EN DAG I BAGSIDENS BARSELSBOBLE

FREDAGS FACTS #17 OG EN DATE

Glædelig fredag, kære læsere.

Yay, så blev det atter fredag. Weekenden, konkretiseret til lørdag, står i stærk kontrast til de seneste ni måneder af vores lille families liv. Mads og jeg skal nemlig på date. En kærestedate. Alene, uden vores søn.

Det er første gang Vagn Oskar skal passes og det er også første gang jeg skal være væk fra ham. Jeg har inviteret Mads på morgenmad inde i byen, og klokken ti ankommer mine forældre til vores adresse, hvor de skal spendere nogle timer på egen hånd sammen med deres første og eneste barnebarn. Om vi returnerer klokken tolv eller klokken fire om eftermiddagen er ligegyldigt.

Vi skal hygge os sammen, spise et tiltrængt morgenmåltid i ro og mag, trække vejret ned i maven, have overskud til at pjatte og grine, nyde en kulsort kop kaffe uden tidspres, kigge hinanden i øjnene, holde i hånden gennem Københavns gader og tale sammen, som man ikke ofte nok formår at gøre det over hverdagens middagsbord med en aktiv og charmerende opmærksomhedsrøver på sidelinjen. Vagn Oskar er ni måneder nu, så de fleste vil mene, at det er på tide. Og det er det også. Jeg kan mærke, at jeg er klar til det nu. Vi er klar til det, min søn og jeg. Nogle timers adskillelse, hvor jeg ikke skal være og hvor jeg ikke konstant skal fokusere på min søns behov.

8500eb8d-5088-444c-8066-a562a7682749

Jeg er spændt på, hvordan det kommer til at forløbe. Jeg er spændt på, om jeg kommer til at nyde det eller længes efter min søn. Jeg er dog temmelig sikker på, at det første er tilfældet, men jeg er også sikker på, at jeg kommer til at savne ham på den positive måde, og det tror jeg er sundt.

Jeg er spændt på, hvordan Vagn Oskar håndterer at være adskilt fra begge sine primære omsorgspersoner. Til gengæld er jeg efterhånden sikker på, at han ikke vil reagere det mindste. Han er så tryg ved mine forældre, da de har været en fast del af hans liv flere gange om ugen lige siden han kom til verden i april. Det skal nok gå.

Og hvis ikke, så kan vi gudskelov ringes hjem inden for femten minutter.

bfeb0c1c-714f-47cb-9abb-df86abac7588

_______________________

FREDAGS FACTS venner, nummer 17

_____________

… 1

Nu hvor det ikke er den vinter, jeg drømte om, med snefnug på næsen, nattefrost og kælketure, så er der ikke dét, jeg ikke ville give for et par ugers charterferie på de thailandske øer. Lige pånær mine relationer, selvfølgelig. Mit Instagramfeed bugner med barselsferier på adskillige eksotiske destinationer, farverige cocktails med kulørte pynteparaplyer og kantsukker, lange bountystrande, solkysset hud og fine, løse sommerkjoler. Det frister. Det frister virkelig. Det er dog fuldstændig umuligt for os. For det første, har Mads ikke ferie, for det andet, har jeg en bacheloropgave lige om hjørnet og for det tredje, koster sådan en ferie knaster.

… 2

I år 2012 tog jeg dykkercertifikat på øen Koh Tao i Thailand, Scuba Open Water diving license. Jeg har dykket i henholdsvis Thailand, Bali, Fiji øerne, Egypten og snorklet i Australien, Vietnam og på diverse europæiske kyster. Fantastiske oplevelser, hver og én. Lige så skræmmende havets dyb er, lige så fascinerende er det samtidig.

… 3

I ugens løb har Mads og jeg haft en af de hidtil største diskussioner i vores forhold. Om hulrummet på vores badeværelse. Hvis du ikke ved hvad jeg taler om når jeg nævner ordet hulrum, så er du ikke alene. Mads mener, at det er for slapt, jeg ikke har sat mig ind i det. Jeg mener, at det er mandens hjørne. Fjollet.

… 4

Det er virkelig sjældent, vi kan finde en film eller serie på Netflix eller HBO, vi er enige om at skulle se. Det ender 9/10 gange med, at vi zapper vildledte rundt  på diverse tjenester for til sidst at erkende, at det er sengetid. Hvis I har gode anbefalinger til et par, der har slugt serier som Prison Break, The Afair, Stranger Things, Orange Is The New Black, Homeland og Riverdale råt, så del meget gerne i kommentarfeltet.

… 5

Jeg gad virkelig godt læse Hella Joofs Papmaché-reglen, men samtidig ved jeg vitterligt ikke, hvornår jeg skulle få tid til at fordybe mig i litteratur. Måske om aftenen i stedet for seriekig eller samtale med min kæreste, men så ryger hele pointen i kvalitetstid med hinanden en smule. Det handler selvfølgelig om prioritering, det ved jeg inderst inde godt.

… 6

Da jeg var barn drømte jeg om at blive forfatter. Jeg elskede at skrive historier, opdigte fiktive universer og nedskrible ordene nænsomt, sort på hvidt, nøjagtigt som de opstod i mine tanker. Jeg har stadig en lille spirende drøm om en dag, at udgive min fortælling om Rosetten. En historie jeg opdigtede dengang og som udspilles i et melankolsk eventyrunivers.

