LAD DET VENTE

MIN GRAVIDITET: DEL 1

I går sad jeg, vanen tro, og lurede min kamerarulle igennem. Der skal sorteres, det skal der, men det må blive en anden gang. Når der er tid. Det vil sige, når jeg gider at prioritere det. Kamerarullen. Jeg scrollede hele vejen tilbage til dengang for ti måneder siden, hvor jeg endnu var gravid med vores førstefødte, vores søn. Vagn Oskar.

Og det slog mig. Jeg har aldrig skrevet om min graviditet herinde. Pånær 10 hurtige i dette indlæg. Det vil jeg forsøge at gøre nu.

Jeg elskede ikke at være gravid. Jeg syntes heller ikke, at det var skrækkeligt. Et eller andet sted midt imellem. Nogle dage det ene, nogle andre det andet.

Jeg har delt indlæggene om min graviditet op i tre dele, da de ellers hver især ville blive alt for omfattende og teksttunge for jer. De tre dele er inddelt efter trimestre, som er betegnelsen for inddelingen af graviditetens varighed. Første trimester omfatter de første tre måneder af graviditeten, anden trimester de midterste tre måneder, og til sidst det tredje trimester, det vil sige, de sidste tre måneder.

Desuden vil der i indlæggene fremstå små brudstykker af tekst fra den graviditetsdagbog, scrapbog, jeg konsekvent førte gennem graviditeten fra den aller første positive test og frem til fødslen. Det kan jeg på det varmeste anbefale alle gravide. Det er så hyggeligt at kigge tilbage og blive mindet om alle følelserne og tankerne man gjorde sig undervejs.

Dette indlæg vil omhandle første trimester. Den aller første tid som gravid.

04ac1d75-309b-4b78-b512-a3462a83c18f

FØRSTE TRIMESTER

Vagn Oskar var planlagt. Det ved I, der har læst med i en rum tid. Ellers, kan I læse hele historien her.

Jeg fandt ud af, at jeg var gravid den 24. juli i år 2016, en tidlig og lys morgen i vores sommerhus. Jeg vidste det godt, selvom jeg på daværende tidspunkt kun var et par uger henne. Ikke engang, faktisk. 3+4 på gravidsprog, vistnok. Jeg fortalte det til Mads, en sætning jeg havde øvet igen og igen, og det var én af de aller bedste, mest lykkelige og skelsættende, dage i vores liv. Jeg havde aldrig, aldrig set den mængde af lykke i min kærestes øjne før. Et syn, der heldigvis gentog sig til fødslen.

Inden jeg tog testen, som var meget, meget svagt positiv. Kun positiv, hvis jeg fremprovokerede kontrasten i en redigeringsapp på min iPhone. Så nyt var det. Jeg vidste det fordi jeg havde ømme, spændte bryster. Jeg havde haft en smule kvalme og kastet op to gange på en gåtur et par dage i forvejen. Jeg mistænkte, at det var på grund af den usandsynligt heftige rødvinsbrandert jeg havde rodet mig ud i en sen grillaften i sommerhuset den 20.juli, men vidste inderst inde godt, at det var noget helt andet, der skete indeni mig. Jeg kunne bare mærke det.

bf8eec59-206c-4dba-b1f1-3a84b5ba0c2c

De første tre måneder var surrealistiske. Vi skulle være forældre. En baby, vores baby, lå trygt og spirede langsomt i min mave. Vi kunne næsten ikke tro det, så vi købte en privat tryghedsskanning i uge 6+1 hos Jordemoderhuset, og der så vi det fineste lille hjerte. Det vil sige, det var blot en lillebitte prik, men prikken var der.

Min egen læge bekræftede graviditeten i ottende uge. Sådan er forløbet. Graviditeten registreres i systemet og begynder officielt når man som gravid er 8 uger henne og får sin egen personlige gule kuvert, sin egen vandrejournal, stukket i hånden. Yderligere bekræftede min læges vægt, at jeg havde taget otte kilo på. På otte uger. En kombination af umættelig sult og mine kvittede ungdomscigaretter.

Mine bryster var allerede vokset tre størrelser ved udgangen af første trimester. Noget, jeg havde en anelse svært ved at affinde mig med og acceptere, da det føltes helt forkert og malplaceret på min krop. Den krop jeg kendte.

Jeg var hverken plaget af kvalme, kun en smule sporadisk om eftermiddagen, eller andre gener de første tre måneder af graviditeten, men jeg spiste mange appelsiner og drak rigtig, rigtig meget iskold icetea. Den billige i karton fra Netto, helst. Og så var jeg træt. Sindssygt træt. En altoverskyggende træthedsfornemmelse, der føltes fuldkommen irrationel, og som jeg aldrig havde oplevet før.

