FEM PUNKTER JEG KUNNE FORBEDRE

8 MÅNEDER

I lørdags blev vores lille søn otte måneder. Otte måneder. Jeg begriber det ikke, hvilket jeg ikke har gjort, hver eneste gang vi har rundet endnu en den 2. i endnu en måned siden den 2. april. Det er så surrealistisk hver eneste gang, og datoen er uden undtagelse én af slagsen, der frembringer sentimentale, vemodige og ambivalente følelser hos undertegnede.

Tænk engang, jeg er mor til et vaskeægte lille menneske, der vokser sig større og større, udvikler sig og danner mere og mere personlighed for hver eneste dag, minut, der går.

Jeg suger det til mig. Jeg nyder det og jeg værdsætter det, hvert eneste sekund, hver eneste dag.

Processed with VSCO with a5 preset

8 MÅNEDER

Vores søn har udviklet sig markant de seneste fire uger. Vi har nu en lille spilopmager af en dreng, der har fart på. En dreng, der ikke sidder stille, men møver sig fremad med albuerne på stuegulvet, hiver i alting med sine små, buttede fingre og gerne forsøger at undersøge alverdens fund med sin lille babymund. En dreng, der kan sidde oprejst, sikkert og stabilt, uden at vælte. En dreng, der er fremme motorisk, men som regel kun snakker når der er ro fra omgivelserne. Omgivelserne, der helst skal bestå af hans far og mor før snakketøjet bliver udfordret.

Vi har en lille dreng, der har lært at vinke. En dreng, der stadig øver sig i at klappe, men hvor moderen stadigvæk entusiastisk må klappe de små hænder for ham.

En lille dreng, der har lært, at give kys og flittigt deler ud til sin mor. Kun til sin mor. Dog med åben mund og savl på kinden, men dette er hun, moderen, ligeglad med. Det er den mest effektive lykkepille og det varmer mit hjerte så dybt, hver eneste gang de små hænder rækker ud og det lille, smukke ansigt borer sig trygt ind ved min hals, mund eller kind, armene omfanger mig, og de små kys uforsigtigt plantes.

Efter tre måneder med night terror og utallige opvågninger hver eneste nat, har vores søn endelig fået en mere stabil soverytme. Mareridtene har tilsyneladende forladt ham og han vågner ikke længere flere gange i timen med utrøstelig gråd. Desuden har vi formået at opnå en fast rutine, hvor vores søn bliver puttet til natten klokken syv og som regel vågner mellem klokken syv og otte den følgende morgen. I løbet af nattetimerne har vi i omegnen af 4-6 opvågninger til henholdsvis bryst, sut og tryghed. Et sandt drømmescenarie, for os.

Vores lille dreng er den gladeste lille charmetrold, der ofte deler ud af sine smil til forbipasserende på gaden og spjætter af begejstring når hans forældre snakker med pjattende toner til ham. Han har temperament, den lille bandit, og det strålende humør kan lynhurtigt skifte, hvis noget ikke behager herren. Desuden har han tillagt sig det mest nuttede, højlydte grin, særligt når han blidt kildes på sin bløde mave eller i sine små finurlige folder ved halsen. Et grin, der ofte bidrager til våde tårerkanaler og sug i maven hos moderen.

2f7b89e7-eb7b-43c5-b700-f06e80396efe

Nu hvor vores søn er otte måneder gammel, kunne man fristes til at tro, at jeg havde haft nogle aftener, eller dagtimer, adskilt fra ham. Dette har jeg ikke. Jeg kan mærke, at min søn ikke er klar til, at blive overladt til andre endnu. Jovist, hans far er lige så god og nærværende, men når det gælder tryghedstrøst, særligt i aftentimerne, er det uden undtagelse kun hans mor (og brystet) der er tilstrækkeligt.

Jeg kan tydeligt mærke, at min søn er i en slags ængstelig separationsfase, hvilket er helt forventeligt omkring de otte måneder. Han søger mig, leder efter mig, hvis jeg er ude af syne og vil aller helst, være lige dér, hvor jeg er. Dette behov opfylder jeg, selvfølgelig.

På lørdag skal vi til årets første julefrokost, både Mads og jeg. Vi havde oprigtigt tænkt, at mine forældre kunne passe vores søn. Blot et par timer. Dette er dog fuldkommen urealistisk, og hånden på hjertet, føler jeg heller ikke selv for det endnu. Fordi jeg kan mærke, vores søn ikke er klar til at undvære sine forældre endnu. Så vi tager ham med. Ja, med til julefrokost. Går det, så går det. Går det ikke, så kan vi heldigvis bare tage hjem igen.

Sådan lever vi. Ubetinget og uden undtagelse på vores søns præmisser.

Og det er lige, som det skal være.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

FEM PUNKTER JEG KUNNE FORBEDRE