeg synes bare, det er ærgerligt, at vores samfund er skruet sådan sammen, at det nærmest er umuligt for almindelige mennesker at få hverdagen til at hænge sammen, hvis ikke begge parter har et klassisk 37-timers job. 37 timer om ugen, overvej lige hvor mange timer det reelt er. De fleste af os arbejder endda meget, meget mere.

Desuden begriber jeg simpelthen ikke, at Københavns kommune ikke tilbyder en hjemmepasningsordning, som andre nabokommuner. En sådan ordning indbefatter, at mødre kan modtage “en løn” svarende til en SU ved at passe sine børn i eget hjem. På denne måde, optager man ikke nogen institutionsplads, hvorved de kilometerlange ventelister nedbringes. Win for alle.

8dc9856a-6e28-4ebc-bfd4-c4eeed915906

Nu kunne man måske fristes til at tro, at min manglende lyst til at komme på arbejdsmarkedet handler om, at jeg ikke har valgt den rette uddannelse. Men dette er absolut fejltolket. Jeg knuselsker mit fag som sygeplejerske og har drømt om netop denne uddannelse lige så længe jeg kan huske. Det handler ikke om, at jeg ikke har lyst til at arbejde. Det handler om, at jeg har lyst til at bruge al min tid med min lille søn.

Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne gå hjemme med min søn, i hvertfald indtil børnehavealderen. Det er ikke hans behov, at skulle i institution før. Det er ikke hans behov, at være adskilt fra sin mor og sin far så mange timer dagligt, så tidligt i livet.

Jeg nægter at tro på, at det er barnets behov. Og jeg vil for alt i verden tilgodese min søns behov, fremfor alle andres, men der er flere aspekter, der gør situationen vanskelig. Studie. Økonomi. Arbejdsplads.

Tiden vil vise, hvordan vi vælger at jonglere promblemstillingen. Én ting er sikkert, hvis vi havde uanede mængder af midler, så veg jeg ikke fra min søns side de første fire(ogtyve) år.

Har du gjort dig nogle tanker og overvejelser omkring institution? Kan du nikke genkendende til nogle af de refleksioner jeg gør mig?

Jeg håber, du får en fortrinlig torsdag.

6 kommentarer

  • Karina

    Jeg er mor til en dreng på 2,5 år. Jeg har heldigvis været studerende hele hans liv, hvilket har givet os mulighed for, at give ham dage fra kl 9-14:30 hver dag. Jeg er færdiguddannet pædagog til januar, men vil helt klart læse videre, både så jeg har samme mulighed med vores nr 2, som kommer om lidt, men også i håb om ikke at skulle arbejde 37 timer imens de er små. Tak for et virkelig fint indlæg! Du er altid reflekterende på en så tankevækkende måde. Det mest optimale i mine øjne vil være at kunne gå hjemme de første to år af mine børns liv, når de bliver 2 år, sker der bare noget og min søn sætter nu ord på sine venskaber og viser en anden glæde når han ankommer i vuggestuen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • carolineejacobsen

      Kære Karina
      Tusinde tak for din kommentar og rosende ord til mine indlæg. De varmede meget.
      Hvor lyder det fantastisk. Jeg ville faktisk ønske, at jeg havde fået min søn tidligere på studiet. Som studerende er man ofte enormt fleksibel og dette hænger bare langt bedre sammen med moderskabet til en lille, synes jeg. Jeg kan godt forestille mig, at en 2-årig vil sætte pris på venskaber og et univers med små kammerater uden mors tilstedeværelse. Det optimale ville i hvertfald være, hvis man selv havde mulighed for at bestemme, fx hvis en hjemmepasningsordning var en mulighed, uden faktorer som økonomi skulle spille en rolle. Rigtig god søndag :)
      Kh. Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Jeg var en af dem der glædede sig til at komme på arbejde efter barsel, og få noget voksenkontakt der ikke omhandlede baby (om end jeg ELSKEDE at være på barsel). Og Liva elsker at være i vuggestue. Det gør hun virkelig. Hun udvikler sig nærmest dagligt, og lærer så meget. Hele hendes lille krop spjætter af begejstring hver eneste morgen når hun skal der ned, og hun løber hen og krammer pædagogerne når vi har taget overtøjet af. Pædagogerne er fantastiske, og jeg har aldrig været utryg ved at overlade ansvaret til de pædagoger der er ansat i “vores” institution. Tværtimod. Til gengæld har jeg været plaget af dårlig samvittighed – og er det i høj grad stadig. Jeg hader at arbejde 37 timer i ugen. Ikke fordi jeg hellere ville arbejde deltid, men bare 32 timer ville gøre en kæmpe forskel, og lette min evige dårlige samvittighed over at Liva er så mange timer i institution hver dag. For JEG føler, at jeg går glip af meget tid med hende, og det er hårdt. Så lige så snart jeg får mulighed for at få et job på nedsat tid – så griber jeg den!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Kære Caroline.
    Jeg har stor respekt for hvad du skriver og føler omkring det at have din søn i institution, men som pædagogstuderende og dermed kommende pædagog er jeg ikke enig i din pointe omkring at det ikke er for din søns skyld at gå i instution og han ikke får noget ud af det. Jeg ved at børn, små som store, får så meget læringsmæssigt ud af at være sammen med andre børn. De spejler sig i hinanden, og allerede i en tidlig alder lærer de grundlæggende ting som det at dele med andre, være god ved andre og også mærke deres egne behov – på en anden måde end de gør ved at være sammen med deres mor og far.
    Jeg siger ikke at børn tager skade af ikke at gå i instution, slet ikke endda, men får lidt ondt i hjertet når jeg læser hvor skræmt du er over at skulle have din søn i daginstitution, da der også er mange gode, spændende og glædelige ting ved det.
    Jeg er sikker på man som mor og far er dem der ved bedst hvad der er rigtigt for ens børn, og som en ung kvinde uden børn (endnu) er det nemt for mig at være klog på andres vegne. Håber ikke jeg har gjort andet end måske sat lidt tanker igang :-)
    Ha’ en fortsat dejlig torsdag!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • carolineejacobsen

      Kære Mie
      Tusinde tak for din kommentar. Den blev jeg meget glad for at læse.
      Jeg er sikker på at børn, som du beskriver, får rigtig meget godt ud af at gå i institution og at det tilmed kan være rigtig sundt for nogle børn. Jeg tror bare ikke, at børn kan få noget i institutionen, de ikke kan få i hjemmet (de første par år). Så længe man som forældre sørger for at interagere med andre børn, lave legeaftaler og opdrage barnet. Jeg er ikke bange for, at sende min søn i daginstitution. Jeg er sikker på, at pædagogerne vil passe rigtig godt på ham, men dét jeg ikke kan lide ved det er, at det er kostbar tid, som jeg kunne bruge sammen med ham. Og jeg føler, at min søns behov er, at have sine primære omsorgspersoner inden for rækkevidde når han er så lille, at han endnu ikke kan hverken sige fra, forstå at vi kommer tilbage igen eller udtrykke egne behov verbalt.
      Jeg blev glad for at læse din kommentar, der uden tvivl har sat tanker igang. Det er det jeg allerbedst kan lide ved det her medie – man deler, sparrer og bliver klogere.
      Rigtig god dag til dig, Mie! :)
      Kh. Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

EN DAG I BARSELSBOBLEN #1