INSIDEREN #1

OMSORGSSVIGT

Omsorgssvigt er et vidt begreb med forskellige definitioner.

Gyldendals ordborg definerer omsorgssvigt som værende en utilstrækkelig varetagelse af omsorgen for en person, der er afhængig af andre personers omsorg, eksempelvis børn, handicappede og ældre med nedsat funktionsevne. Omsorgssvigt kan desuden omfatte utilstrækkelig fysisk eller psykisk omsorg, og omsorgssvigtet kan være passivt eller aktivt.

Så er det på plads.


Der hersker i øjeblikket en omfattende debat på de sociale medier omkring børn og deres søvn, eller rettere, forældrenes tilgang til deres børns søvnrutiner og puttevaner.

Bogen “Godnat – Sov godt” er en af årsagerne til hele debatten. En bog, hvori der opfordres til, at forældrene ikke skal reagere på barnets gråd, at barnets gråd er en naturlig del af overgivelse til søvn-processen og at det mest optimale er, at ligge barnet i sin egen seng (Gud forbyde samsovning, i øvrigt), slukke lyset og lukke døren i, så barnet ligger alene i egen seng, i mørket. Hvis barnet græder, skal forældrene blot ignorere og afvente at søvnen indtræffer. Jeg forstår simpelthen ikke, at man som forældre har hjerte til denne hensynsløse og dybt ubarmhjertige tilgang. Jeg vil gå så langt som at sige, at jeg finder dette scenarie lig med rendyrket omsorgssvigt.

Lad os scrolle et smut tilbage til definitionen, der blandt andet lyder “utilstrækkelig varetagelse af omsorgen for en person, der er afhængig af andre personers omsorg”. Barnet er afhængig af sine forældres omsorg og hvis barnet bliver ignoreret når det udtrykker sine behov, vil det føles som et svigt. Fordi det er et svigt. Barnet lærer, at det ikke kan “betale sig” at græde, fordi dets forældre ikke reagerer på barnets råb om hjælp, tryghed og omsorg. Barnet bliver passivt og neglegerer sine behov og følelser. Dette er omsorgssvigt.


8efed8c2-5359-4fce-a9e2-aae8ff9fbecd

Men, hvor går grænsen?

Som den faste læser ved, er vores søn ikke begejstret for sin autostol. Det kan tælles på én hånd, hvor mange bilture vi har kørt, uden en grædende baby. Jeg kører aldrig med ham alene af ovenstående årsag, så tager jeg hellere offentlig transport eller går de kilometer, vi nu skal. Vores bilture foregår konsekvent med Mads som fører og mig på bagsædet ved siden af vores søn i autostolen. Konsekvent.

I går kørte vi til étårsundersøgelse, cirka tyve minutter fra vores egen adresse, og på hjemvejen begyndte balladen. Blot fem minutter fra endedestinationen. Han skreg, vred sig, tårerne løb. Jeg sad ved hans side, gjorde mit ypperste for at opmuntre ham, aede ham på kinden, fortalte ham, at det hele var okay, at vi snart var hjemme, og så forsøgte jeg at fjerne fokus med alverdens remedier, men det hjalp ikke.

Han var ulykkelig, rakte sine små, buttede arme mod mig, og jeg vidste udemærket godt, at han fortalte mig, at han havde brug for, at komme op til mig. Og dette behov efterkom jeg ikke, fordi vi kørte.

Er dette så lig med omsorgssvigt? Jeg opfyldte ikke min søns behov, på trods af, at han insisterende gjorde mig opmærksom på det. På den anden side, så afveg jeg ikke fra min søns side. Jeg sad ved ham, talte roligt til ham og udviste tryghed, kærlighed og ro.

Vi talte om det, Mads og jeg, og vi er enormt uenige på det punkt. Mads mener, at vores søn ikke bare skal have sin vilje, og at han skal lære, at han ikke bare får det han vil have fordi han græder. I modsætning mener jeg ikke, at vores søn er gammel nok til at “løbe om hjørner med os”. Jeg mener, at vi skal reagere på hans gråd og få den stoppet øjeblikkeligt, når vi ved, hvad der skal til.

Børn, hvis behov opfyldes, og som finder forudsigelighed i sine forældres handling, bliver trygge børn. Det er min holdning.

Men jeg bliver udfordret. Der er også et essentielt parameter, der hedder opdragelse, og at barnet skal vide, hvem der sætter dagsordenen. At forældrene ved bedst og træffer de bedste beslutninger på sit barns vegne, og at man ikke får en pose Matadormix, fordi man ligger sig fladt ned i en frustrerende flitsbue på gulvet i Fakta.

