INSPIRATION: FORÅRSGARDEROBE BABY // PIGE

TIRSDAG, POLTERABEND OG ET SMÅALVORLIGT SIDESPRING

Godmorgen, kære læsere

Hvordan står det til ude hos jer? Har I fået skudt midten af april igang på en rar måde?


Vi tog en barselsdag i aller laveste tempo igår. Mandagsblues, på en tirsdaghvilket er en sjældenhed, da jeg generelt holder meget af vores mandage, tirsdage, vores hverdage i almindelighed, men den bachelorvejledning jeg havde set frem til, og tilmed virkelig havde brug for, blev i sidste øjeblik aflyst aftenen forinden.

Frustrerende når alt i dette selvvalgte sammensurium af bachelorskriv og hjemmepasning afhænger af struktur, overholdte aftaler på kryds og tværs, planlægning.

Et opkald til min far om en aflyst morfardag, et bachelorprojekt der igen blev pakket væk og erstattet af mit hjertebarn, der fik tyvstjålet al min opmærksomhed, tid og tålmodighed.

Og det har været dejligt. Vi har hygget os indendøre i bløde natbukser, spist havregrød fra en fælles skål, udfordret den yngstes logik og kreativitet med henholdsvis puslespil og farveblyanter, sovet middagslur i ske, været en tur på legeplads i gården, fået sand og græs mellem fingrene, frisk luft i ansigtet og store, betagende smil fra min søn, der i øvrigt er den kærligste lille lykkepille i øjeblikket. Han kysser mig, knuger sig ind til mig, aer mig og får mit hjerte til at smelte om og om igen. Hver dag. Hele tiden. Tolv måneder. Den fineste alder.

7933d90f-72e1-4b49-9064-38127bac30bb


W E E K E N D E N

 //

Jeg havde min første rigtige “night out” i lørdags. Hvis I har fulgt med på Instagram ved I, at jeg afholdt polterabend for en af mine tætte veninder. Det har været hyggeligt at planlægge, koordinere og arrangere den polterabend, men det har i sandhed også været krævende, hvorfor det var en ret fantastisk forløsning, at hele dagen forløb som vi havde håbet og ønsket for vores veninde. Den fineste og sjoveste polterabend lige nøjagtig i den kommende bruds ånd. Rørende.


Jeg var væk fra Vagn Oskar fra klokken halv ni om morgenen og indtil jeg igen returnerede til matriklen ved to tiden om natten, hvor jeg efter indtagelse af en avokado[nat]mad, en liter vand og to panodiler, hurtigt puttede mig ind til min søn. Et scenarie, jeg havde en smule ondt i maven over forinden, ærligt talt. Det er mange timer at være væk fra ens lille barn, når man aldrig har undværet i mere end et par timer. Plus / minus.

Men, det gik over al forventning. Mads var selvfølgelig sammen med vores søn, og da lokation for polterabenden var vores lejlighed [NB: Husk at budgettere og bestille en rengøringsdame til dagen efter, hvis I afholder polterabend…] opholdt far og søn sig hos farmor på den modsatte side af gaden.


Jeg nød en aften ude, det gjorde jeg. Jeg har ikke været i byen i to år, så jeg nød at gøre mig umage, iføre mig fine hæle, spise en god middag på en fancy restaurant, bestille velsmagende cocktails, at lade mine bachelorbekymringer overtage af en snigende buzz, hænge ud med nye ansigter og danse på en natklub, der har skiftet navn af flere omgange siden min spidse stilethæl sidst betrådte selvsamme glatte diskoteksgulve.

Men, det tog mig også over et år inde i moderskabet, at have lyst til dette. Ikke at forveksle med behov. Behov oplever jeg til stadighed ikke, men lyst.

60de761a-507d-4b86-b0a6-bd7965172a2e


For mig har det handlet meget om, at jeg har været den bedste for vores søn [… i starten]. Moderen er bedst. At påstå andet, er usandt. Det nyfødte barn finder tryghed hos sin mor, har været vant til moderens hjerteslag, moderens stemme gennem ni måneder i moderens mave, en naturlig symbiose, helt biologisk er moderen lig med tryghed og barnet har brug for sin mors nærvær, omsorg og tryghed. Barnet forstår ikke, at moderen kommer tilbage igen, hvis hun går.

