FREDAGS FACTS #32 // LØRDAG

OPDATERING

Kæreste jer,

Endelig, endelig fik jeg igen sat mig til tasterne herinde. Det er efterhånden en lille måned siden sidst, og selvom det for nogle ikke er længe, er det længe for de af jer der trofast følger med herinde, og i særdeleshed længe for mig, der er vant til at skrive, udgive og opdatere dagligt. En måneds pause, der hverken var blevet varslet på forhånd, årsagsbeskrevet eller gjort opmærksom på, og hvorfor det? Hvorfor ikke bare en simpel headsup?

Fordi det ikke har været en beslutning. Jeg har ikke haft besluttet mig for, at pausere mine skriv, men den ene dag tog pludselig den anden, der gik én uge, så to. Og tre. Og hvordan vender man så tilbage til sit domæne? Det domæne, der siden september sidste år har været flittigt udnyttet og udfyldt af undertegnede, i en pendulerende strøm af hverdagsopdateringer, faste føljetons og inspirationsindlæg til de tungere, følelsesbetonede af slagsen. Jeg aner det ikke, men jeg vil starte med at gøre status på vores liv herhjemme. Et liv, der på mange punkter adskiller sig fra vores vante barselsboble.

I hvertfald for mig.

893a5748-dfe6-4340-a60a-089bf8904decEn barselsdag på stranden i Hellerup, bare os to
e3f324b4-4aa1-4217-94b0-072460f9bc59

 Jeg skal aflevere mit bachelorprojekt om seksten dage. Det er surrealistisk og skræmmende, og jeg er overhovedet ikke klar til det. Jeg bliver det, det skal jeg, men i skrivende stund, hvor min analysedel netop er blevet rettet til på ny for tredje gang og en tredje del af opgaven fortsat mangler at finde plads ind i det ukomplette worddokument, der har været enevældig årsag til samtlige frustrationer, samvittighedsnageri og et par salte tårer, én enkelt gang, virker det som ren utopi.

Det er hundrede gange hårdere end jeg havde regnet med. Jeg skrev engang herinde, at jeg ikke forudså bachelorprojekt kombineret med hjemmepasning af min søn som nogen særlig udfordring. Jeg skulle bare vide. Eller, det er i virkeligheden meget godt, at jeg ikke vidste det. Jeg ville ikke have valgt anderledes set i retrospekt, slet ikke. Vores søn kommer i første række og han lider absolut ikke nogen nød, men jeg gør. Jeg synes det er vanvittigt og jeg synes, det er den hidtil største udfordring jeg er blevet budt. Én jeg selv har valgt.

Vi skal nok nå i mål, det skal vi, men vejen dertil har ikke været nogen fornøjelse. Alt andet end en fornøjelse. Ærligt talt.

9f158ee6-5a6d-4574-bbd6-d66cca9f9fb0 Weekend & bachelorbreak med drengene

cc7d7e3f-390d-40bd-87e5-752f3c6a3d00


HVORDAN UDSPILLER HVERDAGEN SIG?

Ugerne varierer ekstremt meget herhjemme. Som regel bliver Vagn Oskar passet af min far to gange om ugen. Vi vågner et fleksibelt sted mellem seks og syv, putter en halv times tid under dynerne, jeg får nydt et par kopper friskkværnet kaffe i ro og serveret havregrød for min søn.

Sædvanligvis de grove gryn kogt på økologisk urmælk, en knivspids vanilje og en kold smørklat på toppen. Hans absolutte yndlingsmåltid.

Vi spiser morgenmad i nattøj, ofte i dyner, og det er de rareste stunder, hver eneste dag. Morgenstunder jeg værdsætter og har værdsat mere end noget andet de seneste fjorten måneder. Der er ro, store smil, bare os, og udsigten til endnu en dag i hinandens selskab. De dage, hvor min far agerer babysitter, tager vi til Skovshoved ved titiden. Det passer med, at Vagn Oskar skal have sin formiddagslur. Ja, vi praktiserer stadig både for- og eftermiddagslur, og det fungerer så godt.

Morfar og Vagn Oskar hygger sig i underetagen imens jeg skriver på førstesalen, forsøger at koncentrere mig, fordybe mig, være produktiv og langt de fleste timer går dette også nogenlunde.


De dage, hvor min far ikke passer Vagn Oskar, holder vi barselsdage. Det er favoritdagene, men alligevel ikke barselsdage, som jeg kender dem. Tilføj en knagende, konstant dårlig samvittighed, en venindeflok der er sat fuldkommen på standby og et mindset, der aldrig er hundrede procent tilstedeværende. That is.

De dage, hvor vi holder barsel, forsøger jeg at se mødregruppen, veninder med jævnaldrene babyer [… hvilket er svært, da de fleste på Vagn Oskars’ alder går i vuggestue], tage i legestue, på biblioteket, legeplads eller lign. så han ser andre jævnaldrene minimum én gang om ugen. Det er vigtigt for mig, da vores fravalg omkring institution [for nu] hundrede procent er for hans skyld, men jeg synes også, det er vigtigt, at han ser jævnaldrene, leger med andre børn og bliver vant til kontakten.