Desuden var jeg et nervevrag af dimensioner indimellem. Hormonerne stak af i strid strøm og der skulle ikke meget til at fremprovokere en reaktion hos undertegnede, så Mads måtte enkelte dage træde ekstra varsomt og i særdeleshed udfordre sin rummelighed.

Da jeg var 9 uger henne og ugerne frem til nakkefoldsskanningen føltes som ulidelig lang ventetid, tog vi spontant forbi klinikken Lilleliv i København. Det virker måske fjollet og unødvendigt med endnu en tryghedsscanning, men det var det ikke for os.

“2. scanning. 9+1. Nu kunne din far og jeg ikke vente længere. Vi hungrede efter at få lov til at se dig igen og ugerne frem mod nakkefoldsskanningen føltes forfærdeligt lange. I dag tog vi til en drop-in scanning i København, hvor den sødeste sonograf tog imod os. Hun scannede forsigtigt min mave, og det var så surrealistisk og livsbekræftende at se, hvor meget du er vokset siden sidst. Nu har du fået to små ben og to små hænder, og begynder så småt at ligne en rigtig baby. Jeg fældede en tåre, mens din far holdt mig i hånden. Tænk engang, at jeg laver dig, at du vokser dig til et ægte, lille menneske i min mave, uden at jeg kan mærke det. Endnu.”

I første trimester var vi desuden til nakkefoldsskanning på Rigshospitalet (12+1) og jeg har sjældent været så nervøs. Jeg mestrede ikke at sove i flere døgn inden skanningen, men gudskelov kunne vi gå lettet og lykkelige derfra, hånd i hånd, med det fineste tal på 1 til over 20.000. Det kunne ikke have været bedre. Nu lignede det tilmed en ægte baby på skanningsbilledet.

90bf7f3f-ebbf-4270-a465-cfffabf06fbc

Efter nakkefoldsscanningen offentliggjorde vi graviditeten på de sociale medier og fejrede den veloverståede milepæl med udendørs morgenmad langs søerne på Alabama Social. Det var en stor dag. En dag, hvor vi endelig kunne dele nyheden, den største gave i vores liv, med hele vores omgangskreds, bekendte og resten af verden.

5c9f3760-7e5b-4bfb-a8e6-b7481eb67fbf

Dette var første del af min graviditet på skrift. Jeg håber, du synes det er hyggeligt med et personligt indblik i de sidste ni måneder inden  vi gik fra at være to til at være et tremandshold af en familie. Vores egen familie.

4 kommentarer

  • Mathilde

    Dejligt indlæg! Jeg fik selv endelig to streger på testen i mandags. Så syret følelse man får i kroppen! Hvornår sagde i til familien at i var gravide? Jeg kan næsten ikke holde det hemmeligt, men er i tvivl om jeg skal være lidt længere henne for at føle mig mere “sikker”.
    Rigtig god dag til dig og din fine lille dreng. Glæder mig til de næste graviditets-indlæg :)
    Kh Mathilde

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • carolineejacobsen

      Kære Mathilde
      Årh, kæmpe stort tillykke med graviditeten! Hvor er det fantastisk. Husker jeg rigtigt hvis du skrev herinde ved bloggens opstart, at du og din kæreste overvejede at begynde projektet? Hvor er jeg glad for at høre der er en baby på vej. Jeg kan godt forstå det er syret! Sådan havde jeg det også. Så syret!
      Vi fortalte det til vores forældre nogle dage efter jeg testede positiv. Vi kunne simpelthen ikke holde det hemmeligt, så de fik det at vide nærmest med det samme. Mine veninder fik det også at vide lynhurtigt, da jeg MÅTTE dele det med mine nærmeste ;)
      Rigtig god weekend,
      Kh. Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mathilde

      Ih hvor skønt at du kan huske det! Det er nemlig mig. Juhu, vi er også så glade!
      Jeg har heller ikke kunne holde tæt overfor veninderne hehe. Jeg tror at mine forældre skal have den glædelige nyhed i næste uge! Håber jeg kan finde på en sød/sjov måde at fortælle det på.
      Rigtig god weekend, og tak for dejligt svar!
      Kh Mathilde

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • carolineejacobsen

      Ej, hvor er det hyggeligt Mathilde! <3
      Det glæder mig at høre.

      Det er simpelthen det aller, aller største! Jeg ville lidt ønske, at jeg kunne opleve det hele første gang igen ;)

      Rigtig god fornøjelse med at fortælle dine forældre det – de skal nok blive ellevilde! Et barnebarn er bare den største gave. Min mor havde sine "second thoughts" ift at det hele var gået så stærkt med Mads og jeg, men siden er hun faktisk kommet til at sige, at hun nok elsker Vagnus endnu mere end hun elsker mig og min bror. Haha, det viser bare, at børnebørn er noget helt, helt særligt.

      Ha' en rigtig dejlig weekend,
      og en fantastisk graviditet!

      Kh. Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

LAD DET VENTE