Q AND A #2

JULEFROKOST MED EN BABY

Kan man virkelig medbringe sit elskede yngel til en julefrokost?

Ja, det kan man godt.

 I går var vi til julefrokost. En vaskeægte julefrokost i mest nationale forstand med danske retter, rugbrød, entusiastisk pakkeleg og stærk snaps. Dog minus det sidste til undertegnede, da jeg vitterligt ikke kan med snaps. Overhovedet. Det var en julefrokost, både Mads og jeg deltog i. Med vores søn. Vores søn, som kun er otte måneder gammel.

 Vores indstilling har lige siden fødslen været, at vi kan det hele, blot på vores søns præmisser. Og vores egen mavefornemmelse, selvfølgelig. I går var ingen undtagelse.

cc44138f-52fa-4c07-b465-e9f50bd28021

Men hvordan fungerer det i praksis?

For det første, blev julefrokosten holdt hos min kusine, som bor på Gammel Kongevej, blot et spytkast fra vores egen adresse, hvilket gjorde det nemt og anvendeligt, at trille derhen med barnevognen. Vagn Oskar faldt i søvn på trilleturen klokken 16 og sov trygt de to første timer. Under middagen sad han skiftevis på mit skød, på Mads’ skød eller i overdelen til barnevognen ved siden af os, hvor han hyggede sig, sendte store, bedårende smil til sine forældre og legede selvstændigt. Han er blevet god til engang imellem at kunne underholde sig selv og jeg er sikker på at det er sundt, at lade ham fordybe sig i babyleg og finurligheder uden sine forældres indblanden, verbale tilstedeværelse eller konstante opmærksomhed.

Undervejs i løbet af aftenen gik han fra arm-til-ham hos mine kusiner, lillebror og fætter, hvor der både blev danset igennem på stuegulvet og sunget med på diverse sangtekster, og han sagde ikke ét kvæk. Han var så velfornøjet, grinte når der blev danset rundt med ham og charmerede hele banden med sine små, skæve smil. Almindeligvis bryder Vagn Oskar sig ikke om, at være hos andre end sine forældre til sociale arrangementer, men min lillebror, mine kusiner og min fætter er alle så tæt knyttet til mig og kender min søn så godt efterhånden, at han er tryg ved dem. Vi er seks kusiner og fætre, på min fars side, med kun fire år mellem den ældste og den yngste. Vi er vokset op på samme villavej i Skovshoved, har alle seks gået på samme folkeskole og de fleste endda også på samme gymnasium. Vi er, og har altid været, en søskendeflok på seks. Den største gave i mit liv, udover mine forældre, min kæreste og min søn, selvfølgelig.

Klokken ni forsøgte jeg at amme Vagn Oskar i søvn i soveværelset, men den lille bandit af en festabe havde ikke umiddelbart tænkt sig, at overgive sig, så da min fætter tilbød at strolle en lille tur i Frederiksbergs gader med ham, tøvede jeg ikke. Den lille godte gik ud som et lys lige idet de ramte brostenene uden for opgangen. Han sov trygt videre i soveværelset indtil vi trak stikket klokken et og spankulerede langsomt hjemad i den friske vinterkulde, forbi 7-eleven med tre lune babybites, en pizzaslice og en kold cola under armen. Hinanden i hånden.

 …

Det er ikke første gang, vi har valgt at tage vores søn med til en fest. Da han var fire måneder gammel var han med til en fødselsdagsfest hos en af mine veninder i indre by, hvor han sov hele aftenen i sin barnevogn i soveværelset. En succes for alle parter. Men det er ikke hver gang, det lykkedes som igåraftes eller til privatfesten i august. Jeg har været til flere arrangementer, mange faktisk, hvor jeg har måtte tage hjem igen efter maksimalt femten minutter med en grædende baby på armen, svedige hænder og stressende logistiske løsninger.

 Alting, alting er på vores søns præmisser, og hvis vi kan mærke, at han ikke trives i et selskab eller bliver overstimuleret, så tager vi bare hjem igen. Han er gudskelov formidabel til at sige fra, hvis noget ikke behager ham. Vores indstilling er, at vi mærker efter, hvorvidt en invitation eller et arrangement kan tilpasses efter vores konstellation, da vi ikke ønsker at vores søn skal passes af andre endnu, og så tager vi den derfra.

Jeg er ikke typen, der tænker hvad nu hvis. Hvad nu hvis, det ikke går. Jeg har aldrig været typen, der tager sorgerne på forskud. Aldrig. Det giver simpelthen ikke mening for mig, at man frarøver sig selv rare, mindeværdige stunder, fordi hvad nu hvis. Det er livet for kort til. Kliché, men det er rigtigt.

Vi havde den sjoveste aften i går. I dag er mine fødder så unægteligt ømme af at danse bragende igennem på den fine sildebensparket, mine mavemuskler gør ondt, af at have grint så dybt fra bunden af mit korpus, min stemme er slidt af at have sunget så højlydt med på anlæggets teenagetoner, kærlighedskontoen er fyldt op af mine nærmeste, inklusiv min kæreste, og mit hoved er, indrømmet, en smule buzzed af al den gode, tunge rødvin. Rødvin der, for god ordens skyld, først fik slap line da min søn sov til natten. Ikke en brandert, gudskelov, men en lille, snaldrende buzz.

Da vi trillede hjemad i Københavns tidlige, mørke nattetimer, glædede jeg mig ustyrligt til at putte min søn tæt ind til mig. Dufte til ham, kysse hans små, kølige kinder og holde ham trofast i hans lille, buttede hånd. Nøjagtigt, som jeg altid gør.

Jeg tror på, at glade forældre, der trives, elsker hinanden og sørger for at dyrke hinanden (på tomandshånd eller til sociale arrangementer), resulterer i en glad og veltilpas baby. Så længe det foregår på barnets præmisser.

Det er i hvertfald mine erfaringer. Vores erfaringer.

Hvilke erfaringer har du i forhold til at medbringe baby til sociale arrangementer? Synes du, det er tenderende til uforsvarligt eller faktisk en temmelig smart løsning? Jeg gad godt, høre din holdning til emnet.

God søndag.

Husk, at du kan deltage i min Q&A HER.

3 kommentarer

  • M

    Hvordan kan du både køre din barnevogn, have en cola under armen og holde din kæreste i hånden? ……

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • carolineejacobsen

      Nu er vi jo rent faktisk to mennesker, to sæt arme.
      God aften, M.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna-Rozalina Elgaard Aaquist

    Wauw…
    Sidder med et lille smil når jeg læser dette!
    Tak for dig og jeres indstilling til forældre livet…
    Det lyder som en skøn aften, noget man altid får ekstra energi af.

    Mange glædelige søndags hilsner fra Nanna-rozalina mor til Le på 2.5måned

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Q AND A #2