For mig har det været det aller mest naturlige i verden, at indtage denne position, denne rolle, ærbare titel. Jeg har værnet om den, gjort mit ypperste og aller bedste, men jeg ved også godt, at Mads er lige så god som mig. Ikke i den aller første tid, bevares, men der gik ikke mange måneder før Vagn Oskar fandt samme tryghed hos sin far, hvilket hundrede procent er Mads’ egen fortjeneste. Derfor, var det okay for mig, at tilbringe et halvt døgn adskilt fra mit barn. Fordi jeg vidste, at han var i de bedste hænder. Lige så gode, omsorgsfulde og trygge hænder, som mine.


Der er intet rigtigt eller forkert og den individuelle mor skal gøre hvad hun finder rigtigt for sig, men det gjorde en smule ondt i min mave, og særligt i mit hjerte, da jeg læste denne artikel, der poppede op i mit Facebookfeed. Artikler som denne, hvor det bifaldes, hyldes, eller bare får spalteplads, at favorisere dagevis af festival over sin lille baby.

Denne, hvor Emma Leth interviewes, er endnu værre. En sætning lyder blandt andet:

“Det er vigtigt for mig at være alene og gå fra mit barn. Jeg keder mig simpelthen, hvis jeg skal sidde og kigge på ham en hel dag, og det gik op for mig, at hov, det er jo sådan, det er at være mor”.

No shit, Sherlock. Det provokerer mig. Jeg forstår ikke, hvordan man som mor kan have sådant behov. Et behov for så tidlig adskillelse fra sit lillebitte barn. Jeg er med på, at vi hver især gør vores bedste og ønsker det bedste for egne unger, men jeg forstår ikke prioriteringen.

Jeg hentyder ikke til, at man “skal” vente i over et år, ligesom jeg, med halve eller hele døgn adskilt fra sit barn, slet ikke, men jeg håber, at det er barnets behov, der som udgangspunkt danner grundlag for de beslutninger man som forældre træffer, og det kan simpelthen ikke være tilfældet så tidligt i moderskabet, som artiklen illustrerer.

Generelt synes jeg, at der er en kedelig tendens til at bifalde karrierekvinderne, der jonglerer hardcore halvtreds-timer om ugen jobs, socialisering, intensiv træning, stringente kostprincipper og børnepasning i øst og vest for at være independent og “huske sig selv”, som det så ofte italesættes. Disse benævnes ofte som power-moms. Supermødre. De seje af slagsen.

Hvor sejt synes du det er? Hvor power? Personligt synes jeg, at det allermest “power” er, at være nærværende og tilstede overfor og sammen med sit barn. At lægge egen narcissisme på hylden, for en stund. Ikke at forveksle med, at gå på kompromis eller at glemme sig selv, men at hvile i det moderskab, man unægteligt selv har tilvalgt.

7fde739c-a4c0-4ce4-a88a-bb2f29b7dee8


 Det var et langt, småalvorligt sidespring i et halvrodet indlæg, der oprigtigt var tiltænkt hverdagsskriverier, en samlet opdatering på vores hidtil simple, fine forårsuge. Sådan går det engang imellem når tankerne får frit løb i takt med tastaturets konsekvente klikken.

Indlægget er ikke ment som mommyshame. Jeg stiller mig blot uforstående og kritisk overfor, at prioritere på en måde, jeg ikke forstår. Nøjagtig ligesom nogle vil gøre over vores valg herhjemme. 

//

Ha’ den fineste onsdag, kære du

8 kommentarer

  • Katrine

    Jeg syntes det var et rigtig fint indlæg. Jeg helt enig med dig og din tilgang til at være mor- det sådan jeg selv er vokset op og det sådan jeg forestiller mig at opdrage mit eget fremtidige barn en dag. Jeg også enig i at der er forskellige måder at være mor på – dog må det være ens for alle moderskaber at man tilsidesætter sig selv og sine behov for en stund, for netop at opfylde barnets behov. Vagn Oscar er heldig at have dig som mor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dorte

    Langt, men smukt og ærligt indlæg😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • C

