MIN GRAVIDITET: DEL 3

DE 10 BEDSTE KAFFE- ELLER CROISSANTSTEDER I KØBENHAVN

Den faste læser ved, at jeg er svært begejstret, omend dybt afhængig, af kulsorte, stærke americanos og sprøde croissanter. Min kærlighed til god kaffe er for alvor steget de seneste par år, men glæden ved en fedtet croissant har varet lige så længe jeg kan huske. Jeg har aldrig været synderligt interesseret i kage, faktisk er jeg som oftest fuldkommen ligeglad med kage, men croissanter. Croissanter kan noget. Ikke udgaven med chokolade, pain au chocolat, det skal være de neutrale af slagsen, så chokolade ikke overdynger smagen af smør.

2e00c054-c8fe-4575-8446-34c9703da507

Jeg har samlet mine ti favoritter i København. Steder, jeg som stamgæst flittigt besøger hver eneste uge, men også et par nye steder, der har vundet plads i mit hjerte. Eller smagsløg, nærmere. Det er ikke alle steder, hvor kombinationen af kaffe og croissant kan anbefales. Nogle er kompetente i forhold til kaffebryg, andre til croissantbagning.

Sjældent begge dele.


… 1
ACACIA

Gammel Kongevej 171. Instagramcaféen. Den fineste, forholdsvis nye, plantebaserede café på Frederiksberg. Menukortet indeholder blandt andet smagsfulde avokadomadder, chiabowls, salater og bananvafler. Kaffen, der desuden kommer fra Coffee Collective, er lige som den skal være. Stærk, uden at være bitter.

I øvrigt, har Acacia byens bedste serviceniveau. Det er angiveligt ejerens mor, der står bag disken. Hjertevarm og omhyggelig betjening, hvor der ofte bliver lagt op til en hverdagssludder. En sjældenhed efterhånden.

695afde9-16de-4d7e-8733-cd1ccbf7ab6f

… 2
MIRABELLE

Guldbergsgade 29, Nørrebro. Københavns bedste croissanter. Indtil jeg for nyligt afprøvede Junos’. Mirabelles croissanter er så gode. Smørbagte og sprøde, lag på lag. Stemningen hos Mirabelle er intim og uformel, hvor man sidder med kig ind til bageriet, hvor bagværket hver dag bliver bagt i hånden. Der er et lille vindue ud til gaden, hvor du kan bestille din kaffe og croissant to go. Deres filterkaffe vil jeg ikke anbefale, men de avancerede varianter og deres croissanter. Go, go, go.

146507be-b0fc-4acf-a631-2a32014918c1

… 3
LE KAFF

Halmtorvet, Vesterbro. Overfor Kødbyen finder du Le Kaff. En lille, hyggelig kælderkaffebar, der laver seriøst god kaffe!

Deres bagværk er tilmed lige i øjet, særligt müslibollerne og deres avokadosandwich. Jeg har faktisk ikke smagt croissanter hos Le Kaff, men jeg kan ikke forestille mig at de skulle skuffe.

… 4
MEYERS BAGERI

Ok, nu skrev jeg ovenfor at Mirabelle bagte de bedste croissanter, næstefter Juno, men Meyers deler andenpladsen. Meyers bageri ligger forskellige steder i København. I Jægersborg gade på Nørrebro, på Gammel Kongevej på Frederiksberg og på Store Kongensgade i indre by. Jeg ved faktisk ikke, om Meyers sælger kaffe, da jeg som regel køber min americano hos The Coffee Collective længere nede ad Jægersborg gade.

… 5
JUNO THE BAKERY

Forleden skrev jeg om min oplevelse hos økologiske Juno i dette indlæg. De bedste, bedste, bedste croissanter jeg har smagt. Inkluderet det utal af croissanter jeg har fortæret i Paris og Frankrig generelt. Kaffen skal I købe længere nede ad gaden eller ved nærmeste Lagkagehuset, da Junos filterversion på Prologs’ bønner er både syrlig og bitter. Men, det er ligegyldigt. Croissanterne er det hele værd.

4d6bec98-ab66-40a5-b036-1dac13eb76f0

… 6
THE COFFEE COLLECTIVE

Jægersborg gade. Torvehallerne. Kristen Bernikows Gade i indre by og på Godthåbsvej, Frederiksberg. Jeg besøger ofte kaffebaren i Jægersborg gade, der som regel er fyldt med laptops og studerende Københavnerhjerter. Kaffen er god, den er stærk og den bliver serveret i meget små bægre. Croissanterne er også gode, men hvis du alligevel er i Jægersborg gade, kan du lige så godt drible hundrede meter længere nedad brostene til Meyers, for den fulde croissantoplevelse.

