TANKER OM INSTITUTION

I skrivende stund er det onsdag aften. Klokken har netop passeret elleve og jeg ligger svøbt i smørhullet mellem mine to yndlings mennesker. Den mindste i min ske, den største med sin voksne ske, der trygt omfavner mig. Jeg burde sove, ligesom de to andre, men de sene aftentimer er nu engang der, hvor jeg har tid, ro og plads til at reflektere. Og det gør jeg. I øjeblikket særligt omkring institution, da jeg kan mærke, at det fylder.

Jeg vil ikke have, at min søn skal starte i institution.

…

Jeg har skrevet om vores valg af barsel HER, hvor jeg blandt andet nævner, at vi først har søgt institutionsplads til Vagn Oskar pr. (aller tidligst) 1. august 2018. På dette tidspunkt vil han være 16 måneder.

…

På nuværende tidspunkt har jeg været på barsel med min søn i otte måneder. De utvivlsomt aller bedste, mest livsbekræftende, de sjoveste, mest rørende, uselviske, søvnløse og på alle måder de lykkeligste måneder i mit liv.

Og jeg ville sådan ønske, at det kunne vare for evigt.

Dengang Vagn Oskar var blot et par måneder gammel, har jeg oplevet flere i min omgangskreds, der forsigtigt har forsøgt at berolige min ængstelighed forbundet med institution og adskillelse, med sætningen; “bare vent, om nogle måneder glæder du dig til, at komme ud på den anden side, ud på arbejdsmarkedet, ud og interagere med andre voksne mennesker”.

Men det gør jeg, helt ærligt, ikke. Jeg har overhovedet ikke lyst til, at være andre steder end sammen med mit barn. Det giver simpelthen ikke nogen mening for mig, at andre voksne (diverse pædagoger) skal bruge den dyrebare tid med min søn. Tid, jeg kunne bruge sammen med ham i stedet. Det giver ikke nogen mening. Til gengæld giver tanken mig oprigtigt ondt i min mave. Og i mit hjerte.

…

Jovist, barsel er da hårdt arbejde de fleste dage. Særligt når man har vundet en krævende baby, der både har arvet sine forældres temperament og sparsomme sovehjerte. Barsel er ikke bare ren croissantspisning på hippe fortovscaféer, lun latté skum og babydates med jævnaldrende babyer og ditto mødre. Det er et arbejde, hvor man er på 24 timer i døgnet, hvor man sjældent når at spise morgenmad før eftermiddagstid, hvor egne behov konsekvent bliver neglecieret, omend til tider helt glemt, men det er det mest magiske, meningsgivende og livsbekræftende i verden. Det bedste i min verden. I hvert fald.

…

Mit drømmescenarie ville være, at jeg kunne gå hjemme med alle vores unger indtil de skulle starte i skole. Når vores børn er blevet store, ville jeg så kunne tage en deltidsstilling som sygeplejerske på en afdeling. Det har aldrig været mit ønske, at arbejde fuldtid. Aldrig. Jeg synes generelt, at det er en skræmmende tendens i vores samfund, at de fleste af os bruger langt mere af vores kostbare tid på arbejdspladsen, kolleger og diverse arbejdsopgaver, kontra dét, der virkelig betyder noget. Familieliv og relationer. Jeg ved godt, at der findes karrieremennesker, der sidestiller deres job med deres familieliv, og det skal de bare have lov til. Jeg synes bare, det er ærgerligt, at vores samfund er skruet sådan sammen, at det nærmest er umuligt for almindelige mennesker at få hverdagen til at hænge sammen, hvis ikke begge parter har et klassisk 37-timers job. 37 timer om ugen, overvej lige hvor mange timer det reelt er. De fleste af os arbejder endda meget, meget mere.

Desuden begriber jeg simpelthen ikke, at Københavns kommune ikke tilbyder en hjemmepasningsordning, som andre nabokommuner. En sådan ordning indbefatter, at mødre kan modtage “en løn” svarende til en SU ved at passe sine børn i eget hjem. På denne måde, optager man ikke nogen institutionsplads, hvorved de kilometerlange ventelister nedbringes. Win for alle.

…

Nu kunne man måske fristes til at tro, at min manglende lyst til at komme på arbejdsmarkedet handler om, at jeg ikke har valgt den rette uddannelse. Men dette er absolut fejltolket. Jeg knuselsker mit fag som sygeplejerske og har drømt om netop denne uddannelse lige så længe jeg kan huske. Det handler ikke om, at jeg ikke har lyst til at arbejde. Det handler om, at jeg har lyst til at bruge al min tid med min lille søn.

…

Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne gå hjemme med min søn, i hvertfald indtil børnehavealderen. Det er ikke hans behov, at skulle i institution før. Det er ikke hans behov, at være adskilt fra sin mor og sin far så mange timer dagligt, så tidligt i livet.

Jeg nægter at tro på, at det er barnets behov. Og jeg vil for alt i verden tilgodese min søns behov, fremfor alle andres, men der er flere aspekter, der gør situationen vanskelig. Studie. Økonomi. Arbejdsplads.

Tiden vil vise, hvordan vi vælger at jonglere promblemstillingen. Én ting er sikkert, hvis vi havde uanede mængder af midler, så veg jeg ikke fra min søns side de første fire(ogtyve) år.

…

Har du gjort dig nogle tanker og overvejelser omkring institution? Kan du nikke genkendende til nogle af de refleksioner jeg gør mig?

Jeg håber, du får en fortrinlig torsdag.