FREDAGS FACTS #34

SOMMERDAGE

Godmorgen, glædelig mandag

En ny, frisk start på tilsyneladende endnu en sommeruge. Hvad har I på programmet disse dage? Nyder I de høje temperaturer udendørs eller ville I, ligesom jeg, ønske at sommeren lige lod vente et par uger på sig? Det fine vejr kan vel ikke fortsætte i en uendelighed over sommermånederne, så en lille gemmer til ugerne, hvor vi virkelig har sommerferie, kunne jeg godt ønske mig. Efter den attende juni, når mit mundtlige forsvar endelig er overstået og vi går to måneders ferie i møde. Gem lidt.

c9968ccf-58bf-4842-a6ca-c129d129844d


Vi er i sommerhus. Den bedste og mest spontane beslutning vi tog i lørdags, da samtlige parter af treenigheden herhjemme var ved at blive kulrede af Københavns klaustrofobiske varme, omfangsrige menneskemængde og storbystøj.

Jeg havde siddet indendøre, begravet i mit bachelorprojekt, det meste af lørdagen, mens Mads havde Vagnus med en tur i Tivoli og på Skydebanens legeplads, og da de kom hjem, varme og udmattede af tredive graders varme, trætte af København, og min mor samtidig kastede en uformel middagsinvitation i vores retning, var jeg ikke svær at overtale.

Efterfølgende, da de sene aftentimer indtog, satte vi kursen mod vores lille træhus, blot fem minutter fra mine forældres sommerhus, hvor vi har spenderet resten af weekenden.

97ccd33a-3e9f-40a6-9800-4744f9f57c90

cc30f241-3620-4211-bc0f-9ed514f3ece7

a1736192-cbdf-4283-84fc-87cdb532f074


Vi har nydt gode timer på stranden med havdyp og stenkast, bagerbrød tilsat tidlige solkys, badebassin og bar babynumse i haven, sandkasseleg og store vaffelis i Hornbæk.

Jeg har haft nogle vigtige timer til mit projekt, på vores terrasse, til lyden af fuglekvidren og ro når drengene har haft kvalitetstid, bare de to. De sene aftentimer er ditto blevet brugt med fordybelse og sidste hånd på det worddokument, der efterhånden bliver mere og mere komplet. Gudskelov, gudskelov for det, da jeg har aflevering om to døgn. To døgn. Surrealistisk.

Kvaliteten af det selvskrevne er umuligt at vurdere, men det er en tiltrængt og tilfredsstillende følelse at fornemme det færdige resultat.

En periode, der har budt på både afmagt, frustration og et par salte tårer, men også en periode, der snart er overstået.

c33c1310-b4c1-4533-b300-da9ccd73265b Aftentur og havdyp på stranden

5ff7ae6e-bc48-43c8-88a4-f49eb75f2016


Vi står tidligt op i øjeblikket. Trods et utal af terroriserende opvågninger de første elleve måneder af Vagn Oskars liv, sov han trods alt til et sted mellem syv og ni.

I øjeblikket er det oftest med femmeren som fortegn og det kan mærkes. Mest på de voksne. Klart nok. Putteritualet, der længe har varet et kvarters tid, er tilmed en magtkamp hver eneste aften, hvor krudtuglen ofte først overgiver sig ved nitiden. Jeg mistænker varmen som aktiv medspiller i scenariet, mon I oplever noget lignende?

Ellers er han så glad og skæg en lille spilopmager. Naturomgivelserne gør ham godt og at se det lille menneske, vi selv har produceret, boltre sig lystigt og nysgerrigt i græsset, eller mellem sandkornene, får mig til at fyldes af taknemmelighed.

f51da4e3-486e-4f0b-af35-f8998cfefe8b Fordi, vi er nået et stadie, hvor den yngste helst vil holde i hånden hele tiden, stop aldrig
0098343b-90a9-407d-80fa-47b90d20eca7 Imorges, inden formiddagsluren
f3037e85-edb0-41c9-829c-78e917ba5f59  Fortsat samsovning, og det er det aller bedste

Det var en god beslutning vi tog tilbage i juli for små to år siden.

Faktisk, den aller bedste.


Må I have den aller fineste mandag, allesammen

3 kommentarer

  • Katrine

    Måske det er varmen, eller måske skal han til kun at sove en lur om dagen, hvis han ikke allerede gør det? Min søn begyndte at sove en lur da han blev 14 mdr, og derefter blev det nemt at putte ham igen om aftenen til ordentlig tid igen. Men varmen er også svær i de her dage, helt sikkert!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Åh jeg bliver glad, af at læse dine indlæg. Du har en fantastisk måde at formulere dig på, og jeg elsker at læse og følge med.
    Jeg fulgte med under min graviditet, og følger stadig med her efter. Min søn blev født 13 dage over termin, og endte med at dele fødselsdag med Vagn Oscar – lidt sjovt, når nu jeg har fulgt med så længe.
    Jeg skriver også selv bachelor i øjeblikket, dog som socialrådgiver og med en nyfødt på armen. Det har ikke været sjovt, slet ikke. Og jeg har fortrudt mange gange, så jeg har delt mange af de samme følelser, som dig, her i de sidste par uger.

    Men nu er vi snart i mål, tilykke til os. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Hepper på dig og dit projekt! Go Go Go!
    Og har tænkt præcis det samme med varmen og et barn/baby der går sent i seng ! Man prøver selvfølgelig altid at finde en forklaring, men tror ikke vi er de eneste med forlængede puttestunder. Her tonser vi i dynerne til Ole lukøje har kastet flere milde briser i håb om et sødt godnat. Ønsker lidt en termostat efterhånden eller et klimaanlæg :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

FREDAGS FACTS #34