9 MÅNEDER

FØRSTEHJÆLP TIL TIGERSPRING

 Et tigerspring er defineret som et udviklingsspring i barnets mentale udvikling, hvor barnet gennemgår store forandringer, som i en bestemt periode, gør det forvirret og ekstra omsorgskrævende. Nogle mærker ikke det mindste til tigerspringene, mens andre børn reagerer kraftigt på hvert eneste. Hos os har det stemt overens, nærmest på dato, hver gang de første fire spring. Skræmmende og fascinerende. Jeg valgte at slette appen, Vidunderlige uger, på min telefon efter fjerde spring, da jeg qua vores søvnsituation ikke mente, at det kunne blive værre. Jeg havde derfor ikke behov for, at en app skulle diktere hvornår der var yderligere “fare på færde”. Omvendt brugte jeg den med stor fornøjelse de første fire måneder, da det var en tryghed for mig at vide, hvad der var skyld i min søns pludselige adfærdsændring.

Som nævnt, har vores søn reageret kraftigt på tigerspringene. Han er et sensitivt barn, så dette har bestemt været forventeligt. Vi har i perioder været fandens frustrerede og famlet forvildede i blinde, da man efterhånden bliver magtesløs når ens elskede spædbarn skriger, græder og hulker utrøsteligt ligegyldigt hvad man som forældre stiller op. Der er dog nogle forskellige metoder, teknikker og tiltag, der har virket for os undervejs. Disse har jeg samlet nedenfor. Måske, det også kan afhjælpe nogle af jer der gennemgår samme mareridt når Vidunderlige uger slavisk dikterer endnu et udviklingsspring.

f0e2849a-0b5a-481b-9b0b-60af38fba31e

SVØB

Lige siden vi var indlagt på barselsgangen på Rigshospitalet, har vi svøbet Vagn Oskar i sin dyne. Det var en sygeplejerske på afdelingen, der anbefalede os at svøbe ham og viste os hvordan det skulle gøres. Helt tæt, som en lille burrito. Det har hjulpet os rigtig, rigtig meget. De første to måneder var svøb det absolut eneste der kunne få ham til at falde til ro.

VUGGE I ARME

I relation til ovenstående punkt, svøb, hjalp det udelukkende hvis vi vuggede ham i vores arme imens. Jeg har ikke tal på, hvor mange aftener jeg har spankuleret rundt om vores spisebord, rundt og rundt, i timevis med min lille burrito i svøb imens Mads var på arbejde på restauranten (inden han skiftede job og dermed arbejdstider). Det er hård træning for armmusklerne og særligt mine tårekanaler har været på overarbejde undervejs flere gange. Av, mit hjerte. Bare tanken om de aftener med min ulykkelige, utrøstelige lille baby i mine arme rundt omkring spisebordet i en omtåget, tung træthedstranche. Av, bare av.

AMNING I MØRKE

Vi nåede et punkt i et af springene (nummer tre, tror jeg), hvor Vagn Oskar skreg når han skulle ammes. Han kunne slet ikke finde ro eller koncentration, spjættede med arme og ben, og vred sig rundt. Jeg kan huske, at vi var taget i sommerhus, hvor han mildest talt ikke præsterede andet end at skrige og skrige, så hjerteskærende, hvorfor vi besluttede at kontakte sundhedsplejersken. Det var med vaklende stemme, snøft og salte tårer, at jeg fremstammede vores problemstilling og dertilhørende frustration. Vores sundhedsplejerske anbefalede mig, at forsøge at amme ham i et mørkt rum. Og det hjalp. Vi fandt ud af, at han simpelthen skreg fordi han var sulten, men ikke kunne koncentrere sig om at sutte, når der var andre stimuli tilstede (her er bittesmå stimuli såsom lys, lyde m.m. rigeligt til at provokere).

ISOLATION

Noget, der også har hjulpet os i forbindelse med tigerspringene er, at isolere os fra omverdenen for en stund. Vi har tydeligt kunne mærke, at Vagn Oskar har haft betydeligt mere behov for tryghed, rolige omgivelser og vante rammer i forbindelse med tigerspringene, og det har hjulpet os at skrue tempoet helt ned, rydde kalenderen og have fokus på nærvær og ro.

SLYNGEVUGGE

Hvis man har et sensitivt barn eller blot et barn, der skal vugges i søvn, så er slyngevuggen en lifesaver. Vi afprøvede først slyngevuggen da Vagn Oskar var over to måneder gammel, da jeg oprigtigt var sikker på, at det var noget opreklameret, unødvendigt bras. Jeg tog fejl. Jeg ville ønske, at vi havde haft slyngevuggen fra starten. Den kunne garanteret have sparet mig for alle de utallige ture omkring spisebordet. Slyngevuggen havde nøjagtig samme effekt som vores arme, en nærmest terapeutisk og magisk virkning, hvor Vagn Oskar faldt til ro i minuttet vi lagde ham i den. Vi bruger den stadig indimellem til lure, og den er stadig fantastisk. Og uundværlig. Du kan købe slyngevuggen HER med søvngaranti eller pengene retur (Nej, ingen sponsorarter, udelukkende egen erfaring, der måske også kan hjælpe jer).