Scenariet i bilen er bestemt ikke en éngangsforestilling. Snarere reglen end undtagelsen.

//

Hvad mener I om emnet?

Hvor går grænsen for omsorgssvigt? Jeg er nysgerrig på emnet, da jeg kan mærke, at mit moderhjerte oprigtigt kommer i konflikt med min fornuft. Eller rettere, at min fornuft ikke er sikker på, hvad der er det rigtige i ovenstående scenarie med vores køreture.


Rigtig god weekend

16 kommentarer

  • Eva

    Mht putte ritualer har jeg ikke en gylden løsning, jeg tror man må følge sin mavefornemmelse, og huske at børn også er forskellige. Vedr autostol og lignende er der jo også et sikkerheds/lovgivningsaspekt. På det punkt er jeg selv meget konsekvent ift reglerne – for sikkerhedens skyld (og så er jeg by the Way fuldstændig ligeglad med hvordan reglerne – eller mangel på samme – var for 30 år siden). Alt i alt tror jeg, meget handler om at hvile i sig selv og følge sin mavefornemmelse – og også erkende man ikke nødvendigvis altid er helt enige som forældre – og indgå kompromiser på dét punkt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Hej Caroline. Jeg er meget enig med dig i holdningen til bogen. Jeg har bare lige en kommentar at knytte til det med autostolen.
    Du skriver og har skrevet før at han ikke bryder sig om den stol, samme problem har vi haft med min datter, men vi er nu skiftet til næste nummer af autostol og den kan vende både forud og bagud, når hun sidder forud er der ikke de store problemer, så jeg tror simpelthen vores datter lider af køresyge, og måske Vagn Oskar også gør? Min datter er lige blevet 1 år, så det er nok lidt tidligt at sidde forudvendt, men det har altså hjulpet her. Udover det så kan jeg huske at du før har talt om at Vagn Oskar muligvis led af reflux/silent reflux, og det kan genere meget når de små sidder lidt sammenkrøbet som de jo gør i autostolen, så måske det også er det? Uanset hvad, så kan det være det ændrer sig her når han bliver lidt større.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Jeg synes, der er stor forskel på, om man 1: Er hos barnet i den tilspidsede situation (fx som når du sidder ved Vagn Oskar i bilen).
    2: Fjerner dem fra situationen.
    3: Ignorerer dem.
    Med mindre barnet har fysisk ubehag, synes jeg, at nr. 1 er mest hensigtsmæssigt, fordi det signalerer omsorg, men også autoritet – han skal sidde i autostolen af sikkerhedsmæssige årsager. Jeg er enig med dig i, at Vagn Oskar måske er lidt lille til at “løbe om hjørner” med jer, men jeg synes ikke, det er for tidligt at begynde at opdrage.
    Ved nr. 2 synes jeg, man gør barnet en bjørnetjeneste, og ruster dem ikke til den virkelige verden.
    Nr. 3 signalerer efter min mening til barnet, at det er meningsløst at kalde og kan, hvis dette er den altoverskyggende metode, give dårligt selvværd osv.

    MEN! Synes der er et stort men. Jeg synes sagtens, at der kan være plads til forskellige måder at opdrage på. Fx. Hvis der også er kærlighed og nærvær i den autoritære opdragelse eller at det ikke er laissez faire over hele linjen.
    Herhjemme kommer det til udtryk ved, at vi opdrager meget forskelligt. Den ene er autoritær og den anden mere anerkendende. Vores børn navigerer fint i i det og bruger os forskelligt. De er ikke forvirrede, så længe vi ikke underkender den anden forældres metoder (foran dem 😅 For vi er bestemt ikke enige i, hvordan man håndterer ting). Men jeg tror det giver børnene et meget godt indblik i, at mennesker er forskellige og handler forskelligt.
    Tak for at tage diskussionen op. Håber at det gav mening 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Hej Caroline

    Ift. Godnat og sov godt, så synes jeg, at du gør dig til ekspert på noget du ikke er uddannet i. Jeg har prøvet godnat og sov godt, og vil erkende at det ikke fungerede for os, men jeg kender en som fulgte den, og efter 1 nat sov drengen igennem, og trives i bedste velgående – ingen omsorgssvigt. Jeg er heller ikke ekspert, men vil sige at omsorgssvigt og konsekvenserne af omsorgssvigt er noget der tager lang tid, og ‘Godnat og sov godt’ handler om at 1 uge af barnets liv. Jeg synes det er fint at vælge det fra eller at finde ud af at det ikke fungerer, men at tro du kan afskrive en metode på baggrund af alle mødre synes jeg er for meget :-)

