SØVNSTATUS OG SAMSOVNING

MAVEFORNEMMELSEN

Kære læsere,

Glædelig regnvejrsonsdag. De fleste ville nok ryste en kende på hovedet, vende øjne og supplere med et dybt suk fra stemmebåndet ved synet af morgendagens kontinuerlige regndryp, men jeg syntes nu at det var rart. Behageligt og hyggeligt. Udelukkende fordi, det i dag er bachelordag herhjemme på matriklen.

Dette er i og for sig ikke helt sandt, da jeg i skrivende stund sidder placeret i mit barndomshjem i Skovshoved, på førstesalen, mit bachelorkontor i skriveperioden. Hvis jeg anstrenger mig, kan jeg høre min søn, min far og min farmor fra underetagen. Vores lille komplet uvurderlige hold disse ti uger, hvor kombinationen af bachelorskriv og barsel skal jongleres samtidig.

b2234159-f9a4-4101-b252-6e42db21b754


Nogle dage tilbage skrev jeg til et opslag på Instagram, at jeg var i tvivl om, hvorvidt valget om at kombinere bachelorprojekt og barsel var det rigtige for os. Jeg tvivlede på, om det i virkeligheden var det bedste for vores søn. Grunden til denne tvivl var, at han har udviklet sig rigtig, rigtig meget.

Som I ved, har han været et sensitivt og særligt tryghedssøgende barn lige fra spædbarnsstadiet. Han er hurtigt blevet overstimuleret, stukket i hjerteskrigende gråd ved høje lyde, udefrakommende støj, større menneskemængder, og han har generelt haft svært ved at finde ro andre steder end helt tæt hos Mads og mig. Når vi har haft ses med andre jævnaldrende babyer, har det været tydeligt, at han var den forsigtige, den iagttagende og den, som havde brug for sin mors [eller fars] konstante tilstedeværelse ved sin side.

Yderligere har han reageret kraftigt, hvis andre babyer har haft sagt højere lyde. Skingre lyde, babylatter eller hylende gråd, har han reageret meget kraftigt på. Sådan har det altid været, sådan er han. Eller er han?


Den sidste halvanden måneds tid har han i særdeleshed udviklet sine personlighedstræk.

Pludselig oplever vi et barn, der er kontaktsøgende overfor fremmede, ukendte ansigter på gaden, børn på legepladsen i vores gård eller børn, han blot får øje på fra barnevognen. Dette kombineret med, at han er en tornado på hjemmefronten gjorde, at jeg blev i tvivl om, hvorvidt den institutionsstart, vi har fravalgt for nu, alligevel ville gavne ham.

Jeg begyndte at tvivle på den mavefornemmelse, der havde stået så skarpt fra begyndelsen.


//

I går havde vi en babydate med tre andre jævnaldrende, skønne unger, og ditto mødre. Et udpluk af vores egen lille selvvalgte mødregruppe. Vi mødtes med barnevogne, oppakning, madpakke og alt det man nu engang slæber med sig, på Frederiksberg Hovedbibliotek. De har den fineste, mest ideelle, børneafdeling til små krudtugler, så jeg glædede mig til at se, hvordan Vagn Oskar ville tumle rundt, kravle fra den ene ende til den anden og lege begejstret med de andre små drenge.

Men det gjorde han ikke.
Stik imod min forventning.

Han græd ikke og virkede absolut ikke utilpas, tværtimod. Jeg er sikker på, han nød det, men han nød det mest ved enden af mine fødder, og allerhelst fra min arm. Hvis jeg satte ham fra mig og placerede min egen numse i gulvet ved siden af ham, kravlede han op, holdt mig om halsen og knugede sig tæt ind til mig. Det var tydeligt for mig at mærke, at han har brug for min tilstedeværelse.

Og nu vil jeg gerne frabede mig bemærkninger omkring, at det er min egen skyld. Som om, at det er et negativt træk. Det er hans personlighedstræk. Kommentarer omkring, at han blot skal lære at omgås andre børn alene, at han vil vænne sig til mit fravær eller at han er blever for “nurset”, pylret om, irrelevant. Sådan forholder det sig ikke, det ved jeg.

Mit barn skal lære at være sammen med andre børn i hans eget tempo. Med min tilstedeværelse. Det ved jeg, gør ham tryg. Siden han var spæd har vi ugentligt været sammen med jævnaldrende babyer, så det har ikke noget at gøre med, at han har været afholdt kontakt med børn. Tværtimod.


I morgen skal vi en tur på Remisens indendørs legeplads på Østerbro med selvsamme mødregruppe og jeg er sikker på, at det bliver hyggeligt for alle parter. Måske, Vagn Oskar har lyst til at boltre sig forvildet med de andre unger, hvis ikke, så er hans mor tilstedeværende med tryghed og en arm, at hænge ud på. Hver ting til sin tid. Børn er ikke ens, har ikke samme behov eller lyster, og det er så vigtigt, at man som forældre mærker efter og tilgodeser ens eget barns signaler.

Det giver trygge børn. Trygge, tillidsfulde mennesker.


Jeg er flere gange blevet spurgt omkring, hvordan det står til med at hjemmepasse en etårig, der sjældent sidder stille, og samtidig skrive bachelorprojekt. Det hårdt, pisse hårdt, det er svært og det kræver helt absurd meget planlægning, struktur og styrket effektivitet, men jeg er ikke længere i tvivl om, hvorvidt valget er rigtigt for os. For vores søn. Det var jeg, og jeg er sikker på, at det er sundt at reflektere over sine valg [… og fravalg] i moderskabet såvel som i alle andre kontekster, men det er nu engang beroligende og bekræftende for mig at vide, at mavefornemmelsen alligevel trods alt var god nok.

Den skal man stole på.

   

2 kommentarer

  • Katrine

    Min søn har altid været til den sensitive side, været den opserværende osv. Faktisk beskriver du min søn, idet du beskriver din søn. Men derudover har han været så hurtig grovmotorisk! Jeg kunne kun trække min barsel til 12 mdr, så han kom i vuggestue da han var 11 mdr, så jeg havde en måned til indkøring. Og det er helt sindsygt så meget han er blomstret op på de 4 mdr, der er gået. Han bruger stadigvæk tid på at se folk an, men derefter er han helt på bølge med andre børn, ja ligefrem et ekstrovert barn! Jeg er så stolt og glad for, at han vil ting, og ikke gemmer sig i min favn alle steder mere. Jeg har hørt utroligt meget for, at min søn var forsigtig. For det er/var helt sikkert min skyld. Og det er det ikke. At jeg har holdt ham tæt, når det var hans behov, har ikke forstærket ham i, at der var noget at være nervøs for, det har hjulpet ham til at forstå, at alle har grænser, følelser osv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Jacobsen

      Kære Katrine
      Hvor er det bare fantastisk at I har haft så god en oplevelse med vuggestue til jeres søn <3
      Det er aldrig moderens skyld hvis et barn er forsigtigt anlagt eller har brug for at se andre an, eller gemmer sig i mors favn for den sags skyld. Jo, moderen er skyld i, at barnet søger tryghed hos hende, og det er kun noget at være stolt af. Børn er forskellige, udvikler sig forskelligt og agerer forskelligt sammen med andre, og det hele er OK! Så længe barnet trives. Jeg håber, vi får en lige så god oplevelse med vuggestue som jer.
      Rigtig god dag,
      Kh. Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

SØVNSTATUS OG SAMSOVNING