FREDAGS FACTS #15 OG WEEKEND

BARNDOM, OVERFORBRUG OG OPDRAGELSE

Når man bliver mor, kan man ikke lade være med at tænke tilbage på sin egen barndom, forudsætninger, opdragelse og omgivelser. Jeg kan i hvertfald ikke. Jeg sammenligner mine forældres tilgang til opdragelse med den Mads og jeg selv ønsker, at opfostre vores børn i. Jeg tror på, at man tager det bedste fra sin egen historie, sin egen barndom, og forsøger at videregive dette til sine egne kopier, alt imens man ubevidst smider resten væk.

Jeg er født i år 1992. Det er femogtyve år siden. Samfundet har ændret sig. Det skal det. Da jeg var lille var børn, netop det de er, børn. Børn legede med hinanden, med fine dukkehuse, med modellér voks, de klatrede i træer, fik røde kinder og beskidte negle i skoven, og legede hinkelege, boldspil eller fangeleg med hinanden på vejen efter (de noget kortere) skoledage. Og sådan er børn gudskelov også i dag. Men børn, i hvertfald de fleste, er ikke børn på ovenstående vis i ret mange år længere. Det er i hvertfald min oplevelse, correct me if I’m wrong.

c645d425-3fa0-4061-b1b3-fe144fce8c4a

Jeg ville så gerne kunne videregive min søn, og forhåbentlig kommende børn i fremtiden, den samme barndom, de samme forudsætninger og det samme skødesløse, ubekymrede børnemindset som jeg selv har haft glæde af i mange, mange år. Indtil jeg blev teenager, faktisk. Ja, jeg legede indtil jeg blev tretten-fjorten år. Dengang afveg det dog også en smule fra normen, det ved jeg godt. Det ved jeg, fordi det som regel foregik i skjul sammen med mine aller nærmeste folkeskoleveninder.

Men dette har ændret sig. Barndommen, de vigtigste år i livet, årene der former og danner vores minimennesker, er blevet gevaldigt forkortet i vores samfund i dag. Jeg oplever, tiårige piger være helt besætteligt kropsbevidste og vis aller største juleønsker er nye, formuebetalte Moncler jakker, Saint Laurent skuldertasker, statement t-shirts til flere tusinde kroner og specificerede, kompetencekrævende makeuppaletter, der kan gøre selv søstrene Kardashian konkurrence. Og det er synd. Det er kraftedeme synd. Disse bittesmå, uformede mennesker i sorte skinny jeans, Lala Berlin tørklæder og Chaneltasker over skulderen ligner til forveksling voksne kvinder i forklædning.

Jeg peger ikke fingre, da jeg bestemt ikke er et hak bedre selv, og udemærket godt er klar over, at de fleste ville pege direkte retur mod mig selv. Fingrene, altså.

Jeg kan kun tale på egne vegne, og da jeg som skribenten bag indlægget unægteligt provokerer mig selv, er det oplagt, at jeg fejer for egen dør først. Jeg køber for det meste kvalitetsbevidst tøj, sengesæt m.m. til min søn, fordi jeg antager, at det er mest behageligt for ham at svøbe sig i ordentlige materialer. Det var den ene grund. Den anden er langt mere overfladisk. Jeg synes, babyer drukner i mønstre, figurer og diverse farvetryk. Jeg synes simpelthen ikke at det er klædeligt og jeg nyder at se min unge være iført et nuttet, farveløst og lækkert sæt. Prisen betyder ikke alverden, men det er nu engang sådan, at pris og kvalitet som oftest går hånd i hånd. Vagn Oskars garderobe passer til min og min kærestes. Den passer til vores generelle stil i forhold til vores indretning. Farveløst, neutralt, men gode materialer. Nordisk minimalisme. Det er gennemført, hvilket betyder noget for mig. Det betyder noget for mig, at mit barn er pænt klædt på. Det indrømmer jeg gerne. Men hvorfor gør det egentlig det? I virkeligheden er det jo komplet overfladisk og ligegyldigt. Det der tilgengæld ikke er ligegyldigt er, hvilken indflydelse det har på barnet når det bliver ældre og mere bevidst.

Kunne vi gøre det bedre? Kunne vi forældre gøre det bedre?

Hvad nu, hvis vi kollektivt besluttede at købe flyverdragten i Føtex, fremfor at smide tusindvis af kroner efter de luksuriøse, pelsbesatte Ver de Terre modeller. Hvad nu, hvis vi kollektivt valgte, at hive malebog og farveblyanter med på restauranten, fremfor de splinternye, tidstyveriske tablets. Hvad nu, hvis vi forældre i fællesskab aftalte, ikke at tage del i forbrugsfesten i relation til vores børn og ikke lod dem vide, at der er forskel på henholdsvis ZARA og Balmain. Hvis vi aftalte, at opfordre og opdrage vores børn til at være børn så længe som muligt. Ville dette overhovedet kunne lade sig gøre?

Og vigtigst af alt. Har vi forældre overhovedet lyst til det? Er vores unger blevet en accessorie, et levende, omvandrende image, der udadtil illustrerer vores eget glitrende glansbilledeliv i overforbrugets varme hænder? Er det blot samfundets digitaliserede og ustoppelige, omend temmelig triste, udvikling? Er det i virkeligheden skruen uden ende?