    Men det er svært at være en god og rummelig mor, hvis man ikke kan få lov til at være mor på sin egen måde af frygt for omgivelsernes fordømmelse. Jeg elsker at være sammen med min datter, men jeg elsker i den grad også at være uden hende – og sådan har jeg haft det siden hun var fire måneder. Jeg bliver en bedre og langt mere nærværende mor, hvis jeg ‘får lov’ til at have tid for mig selv med mine veninder eller bare med mit bachelorprojekt. Det er måske den bedste og rigtige beslutning for dig at være hjemme med dit barn døgnet rundt, men det er det ikke for alle. Det er ikke narcissistisk at kende sig selv godt nok til at vide, at man har brug for tid væk fra sit barn for at rumme det at være forældre. Du siger at du synes at alle skal være frie til at vælge hvad der er bedst for deres familie, men samtidigt mener du at vide hvad der er bedst for alle familier. Det er ikke særligt rummeligt, og det bidrager til en negativ tendens, hvor vi alle mener at have ret til at forholde os til andres liv på baggrund af vores eget. Det synes jeg er ærgerligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Jeg blev ligeså forarget som dig over den udtalelse. Bevars, vi er alle mødre på hver vores måde. Men helt ærligt, hvad havde man regnet med?
    Jeg fik selv så sent som i søndags, i mine øjne, en fuldstændig latterlig kommentar fra min svigerinde. Forrig fredag skulle jeg ud og fejre min bedste venindes fødselsdag i Aarhus. Min kæreste skulle også til et arrangement, derfor overnattede min søn og jeg hos mine forældre, for at undgå den lange transport, da vi er bosat i Sønderjylland og mine forældre bor i Horsens. Mine forældre skulle have min søn, hvilket aldrig plejer være et problem, men en halv time efter jeg er kørt ringer min mor og siger, at han har grædt siden jeg er kørt. Og jeg kan hører ham i baggrunden, helt ulykkelig. Han vil kun sidde hos min mor og græder bare. Min mor siger, at hun vil prøve give ham lidt mad og så ringe igen. Da jeg havde lagt på, tog jeg den første afkørsel på motorvejen, ringede til min mor og sagde jeg kom hjem igen. Da jeg fik min søn i armene kunne jeg mærke hans lille krop slappe af. Han ville kun være i mine arme den næste time. Det var helt tydeligt, at mærke at han ikke vidste, at jeg kom tilbage igen og derfor var blevet så ulykkelig. Han er 8 mdr og det er lige der separations angsten kan sætte ind. Tilbage til kommentaren, min svigerinde sagde, “han skulle nok være stoppet med at græde på et tidspunkt”.. JA, af ren udmattelse og det vil jeg aldrig byde ham. Det ville i væreste tilfælde også give ham en dårlig oplevelse hos mine forældre. Jeg er hans mor og han kommer ALTID først. Heldigvis har jeg verdens mest forstående veninde, der straks satte sig i sin bil og kom ned til mine forældre og hyggede med os.
    Det blev lidt langt, men vil blot dele. Synes der er alt for mange, der ikke sætter deres baby før egne behov, og hvor er det dog en skam.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Alfemor

      Enig 💪🏼
      Jeg har været 13 timer væk fra min søn (det er max) og han er snart tre år.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det dejligt, du er så glad og tilpas med morrollen generelt, og samtidig havde en dejlig tøsetur, uden en knude i maven og at have hovedet et andet sted imens der var fest – det er vel den allerbedste balance (:

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Jeg bliver nok nødt til at sige dig lidt imod. Ikke fordi jeg er uenig, men fordi jeg generelt tror på at folk er de bedste mødre som de kan være for deres børn. Man har forskellige forudsætninger som mor; for ikke at sige ressourcer! Min kæreste arbejder 70-80 timer om ugen og jeg er næsten halvvejs i min graviditet. Betyder det så han er en dårlig far fordi han er karrieremenneske ind til benet? Han ØNSKER det her barn mindst lige så meget som jeg gør, men jeg ved også jeg kommer til at være meget alene med hende. Derfor ved jeg også at jeg højst sandsynligt får brug for at komme ud! Og ikke bare sidde hjemme og snuse til mit barn. Det synes jeg ikke gør mig til en dårlig mor. Synes netop at dem der kan erkende at de har brug for MIG tid, bliver bedre mødre end dem der ikke tør sige eller gøre det, fordi der er nogen der belærer dem om at det er forkert. Det giver jo mig overskud til netop at være en god mor, at jeg husker mig selv også.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

INSPIRATION: FORÅRSGARDEROBE BABY // PIGE