BUSTER SANGEN

Min veninde, der har en søn der kun er seks uger yngre end Vagn Oskar, fortalte mig en dag, at hendes søn elskede Bustersangen. At Bustersangen havde reddet flere skrigture, aftenkriser og opslidende søvnsituationer, så den måtte jeg selvfølgelig afprøve. Jeg hentede den lynhurtigt på Spotify, og jeg bliver ikke forundret, hvis det er min mest afspillede sang i år 2017. Den virker. Fandeme. Vagn Oskar knuselsker den. Jeg har sågar gået flere kilometer afsted langs gaderne i København, hvor Buster har spillet på repeat nede i barnevognen. Det er heldigvis en fin og sød sang, man kan holde ud at høre igen og igen. Den virker stadig indimellem, men desværre ikke i samme omfang som tidligere. Måske, min krudtugle har regnet den ud. Han har helt sikkert regnet den ud.

Jeg håber I kunne bruge indlægget. Hvad er jeres erfaringer med tigerspring? Har I også mærket meget til dem undervejs? Del gerne jeres erfaringer i kommentarfeltet.

Rigtig god onsdag.

 Læs også: MUSTHAVES til baby HER, puslebordets produkter HER og 10 ting til pusletasken HER.
   

9 kommentarer

  • Cecilie

    Ååh man kommer lige tilbage til starten med ømme arme og ryg (Har selv en lille dreng fra april). Jeg ærger mig også over at vi først investerede i slyngevuggen da han var 2,5 måned – bedste køb!.
    Vi mærker også til tigerspringene. Det bliver pludseligt sværere at trøste ham, og han er svær at gøre tilpas. Vi prøver også at lave så lidt som muligt, så han får ro.
    Noget der ofte virker her, et tip jeg fik af en anden, er at holde ham tæt ind til sig (lodret) og squatte flere gange – han falder (for det meste) til ro og mor får trænet.

    – og tak for en god blog. Jeg nyder at følge med fra min egen barselsbobbel.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Puha får tårer i øjnene af at læse dit indlæg, det er præcis min datter på 11 uger! Nu er jeg overbevist om jeg køber den slyngevugge. Hvor lang tid gik der før amningen blev god igen? Kh hende som nogle gange sidder og ammer i mørket med støvsugeren tændt :(

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • carolineejacobsen

      Kære Louise
      Tak for din kommentar til indlægget :) Jeg er ked af, at i battler med det samme. Det er så hårdt følelsesmæssigt. Jeg følte, at jeg blev en tand mere ødelagt i mit hjerte hver gang min søn græd så utrøsteligt. Der gik en måneds tid, hvor jeg konsekvent skærmede ham i forbindelse med amningen. Det bliver bedre! Det lover jeg. Men det gør nas som mor. Rigtig nas! Jeg håber snart I oplever forbedring og at slyngevuggen også vil hjælpe jer <3
      De aller bedste tanker og klap på skulderen!
      Kh. Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Tak for gode råd! Kan du ikke forklare/vise hvordan I svøbte? Jeg forsøger, men det bliver ligesom ikke stramt nok

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • carolineejacobsen

      Kære Sarah
      Tak for din kommentar. Vi ligger dynen, så den ene spids peger opad. Så tager vi den ene side af dynen og “wrapper” helt tæt om hans krop og så den anden side af dyne ovenpå, helt tæt. Man skal bruge nogle “kræfter” og vi havde bedst erfaring med at V ikke kunne kigge ud, så han skulle godt ned i vaflen. Jeg kan sende dig et billede på mail, hvor man bedre kan se det :)
      Kh. Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sara

      Tusind tak, og hvor er du sød, Caroline! Du må meget gerne sende et billede :) Jeg kan se, at ikke hele min kommentar kom med sidst (mærkeligt!), men jeg skrev altså også “tak for en hyggelig blog” :D

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • carolineejacobsen

      Kære Sarah
      Jeg har først lige set kommentaren. Jeg sender et billede afsted på din mail med det samme <3
      Tak for de rosende ord til bloggen. Det betyder rigtig meget for mig.
      Ha' den aller dejligste weekend,
      Kh. Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har ingen erfaringer at dele endnu, men hvor er det skønt at læse dine. Vi venter nemlig vores første barn når som helst (4 dage over termin i dag) ;)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • carolineejacobsen

      Kære Anne
      Gud, hvor er det spændende! Jeg sender masser af vestøv og lykkebringende fødselstanker til dig <3
      Og rigtig godt nytår! Det bliver helt sikkert det bedste af slagsen med en lille baby.
      Kh. Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

9 MÅNEDER