SYGDOM OG 112

Kære jer,

Så blev det onsdag. Den sidste vinterdag i år. Mine kladder hobes op herinde, de mere inspirerende, fyldige og velskrevne af slagsen, en afvigelse til disse hverdags-opdateringer, der fylder det meste af spaltepladsen herinde i øjeblikket. Men disse tager tid, refleksion og fordybelse, tre forudsætninger der ikke gør sig gældende i skrivende stund herhjemme.

Sagen er den, at vi er nedlagt. Som I ved, har vores søn været syg siden starten af sidste uge. Med brandvarm feberpande, snot og hoste. Og slattenhed og kortluntethed. Og ked af det-hed. Og brug for sin mors tålmodighed, tryghed og eftergivenhed.

I går var der bedring at spotte, så vi forvildede os ud på en tidlig spadseretur, min søn og jeg, timede den første lur med barnevognsputteri og gik en lang tur ved Kastellet i indre by. Jeg fortrød hurtigt på grund af kulden, frøs i panden, på fødder og hænder på trods af uldne luffer, gjorde et tiltrængt pit-stop i Magasin og tog metroen retur til Forum station. Den tætteste på vores egen adresse.

Og der var skaden sket. Nu skranter jeg også, for good. Feber, hoste og tungt hoved. Som om dette ikke var nok, har jeg siddet oprejst hele natten med min søn sovende på brystet for at lette hans vejrtrækning. Den vejrtrækning, der er tydeligt besværet, lyder som en kvæstet søløve i kamp og afbrydes kortvarigt af de hosteanfald, der får undertegnede til at holde vejret i samtlige sekunder af bekymring. Vi fik en akuttid hos vores læge i formiddags. Hun konstaterede falsk strubehoste og sendte os hjem med maske, medicininhalationer og et nummer til hendes akuttelefon, hvis situationen skulle forværres.

Ovenstående skrev jeg omkring klokken tolv i dag. Imens min søn lå og sov sin sædvanlige lur i soveværelset.  

---

Midt i tastaturets hastige klikken, hørte jeg pludselig en babygispen fra soveværelset, strøg derind i en fart og fandt min lille dreng siddende oprejst, hivende efter vejret. Jeg tog ham op, fandt masken frem fra den Apoteker-plastikpose jeg endnu ikke havde pakket ud, satte medicinpumpen til og sprøjtede ét pust mens jeg holdt den til min søns ansigt. Jeg kunne ikke vurdere om der kom noget ud, om jeg gjorde det korrekt, men jeg kunne vurdere, at min søn havde brug for hjælp. Frem med akutnummeret til lægen, to opkald der ikke blev besvaret, min søn i panik på armen, gispen, hiven og 112.

Jeg hørte hurtigt udrykningen og så den susende ambulance gennem de frostdækkede ruder. Redderne kom op i lejligheden, fik os ned gennem opgangen og ud i ambulancen, hvor endnu en maske og adrenalin blev arrangeret. Jeg blev bedt om at fiksere min søn i mine arme og holde masken tæt om hans ansigt.

Han skreg, vred sig, strittede imod.

Jeg bad redderen udføre jobbet. Jeg ville ikke. Min søn skulle ikke opleve at jeg, hans egen mor, hverken fikserede ham eller udførte ubehagelige tvangshandlinger på ham, så jeg trøstede ham, nussede hans kind, aede hans hånd og beroligede i stedet. Dette føltes mest naturligt og rigtigt for mig, og man skal gøre det, der føles rigtigt. Mavefornemmelsen.

Han fik det bedre, meget bedre, i ambulancen. Vi blev tilset af en læge på børnemodtagelsen, der tjekkede, vurderede, vejledte og sendte os hjem igen i eftermiddags.

Og her er vi nu.

Mads er stadig på arbejde. Selvfølgelig lige præcis denne dato, der var sat af til kollegialt overarbejde. Jeg nåede først at ringe til ham fra Rigshospitalet, da situationen var under kontrol, så jeg bad ham blive og passe sit job. Jeg tog en taxa hjem fra hospitalet med Vagn Oskar på skødet. Politisk ukorrekt og dybt uansvarligt, det ved jeg godt, men jeg havde vitterligt ikke anden løsning. Var kommet afsted i ambulancen med min søn i en heldragt, svøbt i sin dyne, uden overtøj og selv i min kærestes nattøj. Taxa, it was.

…

Lige nu ligger jeg side om side med min baby i vores dobbeltseng. Han sover. Vi har haft en rolig aften med fornøjeligt humør og kravleri rundt på samtlige kvadratmeter. Inden jeg puttede ham, dansede vi rundt i stuen til lyden af Ed Sherans fine tekster på anlægget. Min søn hvilede sit lille hoved på min skulder og lige dér, der trillede en tåre sig fri fra min øjenkrog. Ikke af bekymring, frygt eller afmagt i forhold til dagens eskapader, men fordi jeg til tider stadig overvældes af, hvor heldig jeg er, at være hans mor.

At han er mit barn.

Og måske også fordi, jeg lige skal mærke efter. Og gøre et eller andet ved den konstante kvalme, der har fulgt mig konsekvent gennem de sidste par døgn. Og reflektere.

Og sunde mig.