DE 10 BEDSTE KAFFE- ELLER CROISSANTSTEDER I KØBENHAVN

DET VI PLEJER

S Ø N D A G

Vagn Oskar slog sine store, kastanjebrune øjne op klokken kvart i syv. Hele femogfyrre minutter tidligere end normalt, men taget i betragtning, at han allerede faldt roligt i søvn til natten klokken seks aftenen i forvejen, var det alt andet end forventeligt. Det havde været en forrygende nat, fire-fem opvågninger, maks.

Mads var sygdomsramt og sengeliggende hele lørdag, så jeg lod ham sove videre i går og tog frivilligt og tilmed temmelig veludvilet, morgentjansen. Tjans og tjans, jeg nyder vores morgener sammen, min søn og jeg. Det første jeg helt rituelt altid gør er, at tage min søn på armen, smide en kaffekop under Nespressomaskinen, trykke på knappen og fortsætte ind på puslepladsen til bleskift, babyfodnus og mavekilderi. Så tændes stearinlysene i stuens tidlige morgenmørke, de endnu lune dyner smides i sofaen, kaffen hentes ind, og der ligger vi en halv times tid og vågner i vores eget tempo. Min søn helt puttet ind til mig, sutten i munden og nogle gange Ramasjang, Go’ morgen Danmark eller andet på skærmen. Utvivlsomt et af mine yndlings tidspunkter på døgnet, hvis ikke det aller yndlings, faktisk.

4c2f880f-b9ff-4dde-ad72-0f97dc69f3c1

Vi vækkede Mads klokken ni og spenderede nogle timer sammen med babyleg på gulvet, grødservering til den yngste og boldtrilleri frem og tilbage. Jeg har lært vores søn at kaste hans lille farverige mumibold retur til mig når jeg kaster den til ham, og der kan vi sidde i halve timer og henholdsvis trille, kaste og kravle efter. Det er simpelthen så sødt, så nuttet.

Klokken tolv kørte vi mod Skovshoved. Spontant. Vi havde med vilje ikke lagt planer og mine forældre havde flere gange spurgt om ikke nok de måtte låne deres barnebarn i nogle timer. Uden os. Sidste, og første gang, var bestemt en succes, så selvfølgelig måtte de det. Selvfølgelig og selvfølgelig, jeg var faktisk ikke synderligt begejstret for ideen, da jeg gerne ville have tilbragt søndagen med min kæreste og min søn, men Mads overbeviste mig om, at det var fornuftigt og rart for alle parter med kærestetid. Så ok.

Der var ikke den mindste reaktion at spore hos Vagn Oskar da hoveddøren lukkede bag os, vi forældre på vej hen mod bilen, han selv trygt i sin morfars favn. Mormor vinkende i baggrunden.

319e232e-9aa3-46e5-9930-3d7171d47c33

Og så sad vi dér. I bilen, bare os to. Hvad skulle vi egentlig foretage os? Vi havde ikke besluttet os på forhånd, så vi sad bare og overvejede. Tænkte. Det gælder vel om at udnytte tiden, nyde hinanden, tosomheden, og lave et eller andet andet, end hvad man plejer, når man er babyfri. Jeg bryder mig ikke om det udtryk, i øvrigt. Babyfri.

Vi besluttede os for at spise brunch på Toldboden. Fuldt booket. MASH Skovriderkroen, fuldt booket. Madklubben Østerbro, nul morgenmad. SOULS, vegansk menukort, Mads trængte til noget andet.

Så vi kørte i Magasin. Vi spiste en avokadosandwich hos Joe and the Juice, som vi plejer. Vi kiggede, shoppede lidt, pjattede og tullede rundt hånd i hånd. Jeg fik købt et nyt lager af de her bløde og lune, helt underspillede uldstrømper og fine duftpinde til badeværelset.

9d2eb2fb-e8cf-421a-8951-98e9e99e7505

Vi fortsatte vores første anden børnefri date i Ikea. Of all places, venner. Vi manglede nogle fine kurve til vores søns legetøj og fik desuden fyldt skabene op med hvide servietter og ditto bloklys.

Og så gjorde vi rent. Ryddede op, rengjorde og sorterede hele hytten. Udnyttede tiden med frie hænder, Fantasy af Alina Baraz på anlægget, der ivrigt konkurrerede om kap med lyden fra støvsugeren.

Så er man sgu da blevet forældre, hva ;)

1720a333-4df8-45a3-99e5-99d6201174ae

Da vi endelig returnerede til mine forældres adresse, kunne jeg virkelig, virkelig ikke vente med at gense min søns lille, nuttede ansigt, kysse de buttede kinder og knuge ham tæt ind til mig. Men han sov. Han sov trygt i mine forældres dobbeltseng. Det overgik vores vildeste fantasi, da vi aldrig nogensinde har oplevet, at andre end jeg har kunne putte ham. Mine forældre berettede desuden, at han ikke havde haft sagt et eneste kvæk. Ikke den mindste lillebitte mistrivende lyd. Hverken i forbindelse med putteseancen, barnevognstrilleri, rugbrødsservering eller sutteflasken. Sutteflasken, som han har nægtet herhjemme i dagevis. En uge, nærmere. Succes.

Sikke en succes. For alle. Selvom vi som kærester faktisk bare gjorde, som vi plejer.

Noglegange er kvalitetstid på tomandshånd ikke udelukkende de dyreste dates, dekadente måltider eller uovertrufne spaoplevelser.

Noglegange er det bare en tur i Ikea.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DE 10 BEDSTE KAFFE- ELLER CROISSANTSTEDER I KØBENHAVN