FREDAGS FACTS #29 PÅ EN SØNDAG

Kære læsere,
Glædelig søndag. Har I en dejlig weekend? Har I fået nydt det fine forårsvejr? Nyder I det stadig?
Vores weekend har været en blandet fornøjelse. Halv bachelor for mit vedkommende, halv tresomhed med de to, der udgør min lille familie. Sådan er det for en periode, og det er jeg lige så stille ved at affinde mig med. Jeg burde bruge mere tid på at læse, studere og skrive, og det havde jeg gjort, hvis ikke jeg havde fået min søn.
Gennem studiet har jeg været perfektionist til fingerspidserne. Kun den højeste karakter var god nok, men sådan er det ikke længere, for mig. Min søn er første prioritet og dette gør, at barren er sænket. Og det er okay. Jeg vil gerne skrive en god opgave, komme ud på den anden side med et projekt og et forsvar jeg er stolt af, men det betyder ikke det samme for mig, som det gjorde for bare et år siden. Det føles sundt.
Det var lige et sidespring.
Weekenden har stået på venindesludder, kaffedrik, fine solstråler, indelukkethed med sundhedsfaglig litteratur mens mine drenge var en tur i Tivoli med farmor, Vagn Oskars første Tivolitur. Hjemmelavet falafel, seriekig, slentreture i Københavns gader, gennem Assistens med en sprød croissant fra Andersen & Maillard.
I skrivende stund er vi på vej til konfirmation på Lolland hos min kusines datter. Mads som fører, min lillebror på passagersædet og mig selv siddende på bagsædet med min søn.
Dette indlæg burde føljetonen tro være udgivet i fredags, men jeg havde vitterligt glemt alt om, at det var fredag, så jeg havde ikke fået forberedt det, og disse tanker, fyldte også mere på daværende tidspunkt. Dagene går stærkt og jeg føler mig konsekvent et skridt, mange, bagud. Ikke just behageligt. Tværtimod.
Så venner, here we go.
//
FREDAGS FACTS #29
… 1
Vidste I, at jeg er halvt fra Lolland? Min far er opvokset og født i Skovshoved, min mor på Lolland. Min mor flyttede til København som 22 årig, hvor hun mødte min far.
… 2
Jeg kan slet ikke snuppe den skildring medierne har vidt af Lolland. På røven i Nakskov. Det er den mest usande og skrækkelige portrættering til dato. Jeg er kommet på Lolland, forskellige steder dernede, gennem hele mit liv, og jeg har altid fundet det dejligt, rigtig dejligt, fredeligt, imødekommende mennesker og med flot natur. Selvfølgelig findes der såkaldte “sociale udskud”, men det gør der sateme også i København.
… 3
Jeg hader at bruge penge på refills. Hvad enten det så er parfume, ansigtscreme, ansigtsscrub eller mineralfoundation. Ovennævnte udløb selvfølgelig på samme tid i løbet af ugen. Næsten totusind på noget, jeg “allerede har” er bare antiklimaks og ærgerligt ;)
… 4
Jeg havde en smule frygtet, at vores tandbørstnings sessioner med Vagn Oskar ville blive med modstrid og tårer, da jeg ofte har hørt, at de kære små ikke bryder sig om tandbørstning. Denne frygt blev gjort til skamme. Hver aften når Vagnus ser sin tandbørste, åbner han prompte sin lille mund og lader mig børste i ro og mag. Dygtige, lille.
… 5
Jævnfør punkt fire. Han har altid set mig børste tænder, gerne hængende på min arm, og fået lov til, at lege med min tandbørste. Måske, det hænger sammen. Tip givere videre, i hvertfald.
… 6
I torsdags var vi på legepladsen for første gang. Legepladsen i vores gård, der i øvrigt er ret fantastisk for både små og store. Det sødeste var at opleve, hvordan Vagn Oskar virkelig opsøger andre børn. Han er ikke længere en betuttet, observerende lille baby, men en nysgerrig dreng, der finder interesse i andre børn.
På baggrund af dette, vil jeg fremover prioritere at planlægge playdates på ugentlig basis.
… 7
Selvom det er et vanvittigt scenarie, selvom det kræver struktur, planlægning, samarbejde og effektivitet, og til tider en smule stressede, pressede og udfordrede hjerneceller hos undertegnede, er jeg så glad for, at vi har valgt at holde Vagn Oskar hjemme. Jeg kunne slet ikke forestille mig at aflevere ham i institution endnu, og jeg synes det er dybt forfærdeligt at så få rent faktisk har valget med vores samfundsstruktur i dag. Med nummer to er det absolut ikke sikkert, at vi har samme mulighed, og det skræmmer mig.
… 8
I forhold det den med nummer to. En lillebror eller søster. Jeg er begyndt at få lysten og jeg glæder mig endelig til endnu en lille baby. Rigtig, rigtig meget, faktisk. Scenariet forekommer ikke længere så fjernt. Ikke endnu, men heller ikke om fire år.
… 9
En måneds tid tilbage købte jeg bogen “Der bor Hollywoodstjerner på vejen”, som jeg længe gerne har villet læse. Jeg har læst lige nøjagtig tre sider. Ikke fordi, den ikke fanger, men fordi, jeg simpelthen ikke kan prioritere det i øjeblikket, hvor det hele går så ubehageligt stærkt med alverdens gøremål, projekter og selvfølgelig nærvær med min søn. Hverdagen.
… 10
Jeg har til vane, at påtale mine veninder skat, min skat, venne og så videre. En ungdomsvane, der tilsyneladende ikke er til at slippe af med. Mads synes, det er helt skrækkeligt. Er jeg den eneste med denne tendens? // udover mine veninder, selvfølgelig ;)
Rigtig god søndag
Det otteogtyve første dele kan læses her:
del 1, del 2, del 3, del 4, del 5, del 6, del 7, del 8, del 9, del 10, del 11, del 12, del 13, del 14, del 15, del 16, del 17, del 18, del 19, del 20, del 21, del 22, del 23, del 24, del 25, del 26, del 27 og del 28.
Og så vil jeg i øvrigt gerne beklage svartiden på kommentarer herinde. Jeg bliver så glad, ydmyg og taknemmelig hver eneste gang i bruger tid på at skrive en kommentar herinde, og jeg vil fremover gøre en større indsats for, at svare hurtigere tilbage end jeg hidtil har praktiseret. Det der med tiden, I ved. Tak, for jer.
Hej Caroline :)
Du har ofte taget så flotte billeder af jeres stel derhjemme – er det det fra Broste? :)
I så fald, hvad kan du anbefale derfra? Skåle, fade, tallerkner? ☺️