    Angående autostolen, kan det jo være at du også udstråler at du har lyst til at tage ham op, og at det er ‘synd’ for ham. Jeg tror, du måske bekræfter ham i, at der er noget der er uretfærdigt, og derfor bliver han ved med at være ked. Igen er jeg ingen ekspert, men noget du kan overveje :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Jacobsen

      Kære Amalie
      Grunden til at “Godnat – sov godt” metoden virker for nogle er jo netop fordi, at barnet giver op. Barnet lærer, at der ikke bliver reageret når det råber (græder) om hjælp (tryghed). Og det er omsorgssvigt i mine øjne. Alverdens forskning bekræfter, at børn hvis behov ignoreres i stil med denne metode, er i udpræget risiko for at have problemer af forskellig art senere i livet. Tillid mellem relationer, eksempelvis. Ikke at føle sig anerkendt. Jeg ved godt, at jeg ikke er ekspert på området, men der har vi heldigvis dygtige forskere. Og, så er det jo samtidig “bare” min holdning jeg skildrer ;) Det er helt OK at være uenig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Kæreste du❤️ Spædende emne og nok er emne som man aldrig finder et facit til. Som mor til 3 må jeg nok holde lidt med Mads – ikke dermed sagt, at jeg er uenig med dig for alt med måde. Men børn, er som vi andre, vane drevet og det tager tid at ændre. Han er gammel nok til at forstå, hvem der har ansvaret og dermed bestemmer. Han har måske været vant til, at han “bestemmer” og at der bliver reageret med det samme efter hans ønske. Jeg tænker også, at du kommer til at møde meget modgang når han engang skal passes i institution, hvis I ikke så småt begynder at øve lidt.
    Elsker at følge med og dette er sendt med masser af kærlighed ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line Lykke

    Hej Caroline.

    Min holdning er, at børn godt må græde, hvis det har et formål der er bedst for dem. F.eks. ved du at det er bedre for ham at græde, så i bare kommer hjem hurtigt, end at stoppe op, trøste, og så risikere at han græder igen, på den sidste del af turen, som jo altså bare var et kritere igår.
    Børn har mange behov hele tiden, og hvis det er omsorgssvigt ikke at opfylde dem alle hele tiden, tror jeg vi får nogle mærkelige mennesker ud af det i sidste ende. Hvis vi tager min søn på 3,5 som eksempel, så har han et behov for chokolade (hele tiden), et behov for sut (hele tiden), og ikke mindst et behov for at bestemme om han skal have jakke på udenfor, sele på i bilen, hvide boller til morgenmad osv. Vi kan jo nok hurtigt blive enige om at omsorgssvigt i den forbindelse vil være at han ikke har en voksen der tager de rigtige beslutninger for ham, fordi han endnu ikke ved hvad der er bedst for ham, fordi han ikke kan forholde sig til konsekvenserne. Det samme i jeres situation.
    Og så en lille ting til sidst – og nu taler jeg under ingen omstændigheder for at man skal lade sit barn græde hvis man har mulighed for at trøste – men jeg har også en oplevelse af at gråd giver robusthed og de får lov at lukke stress ud af kroppen. Mine børn må gerne være kede af det. De må gerne mærke sine følelser, og give udtryk for dem. De må bare ikke være alene imens.

    Kh.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Michelle

      Fuldstændig enig – tydelige voksne giver selvsikre og trygge børn. Og børn må gerne græde, være vrede og frustrerede. Så længe omsorgspersonen anerkender og rummer barnets følelser, ser jeg det absolut ikke som omsorgssvigt at lade barnet græde i bestemte situationer. Hermed ikke sagt at jeg er fortaler fir, at lade barnet græde sig selv i søvn – min søn sover stadig klods op af mig 😌

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • RL

    Kære Caroline
    Så fine overvejelser du har. Jeg tænker, at en vigtig del af omsorg også ligger i at hjælpe vores børn igennem det som er svært og ubehageligt for dem. Jeg er børnepsykolog og selv mor, og i mit arbejde møder jeg mange børn, som har blevet “frataget” de fleste udfordringer i deres barndom, da forældrene i omsorg og kærlighed har forsøgt at skåne dem. Dog bliver børnene ramt, når de kommer ud i verden og møder udfordringer, da de ikke har fået erfaringerne med at gennemleve en ubehagelig situation og dermed erfare at alt også er okay på den anden side. Min holdning er derfor at nogle ting er børn “nødt” til, som Natalie også så godt formulerer – også selvom barnet reagerer voldsomt. Her er det vigtigste så at, som du gør i bilen, være ved barnets side, italesætte situationen og barnets ønske og fortælle og vise barnet, at man er lige der og man er klar til at hjælpe dem igennem det.
    Det er en vigtig diskussion og Vagn Oskar er heldig med en mor, som reflekterer sådan over sin rolle og den omsorg han fortjener. Alt det bedste jeres vej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Jacobsen