[Rettelse; Du behøver slet ikke bevæge dig længere ned ad gaden, da Coffee Collectives croissanter er fra Meyers. Se, der kan man blive vildledt ;) ]

… 7
RICCOS I STEFANSGADE

Stefansgade 12, Nørrebro. Hyggelig, uformel kaffebar med kaffebønner leveret fra The Coffee Collective og hjemmebagt bagværk. Det er altid den samme rare ekspidient bag disken og viben på stedet er generelt rolig og jordnær. Hvis man er broke sidst på måneden har de endda et håndskrevet skilt hængende med en tekst der fortæller, at stamkunder kan skylde de manglende kroner til når pengepungen tillader det. Princippet kan jeg godt lide. Man stoler på hinanden og tror på det bedste i sine gæster.

… 8
LAGKAGEHUSET

Vi kender den allesammen. De er overalt og spreder sig hastigt til alverdens gadehjørner. Lagkagehuset. Deres bagværk, boller og kage, er middelmådigt, synes jeg. Måske endda niveauet længere nede. Det både smager og ser en kende for masseproduceret ud, hvilket det helt garanteret også er. Kaffen er til gengæld virkelig god. Virkelig god. Køb din kaffe her og find din croissant et andet sted, fx hos Juno.

… 9
COFFEE ROOM

Silkegade 1, København K. En skjult perle bagved Illum, i hjertet af København. Hvis ikke du kender Coffee Room, ligger du knap mærke til den fra gaden. Kvaliteten af kaffe og croissant går hånd i hånd. På fineste vis. Et besøg værd, hvis du alligevel har forvildet dig ind i pulserende centrum.

… 10
KAFFEBAREN RANTZAUSGADE

Mit stamsted i Rantzausgade. Jeg tror faktisk ikke engang at stedet har et navn. Vi bor lige om hjørnet, så dette er min absolutte go-to kaffebar når barnevognen skal luftes og kaffen skal med på slæb. Desuden et virkelig hyggeligt, ukendt og antihyped sted at slå sig ned til en sludder med en veninde. Kaffen er god, personalet er varmt og stemningen er rolig.

Kaffebaren ligger placeret bag Assistentens, overfor café Tænk og skråt overfor Brorsons kirken på Nørrebro. Her fås eksempelvis den forholdsvis sjældne kombination af god kaffe og ditto croissant.

Hvilke er jeres favoritsteder? Er der nogle ekstraordinært gode, som jeg har glemt at føje til listen? Del meget gerne! Anbefalinger til kaffe- og croissantpushere kan man aldrig få for mange af.

Rigtig god søndag, venner.

Læs også: SØNDAGSLISTEN
Læs også: WEBSHOPS TIL BABYGARDEROBEN 
Læs også: NØDVENDIGHEDER OG UNØDVENDIGHEDER TIL BABY

   

7 kommentarer

  • Emilie

    Kaffebaren på Rantzausgade hedder ‘Verdensrummet’ og er en del af Kølsters Tolv Haner. Det var også min favorit dengang jeg boede lige ovenover :) Og deres brød er SÅ lækre!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • carolineejacobsen

      Kære Emilie
      Gud, det anede jeg slet ikke! Jeg troede faktisk, at den var “sin egen” og ikke en del af Kølsters Tolv Haner. Der er så hyggeligt og så rar en stemning/betjening.
      God mandag :)
      De bedste hilsner,
      Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Meyers lukkede i Magasin for et års tid siden :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • carolineejacobsen

      Du har fuldstændig ret! Alting er jo blevet lavet om derinde. Jeg besøgte den ellers dagligt da jeg arbejdede i Nyhavn nogle år tilbage. Ærgerligt! Det stod skarpere i hukommelsen end renoveringen ;)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida Marie

    Det med Coffee Collectives croissanter kan jeg bare lige bekræfte – de er fra Meyers bageri 😉
    Tak for dine altid hyggelige skriverier. Din blog er så afslappet og uspoleret af reklamer, sponsorerede indlæg, osv. Det er jeg vild med.
    Hav en dejlig søndag!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lykkr

    Rigtig fin guide 👌🏼
    En lille tilføjelse, så er jeg ret sikker på at Coffee Collectives croissanter er fra Meyers – så det bedste er samlet et sted, på hjørnet af Jægersborggade :)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • carolineejacobsen

      Kære Lykke
      Whaaat, ej det anede jeg ikke. Så er det derfor de er gode ;) Jeg har kun smagt dem én gang, da jeg altid køber dem hos Meyers når jeg er i Jægersborg gade. Det behøver jeg så ikke engang længere! Tak for tip! Der kan man sgu blive snydt ;)
      Rigtig god søndag,
      Kh. Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

MIN GRAVIDITET: DEL 3