Lidt ligesom, at en splinterny millionbetalt Bentley i carporten er lig en utømmelig bankkonto i Nordea. Ærgerligt at sammenligne vores unger med dyre biler, men jeg tror I forstår, hvor jeg vil hen. Sat op på en spids, selvfølgelig.

Ovenstående er blot tankestrøm og bekymring fra mit inderste moderhjerte. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad I mener om emnet? Er vi selv skyld i, at vores børn bliver små miniudgaver af voksne mennesker længe før CPR-nummeret dikterer teenageopførsel og tung kvalitetsbevidsthed?

Igen, jeg er ikke et hak bedre selv. Men engang imellem ville jeg ønske, at jeg var.

   

9 kommentarer

  • Lea

    Et rigtig fint indlæg, der tager et meget vigtigt og væsentligt emne op i vores moderne samfund. Må de små få en lang barndom med dukker og traktorer, uden alt det tekniske(iPads og iPhones)/mærkevare!
    Det er super godt af dig, at tænke og reflektere over dette nu, for så skal Vagn Oskar da nok få den barndom du ønsker for ham :-)!
    Han er forresten et ufattelig smukt barn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Jeg forstår godt din pointe med indlægget, og det siger jeg ikke kun fordi jeg kender dig IRL. Jeg har ofte – især efter jeg fik Liva – tænkt over den tendens der er til, at børn ikke får lov til at være børn ret længe. De har for travlt med at blive smp voksne for hurtigt. Og det gør mig ked af det helt ned i det dybeste i min mave! Det gør mig ked af det, at børn skal være flove over at lege med dukker til de er 13 år, eller at de skal gøre det i smug for ikke at blive stemplet som værende “mærkelig”. Jeg var selv en af dem der først pakkede Barbiedukkerne væk da jeg var 14 ish. Og det er jeg så glad for i dag!
    Jeg håber sådan at jeg lykkedes med at opdrage Liva til at hvile i sig selv og blive ved med at lege så længe hun vil. Gå i Disney trøjer så længe hun vil! Og så vil jeg gøre mit for, at hun ikke som 12-årig bliver en lille voksen der vil have mærketøj og mascara på. Jeg synes det er enormt forstyrrende at se på!

    Jeg kan iøvrigt godt følge dig i dine tanker omkring at børn kan drukne i farver og mønstre når det kommer til tøj. Det ved du. Men når det så er sagt så tror jeg på, at det er sundt også at supplere det “fine” med kontrasten – køb Vagnus en Pluto natdragt eller en body med farvet print. Måske dine øjne vil gøre lidt ondt, men han vil elske at have det på, det er jeg sikker på. Liva hiver i hvert fald altid sit farvede tøj frem når hun selv ‘vælger’ 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line Lykke

    Hej Caroline. 😌
    Jeg tror børn er det vi gør dem til.
    Jeg tror det vigtigste for at bevare det barnlige sind er at forældre tager ansvar for at træffe de væsentligste beslutninger der omhandler familie og børnene. Vel og mærke med børnene for øje.
    Jeg tror den største årsag til at børn for hurtigt bliver små voksne, er fordi de får lov til at forholde sig til for mange ting. Jeg tror ikke det har noget som helst at gøre med påklædning.
    Ligeledes tror jeg ikke at flertallet opfatter børn som en accessorie, men jeg tror de fleste klæder sine børn i det de synes er pænt, fordi det er dejligt at se på. Mig selv inklusiv. Jeg bliver glad når jeg ser Luna og William i lækkert tøj. Det handler ikke om at de bliver mere eller mindre være, men det er noget værd for mig, og jeg synes de bliver kønnere i det tøj jeg synes det kønt 😉 Hvis piger på 10 ikke får lov til at gå i dyre tasker osv. fordi man beslutter sig for at det er forbeholdt voksne, så vil man selv kunne styre det. De er selvfølgelig tidligere disponeret for mærkesnopperi og makeup via youtube og SoMe, men det ser jeg sådan set heller ingen begrænsninger i, så længe der er nogen til at bestemme hvornår denne bevidsthed kan blive en del af virkeligheden. Børn leger hvis de ikke har et alternativ, og vigtigst af alt, hvis de har nogle voksne der gider at gå med og vise hvordan.
    Jeg tror at du skal beslutte dig for hvad der betyder noget for dig, og så vide at det kan lade sig gøre hvis du vil bruge energi på det det kræver, og så lade være med at bekymre dig på andres vegne, for så bekymrer du dig alt for meget ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • carolineejacobsen

      Kære Line
      Tak for din kommentar <3
      Jeg kunne ikke sige det bedre selv. Virkelig god pointe, at børn bliver for hurtigt voksne, fordi de får lov til at forholde sig til for mange ting.
      Jeg har det helt på samme måde som dig – jeg klæder jo også Vagn Oskar i det jeg synes er pænt. Ikke fordi jeg opfatter ham som en accessorie, slet ikke, men det kan hurtigt syne sådan udadtil, tænker jeg.

