SOMMERDAGE

KARMA

Glædelig fredag, venner

Kan I holde varmen ud? Jeg må ganske ærligt indrømme, at jeg godt kunne bruge et par dage med kølige temperaturer og regndryp for at rense luften ud. Jeg synes, varmen er tung, omend dejlig, men et par dage hvor man lige reloader.

Jeg bliver en smule [for] magelig og de mindste ting kan synes komplet uoverskuelige, og tunge, i sådanne tropelignende temperaturer. Jeg er født i det rigtige land, lad os bare konkludere det. Kontrasterne, årstiderne, de faste sæsonskift.


I skrivende stund er klokken tre. Vi er på vej til at spendere weekenden nordpå, i sommerhuset, igen. Selvfølgelig er vi det. Havluft, aftendyp i Øresund blot et par hundrede meter fra terrassedøren, græs under fødderne, duften lige når det er blevet slået, og en feriestemning, der emmer af ro og idyl. Det simple liv. Kontrasten til vores hverdag i København, endnu engang, kontraster kan noget.

Indimellem skal jeg forberede mit mundtlige oplæg til det bachelorforsvar, der kommer tættere og tættere på, og som efterhånden bare skal overstås. En stor, fed streg under. Sygeplejerske. Jeg afleverede min opgave digitalt natten til onsdag, og den lettelse jeg havde forventet ville indtræffe, lader endnu vente på sig. Jovist, det er et kæmpestort punktum at sætte og sende afsted, og på sin vis en lettelse, da udfordringerne undervejs har meldt sig på stribe, men følelsen af, at vi gjorde det, kommer selvfølgelig først med karakteren. Hvis, den kommer.

Det gør den.


Vi stod op ved sekstiden i morges. Sædvanligvis blev jeg vækket af min søns kind mod min, en aende lille hånd og store smil. Den bedste måde at vågne på, det er det bare. Ved nitiden trillede vi mod legepladsen ved Assistens. Vi var de første, så Vagn Oskar havde masser af tid og plads til at folde sig ud, men endnu federe blev det, da den ene vuggestue efter den anden meldte sig ved samme lokation.

Han elskede det. Han løb begejstret rundt på de små ben, fulgte efter de andre børn, forsøgte ivrigt at starte en dialog på sit eget sprog og spjættede af begejstring ved den mindste kontakt. Det varmede mit hjerte, jeg smeltede utallige gange, og følte en særlig stolthed. Mit lille menneske, der udfolder sig, interagerer og forsøger at lege med andre bittesmå mennesker. Det er jo ikke hverdagskost for os, forstå mig ret. Vores sensitive, tryghedsunge er pludselig forvandlet til en opmærksomheds- og kontaktsøgende spilopmager overfor fremmede mennesker. Det er vildt.


Alt imens Vagn Oskar hyggede sig begyndte jeg at væmmes mere og mere. Halvtreds små børn, måske syv pædagoger, inklusiv medhjælpere. Det var kaos. Intriger, magtkampe og et par oversete unger i små hjørner, alene. Pædagoger der gjorde deres bedste, uden tvivl, men som umuligt kunne favne alle.

Børneskrig, gråd og et par små slåskampe på tomandshånd. Flere gange uden indblanding fra en voksen. Jeg væmmedes. Jeg pudsede min egen glitrende glorie, mens jeg for rundt med én til én kontakt til min unge. Jeg tænkte, at det var skrækkeligt at efterlade så små børn i varetægt på nogle, der intet kunne stille op i så kraftigt mindretal overfor små med vidt forskellige behov.

De kunne komme til skade de små. Skrækscenariet, hvis nogen kom til skade, fordi der ikke var en voksen til at gribe, når de små, buttede ben stavrede lystigt, men usikkert, afsted på asfalten. Farligt. Godt, jeg valgte at hjemmepasse min søn. Godt valg, Caroline.

Mentalt skulderklap. 1-0 til mig, klart.


// Var der så nogen der rent faktisk kom til skade i løbet af de par timer vi var på legepladsen? Blandt al den kaos, oversete børn og indbyrdes intriger?

Ja, det var der. Der var et enkelt barn, der kom til skade.

Og det var mit.


Vagn Oskar løb afsted på sine små ben, endda med min hånd i sin ene, og alligevel formåede han at snuble over sine egne fødder med fronten direkte i asfalten.

Han græd og var ulykkelig, helt ulykkelig, forståeligt nok, længe. Indtil han så en lille fugl et par meter ude i sin horisont og al opmærksomhed blev rettet mod den lille, fine fugl, der ikke havde nogen idé om, hvor lykkelig jeg var for at den havde valgt at placere sig lige netop dér, i det øjeblik.

Vi tog hjemad, forbi bageren og købte friskbagt brød og lune kanelsnegle, én til hver, fordi det må man godt når man har slået sig. Også selvom man bare er et enkelt år gammel, og raffineret sukker er overflødigt, så skal man have sin egen kanelsnegl når man har slået sig.


Nu er vi ankommet i træhuset, vores søn har en stor, rød hudafskrabning i panden, et blåt mærke på kinden fra nogle stableklodser, han faldt over på stuegulvet i går og et på knæet, som jeg ikke aner, hvor stammer fra. Humøret er upåvirket, gudskelov.

Vuggestue, til august, du virker ikke længere så fjern.

Eller farlig. Overhovedet ikke, faktisk.


Rigtig god weekend

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SOMMERDAGE