Ovenstående bør korrigeres. Det er selvfølgelig for alles skyld at vi holder ham hjemme. Jeg nyder det, bestemt.

8ff8f886-60ab-4ace-ad7d-fd2761fdd5b4

På barselsdagene tager Mads over efter arbejde. Han returnerer ved tretiden og tager gerne Vagn Oskar med på tur derfra. En tur på legepladsen, ind til byen, forbi farmor eller hvad de to nu har lyst til at foretage sig. Det giver mig et par eftermiddagstimer til førnævnte ukomplette worddokument. Vi spiser aftensmad sammen alle tre, hver aften, putter krudtuglen ved halv otte tiden og har så et par timers kærestetid til at tjekke ind hos hinanden, hænge ud i hver sin ende af sofaen eller i ske. Allerhelst i ske.

Sådan er hverdagene struktureret.

Weekenderne spenderer vi i sommerhuset. Det er vores frirum, helligste plet. Stedet hvor min absolutte hadebeskæftigelse, vasketøj, med ét forvandles til en idylliseret overspringshandling blot fordi det hænges til tørre på en selvopbunden snor fra trætop til gren, og modsat.


Men, alting er ikke bare struktur, samarbejde, praktik og planlægning. Der sker samtidig så meget rart og betydningsfuldt i vores liv også. Vi har været til den mest eventyrlige kærlighedsfest af et bryllup hos vores kære vennepar forrige lørdag. Et bryllup, der på mange måder afspejlede lige nøjagtig det jeg gerne vil med Mads en dag. Så gennemført og rørende.

Vagn Oskar er glad, stortrives, det gladeste og fineste lille menneske, der kan gå syv skridt alene, er ved at få fire tænder i overmunden, overøser os med kys og knugende kram, hver dag, pludselig finder ro i sin barnevogn, også i timevis ad gangen, og sover igennem om natten. Til de af jer der er udfordrede på de punkter. Der er håb forude, det lover jeg jer.

be014c4b-c0bd-4f7a-8fb4-c7d84f04a90d Fordi, det hele startede med ham her

Og der er dage som i dag. En dag, hvor jeg har valgt at usynliggøre mit studie fra min bevidsthed.

En dag, hvor min søn og jeg har spenderet formiddagen i morgensolen rundt i gaderne på Frederiksberg, købt en smurt grovbolle, en lun croissant og en americano togo hos Riccos, slået os ned på et tæppe i Landbohøjskolens have, med bare tæer i græsset og brødkrummer på tøjet. Min søns hånd i min, mens hans små fødder nysgerrigt spankulerede afsted mod hver eneste fugl han så, de solblegede lokker, der bliver længere og længere, og følelsen det giver, når vores treenighed dropper struktur og hverdagsræs til fordel for spontanitet og kvalitetstid, og beslutter at gå en lang, lang tur, alle tre. Vi hentede Mads fra arbejde klokken halv tre, gik langs villakvarterne på Frederiksberg, nedad fineste Værnedamsvej mod Vesterbro og Kødbyen, hvor vi gjorde stop til en kold cola, solkys i panden og et ægte af slagsen vistnok også. Vi tog forbi Madklubben for at spise tidlig middag, men med en halv time til åbningstid fortsatte vi hjemad – til pitabrød, hjemmelavet koldskål med jordbær og endelig, sofaslapperi efter dagens atten nedlagte kilometer til fods.

Disse dage.

Disse dage, hvor alting bare giver mening. Hvor der hverken eksisterer altødelæggende, håbløs samvittighed, konsekvent, galopperende puls eller mavepine, disse dage, skal jeg huske mig selv på. Dagene varierer fra den ene ende af skalaen til den anden, mit humør, mit overskud, ditto.

Der er tre uger tilbage. Og så bliver hver dag, som i dag. Indtil arbejdsmarkedet kalder, som helt ægte sygeplejerske. Der er længe til. Og det føles ret godt. Selvom jeg glæder mig. Fordi, det gør jeg.


Jeg håber, I fortsat er der derude.

Hvis I er, så tak fordi I læser med.

5 kommentarer

  • Karoline

    Muligvis det aller fineste blogindlæg jeg har læst til dato! Helt fantastisk måde du har at formulere dig på – elsker det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Kvalitet frem for kvantitet, ikk? :-) Du er savnet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Biv

    Så godt skrevet søde Caro❤️Held og lykke med skriveriet, nu er du snart ved vejs ende

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dejligt at læse lidt skriblerier fra din hånd igen.
    Selvom der er gået en måned siden sidst, skriver du stadig lige så smukt, levende og personligt. Det er en kæmpe fornøjelse at læse.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mathilde

    Jaa velkommen tilbage!😍

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

FREDAGS FACTS #32 // LØRDAG