      Kære RL
      Tusinde, tusinde tak for din fantastiske kommentar og dit professionelle besyv <3
      Det giver rigtig god mening for mig at læse, og det giver mening, ikke at "føje" barnet og fratage det alle udfordringer, fordi man som mor vil skåne mest muligt, da det ender i en bjørnetjeneste, der kan få konsekvenser. Tak for at give mig den reminder, som hjalp en meget stor del på den halvdårlige samvittighed i forbindelse med (de fleste af) vores køreture.

      Den sidste sætning rørte mig meget – tak, bare tak <3
      Den aller dejligste aften til dig og dine,
      Kh. Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadia

    Nu kommer hende uden børn rigtig og kloger sig ;)

    Ej, men det er fordi, jeg synes, der er STOR forskel på de to eksempler, som jeg ikke synes kan sammenlignes.

    Jeg kan sagtens følge, det er hjerteskærende, når han græder i autostolen MEN – det handler også bare om noget andet, nemlig hans sikkerhed. Og det er jo også vigtigt.
    I sidste ende er det jo “bedst” for ham at sidde i stolen, fordi det er det sikreste, når i kører

    Det er jo ikke fordi, du ignorerer ham, når han så begynder at græde – tværtimod. Du er der jo hos ham :-) I min optik er det en så fin kombination ligesom indirekte at vise/sige/lære ham “du er altså NØDT til/du SKAL sidde i denne her stol, men mor ER her til at trøste”.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Jacobsen

      Kære Nadia
      Tusinde tak for din kommentar <3
      Dem uden børn må hjertens gerne kloge sig! De kan nemlig være mindst lige så reflekterende ;)
      Jeg blev glad for din kommentar – og dine ord giver rigtig god mening for mig. Særligt, at scenarierne ikke kan sammenlignes. Det kan de ikke, det har du ret i, og det er jeg glad for, jeg fandt ud af.
      I sidste ende ER det bedst for ham at sidde i den autostol, men det ved han jo ikke, og derfor er jeg der. Det virker så "basic", men jeg var oprigtigt i tvivl om, hvorvidt han nærmest blev traumatiseret ved de køreture.. Det gør han ikke, fordi jeg er der, lige ved siden af ham.
      Tak for dit besyv <3
      Rigtig dejlig mandag aften til dig,
      Kh. Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dorte Jacobsen

    Dejligt og spændende oplæg1

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Natalie

    Kære Caroline,
    Det ville være dejligt, hvis vi til evig tid kunne undgå grædende børn ❤️. Min holdning er, at vi som forældre skal strække os meget langt for at opfylde vores børns behov. For tryghed og omsorg. For mad. For søvn. Men der er situationer, hvor det ikke kan lade sig gøre. Hvor de basale behov er opfyldt, men hvor det lille barn alligevel græder, fordi det ikke kan forstå, hvorfor det skal blive siddende i autostolen, have hue på, når man skal ud i minusgrader eller stoppe op for rødt lys. Der er min holdning, at vi som voksne er nødt til at holde fast i de situationer. Ikke af frygten for at gøre vores børn til forkælede møgunger, der altid får deres vilje. Nej, fordi vi ved bedre. Fordi vi som voksne kan konsekvensberegne, forstå sammenhænge og farer, som det lille barn ikke kan. Det betyder ikke, at det føles rart i situationen. Men det er i min optik nødvendigt ❤️. Og så må vi i de situationer rumme barnets frustration, tale beroligende og trøste. Det er ikke omsorgssvigt. Det er tværtimod forældre, der tager ansvar og drager stor omsorg for deres børns sikkerhed i de situationer, hvor barnet ikke kan selv.
    Kærlig hilsen Natalie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Jacobsen

      Kære Natalie
      Tak for din kommentar. Virkelig, tak. Det giver så god mening for mig, det du skriver, og jeg blev glad og “fortrøstningsfuld” ift. problemstillingen med autostolen, da jeg læste dine ord.
      Du har ret, fordi VI ved bedre og tager ansvar, selvom det ikke er behageligt for hverken mor eller barn i situationen.
      “Det er tværtimod forældre, der tager ansvar og drager stor omsorg for deres børns sikkerhed i de situationer, hvor barnet ikke kan selv”. Jeg har de klogeste læsere. Tak <3
      Ha' den dejligste mandag aften,
      Kh. Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

INSIDEREN #1