… 7

Jeg har været ude at løbe to ture af fem kilometer de seneste ti dage. Jeg var overebevist om, at mit mål om to kilometer på første tur var at skyde over evne. Det var fantastisk at mærke, hvordan min grundform faktisk er god. Jeg har ikke rørt en finger i halvandet år (graviditet, fødsel og de første ni måneders barsel), men barnevognsturene, trapperne til tredje sal og kiloene jeg dagligt bærer rundt på i timevis i form af min lille krudtugle, tæller tilsyneladende også. Det havde jeg ikke regnet med.

… 8

… Endnu federe var det at mærke, at den symfyseløsning jeg kæmpede strengt med i graviditeten og efterfølgende, endda også engang imellem her ni måneder efter fødslen, ikke var en hindring på løbeturene. Eller efterfølgende for den sags skyld. Det har været en stor lettelse for mig, da jeg har hørt så mange skrækhistorier i forbindelse med symfyseløsning, eftervirkninger og træning.

… 9

Jeg bestilte i onsdags min favoritpizza fra vores pizzaria på hjørnet. Cavallino, hedder det. En nummer 46. En mascarponepizza med italiensk salami, rucula, parmesan og pesto. Vigtigst af alt, med ekstra chili- og hvidløgsolie. Desværre har de kære pizzamand haft glemt disse ekstratoppings de forrige tre gange (i træk, vel at mærke), hvilket jeg selvfølgelig gjorde dem opmærksomme på. Dette resulterede i, at jeg modtog en pizza fuldstændigt badet i olie. Jeg kunne simpelthen hælde det af i stråler, hvilket jeg ikke gjorde mere end én gang. Det smagte jo godt. Til gengæld fik jeg det så kvalmt efter tre stykker, at resten røg ud. Mig, som ellers plejer at fortære en hel pizza uden at blinke.

… 10

Den hårbørste, der har forvandlet mit slidte og tynde hår til et langt og sundt ét af slagsen (i kombination med mine vitaminer og graviditetshormoner), er fra Mason Pearson og kan findes HER. Børsten består af vildsvinehår og nylon, der masserer hovedbunden, virker som peeling og fremmer hårvæksten. Vildsvinehårene har den egenskab, at det suger olien fra hovedbunden og fordeler denne ud til længden af håret. Børsten er en investering, men du har den for evigt. Og den virker.

0d3dd4b6-8319-4635-af7b-fab51d23b1a8

Rigtig god weekend til dig og dine kære.
Hvad har du af planer? Familie tamtam? Drinks på klubben eller putteri på sofaen? Lad mig endelig høre.
Måske, I skal kærestedate ligesom os? Det skal nok blive godt. Hvis altså ikke, vi ender med at kampdiskutere fucking hulrum. 

De femten første dele kan læses her:
del 1del 2del 3del 4del 5del 6del 7del 8del 9,  del 10del 11,  del 12
del 13del 14del 15 og del 16.
   

8 kommentarer

  • Sofie

    Se Six Feet Under på HBO Nordic!!! Bedste serie og perfekt til kærester :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Søde Caro! Hvor er du altså bare sej. Elsker at læse med! Hvis tiden er knap til fordybelse i litteratur kan jeg helt klart anbefale Mofibos lydbøger – og især Hella Joof er en genial fortæller ☺️ Ren mindfullness!
    Jeg kan også anbefale lydbogen ‘Hjernesmarte børn’ som også er derinde, hvis man synes sådan noget er spændende ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Papmachéreglen er temmelig let læsning, så jeg vil foreslå at læse ét kapitel istedet for (som jeg i hvert fald selv gør) at gribe efter telefonen og blive fanget i instagram.
    Ang. anbefalinger kan jeg anbefale: Manhunt: Unabomber.
    Mindhunter.
    Narcos.
    Ozark.
    The Crown (måske mest til dig ;-))
    Og så synes jeg Modern Family er sjov, hvis det også gerne må være lidt “let”.
    God date til jer!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Jeg tilskriver mig også dem, som foreslår Designated Surviver – var skeptisk i starten da det lignede lidt en rigtig ‘herre serie’ men den er virkelig værd at give et kig. Modern Family er også sindssygt underholdende og “feel-good” agtig ;-) tak for min absolut yndlingsblok i øvrigt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Jeg ville lige præcis også skrive Designated Survivor! En af de eneste serier min kæreste og jeg har været enige om. Men hold jer til sæson 1, 2’eren er skuffende !

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • carolineejacobsen

      Kære Pernille
      Tak for din kommentar og anbefaling! Er der to sæsoner i alt?
      Jeg foreslår den til min kæreste i aften! Tak fordi du kommenterede herinde,
      Rigtig god weekend,
      De bedste hilsner
      Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elisa

    Designated survivor! Den er så god! :)
    Elsker forresten din blog!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • carolineejacobsen

      Kære Elisa
      Tusinde tak for din kommentar, rosende ord og anbefalingen!
      Den skal jeg tjekke ud. Har faktisk aldrig hørt om den :)
      Rigtig god weekend,
      De bedste hilsner
      Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

EN DAG I BAGSIDENS BARSELSBOBLE