      Det er netop det jeg tænker. Måske det i virkeligheden handler om, at (nogle) voksne er blevet mere egoistiske og derved ikke går med og viser hvordan der leges. Det er en interessant problemstilling, i hvertfald.

      Det der betyder noget for mig er, at give Vagn Oskar den bedste og længste barndom, hvilket jeg tror de fleste forældre ønsker. Og så betyder det også noget for mig, at give ham pænt tøj på, men selvfølgelig ikke hvis det får konsekvenser senere hen. Din kommentar fik mig til at reflektere og jeg tror (og håber) du har ret i, at det ikke har noget med ungernes påklædning at gøre, men de voksnes interesse i, at være tilstede og opfordre til leg så meget og længe som muligt.
      Rigtig godt nytår til jer alle fire!
      Bedste hilsner,
      Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line Lykke

      Jeg tror det er en fin tanke du har, fordi du ser et problem du gerne vil undgå. Men jeg har altså tænkt mig at klæde mine børn i det jeg synes er smart (indtil de selv har en holdning) og så vil jeg hellere lære dem at god kvalitet har en værdi, så man istedet må spare på noget andet. Vi køber f.eks. sjældent ligegyldige ting, og når vi så køber noget er det lige dét vi gerne vil ha’, og det må mine børn hellere end gerne tage med hjemmefra.
      Og skidt pyt med dem der tænker at barnet er en accessorie. Så længe barnet får dækket sine behov, så tøjet nok det mindste problem (så længe det er behageligt, men V har vidst ikke noget der ikke er blødt og bevægeligt). Og hvem har egentlig ikke lyst til at pynte og vise frem af det bedste vi har?? 😌
      Rigtig godt nytår, til jer også ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • B

    Tænker først og fremmest handler det om at kigge indad. Hvis du selv går i de dyre mærker, er det naturligt at dine børn vil spejle det når de bliver ældre. Flere af de mærker du nævner, har jeg aldrig hørt om før. Alt hvad vi har af tøj, er enten arvet, købt brugt eller billigt. Nægter simpelthen at give mere en 100kr for et stykke tøj til mit barn. Synes det er spild af penge, mit barn har det lige godt om hun har dyrt eller billigt tøj på. I et børneliv skal der være plads til leg. Jeg vil ikke begrænse mine børn i deres udvikling og nysgerrighed fordi der ikke må komme sovs, græs eller maling på tøjet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • carolineejacobsen

      Kære B
      Tak for din kommentar. Jeg er helt enig i, at det handler om at kigge indad. Det er jo lige præcis det hele mit indlæg er bygget op omkring. At jeg selv kigger indad og reflekterer over, hvorvidt tendensen til at købe dyrere tøj til barnet eller give dem en iPad i 1 års fødselsdagsgave er medvirkende til, at børn generelt bliver små voksne (for) hurtigt. Sociale medier spiller helt sikkert også en rolle, hvis børnene er i besiddelse af en smartphone. Den tendens jeg ser er, at børn opgiver at lege og interesserer sig for “voksne anliggender” tidligere og tidligere. Og det er simpelthen så synd. Jeg er helt enig i, at der skal være plads til leg, sovsepletter og nysgerrig færden i naturen i det tøj de har på. Det er der bestemt også hos os. Den problemstilling jeg rejser i indlægget handler ikke udelukkende om mærkevaretøj, det var blot et eksempel for at illustrere, hvorvidt vi forældre bærer en del af skylden for at ungernes barndom bliver kortere og kortere.
      Godt nytår!
      Bedste hilsner,
      Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilia

    Du efterspørger en tendens, eller bevægelse om du vil, som allerede findes. Måske ikke i din nære omgangskreds, men vi er stakkevis af forældre der gerne køber babytøj i Føtex, lejer det på abonnement, ikke går alverden op i at vores børn passer ind i indretningen og på anden vis ikke deltager i forbrugsfesten på vores børns vegne. Så ja, det kan lade sig gøre. Vigga.us er f.eks. et rigtigt stort skridt på vejen til at lette lidt på forbruget, klimaaftrykket og kemikalierne i forbindelse med babytøj. For slet ikke at tale om den lettelse det er ikke at skulle købe stakkevis af nyt tøj hver tredje måned, fordi poden igen er gået op i størrelse. Tjek det eventuelt ud 💁🏼‍♀️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • carolineejacobsen

      Kære Cecilia
      Tak for din kommentar. Jeg tror måske ikke, at jeg har formuleret mig tydeligt nok. Jeg efterspørger ikke, om forældre køber babytøjet i Føtex. Det ved jeg, at mange gør. Vi har også selv flere gode ulddragter til Vagn Oskar derfra :) Meningen med indlægget var at sætte fokus på den problemstilling at børn ofte ikke er børn i ret mange år længere og om (nogle af) årsagerne kan findes hos os forældre. Enten i forbindelse med overforbrug eller tendensen til at stikke ungerne en iPad fremfor farveblyanter. Giver det mening?
      Rigtig godt nytår!
      Bedste hilsner,
      Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

FREDAGS FACTS #15 OG WEEKEND