INSPIRATION: GARDEROBE TIL EFTERÅR OG VUGGESTUE

AUTOPILOT

En af de dage, hvor det gør hjerteskærende ondt at være nogens mor.

Vi vågnede klokken kvart i seks. Mads tog vores søn med sig ind i stuen og serverede mig en kop friskbrygget kaffe på sengen. Morgendagens lys sneg sig forsigtigt ind gennem ruden mens jeg puttede mig tæt under de sprøde, hvide lagener, friske og nyvaskede fra aftenen før.


Morgenen forløb roligt, i vores vante barselstempo, med tid til små kys, aende børnehænder og puslespil på trægulvet, så længe det yngste familiemedlem formåede at samle sig i fordybelse.


Vi satte kursen mod vuggestuen.

For første gang på cykel, vores nye sorte, smarte ride, der skal transportere os fra privatadressen til institutionen, videre afsted med moderen bag styret langs søerne mod Rigshospitalet, hver eneste hverdag fra september.

Jeg blev og legede med min søn på hans stue i vuggestuen en times tid indtil hans faste pædagog mødte ind. Til at starte med var han glad og nysgerrig som vanligt. Han ville gerne lege, og hev flittigt køkken-redskaberne frem, så jeg satte mig på det blå linoleumsgulv og legede i børnekøkkenet med ham.

Chokoladeisvafler, hvide æg fra plastikgryde til æggebæger og en kop te både til mor, vuggestuebørn og sønnike.


Klokken blev ni og pædagogen gjorde sin entré. Og min søn skreg, hylede i hjerteskærende gråd og klamrede sine små, buttede arme omkring min hals. Jeg vidste, han vidste, hvad klokken havde slået.

Med autopilot slået til og et ditto påklistret smil overrakte jeg mit ulykkelige hjertebarn til den omsorgsfulde og helt igennem fantastiske stjernepædagog. Alt imens min søn med sin gråd og manglende verbale sprog fortalte mig, at han bare gerne ville have sin mor. Han ville bare gerne have, at hans mor blev hos ham. Han ville bare gerne med mig. Alt, alt, i mig skreg. Alt i mig skreg på den modsatte interaktion end hvad jeg udførte. Jeg forlod ham. Smækkede forsigtigt døren til vuggestuen, gjorde mit ypperste for at servere mit bredeste smil og største vink, indtil døren gik i, og jeg faldt sammen grædende bag den.

Det er første gang. Første gang, jeg selv reagerer.


Jeg gik ned ad trapperne, skyndte mig at finde min solbrilleæske i bunden af tasken for at undgå medlidende forældreblikke på vejen ned. Sneg mig vraltende ud af døren, fandt et hjørne afsides, hvor jeg med trillende tårer tog en dyb indånding gennem et hemmeligt nikotinfilter. Min afledningsmanøvre når livet bider. Det er der ikke nogen skam i. Det er der slet ikke.


Jeg gik tilbage efter min søn. Min mavefornemmelse var så forkert, at jeg måtte tage turen retur op ad trapperne og snuppe ham med mig hjem igen, selvom jeg godt vidste, at det ville være en bjørnetjeneste i sidste ende. Jeg blev mødt af en vuggende barnevogn med mit lille, rolige barn trygt puttet til sin formiddagslur. Langsomt på vej mod drømmeland med sin pædagog vågende over ham. Sine sutter henholdsvis i munden og mellem fingrene.


Jeg cyklede afsted. Havde glemt hvad der oprindeligt var dagens agenda. Cyklede bare derudaf. Autopiloten. Nu sidder jeg med solen i ansigtet, stadig med solbriller for øjnene, et sted på Vesterbro, på Halmtorvet med udsigt til Kødbyen, og drikker en kop kaffe på fortovscaféen Le Kaff. Venter på, at vuggestuen ringer og fortæller, at min søn er vågnet. Jeg stoler på pædagogerne, heldigvis gør jeg det. Heldigvis er jeg tryg ved, at de er loyale og ringer efter mig ved mindste behov. Det giver mig trodsalt en ro.


//
Ville jeg ønske, at vi havde indkørt Vagn Oskar i vuggestuen tidligere?
Ville jeg ønske, at han havde været så lille, at han ikke forstod hvad der foregik?

Absolut ikke. Jeg er lykkelig for, at vi valgte at holde ham hjemme hos os indtil nu. Jeg er lykkelig for den kvalitetstid vi har haft i døgndrift gennem mere end seksten måneder. Jeg er lykkelig for, at mit barn forstår hvad der foregår og at han trods alt har en sund reaktion på omvæltningen. Selvfølgelig er det hårdt, og selvfølgelig er det svært, at forlade sin symbiose, både for ham og jeg, for en stund. Det gør ondt, det er smertefuldt og jeg ville ønske, at det ikke var en nødvendighed.

Men det er det.

Og de kloge mennesker siger, at det bliver bedre. Vi har ni dage til at opnå forbedringer og accept fra vores barn, og hvis ikke disse bliver en realitet, må vi være løsningsorienterede. Vi finder en løsning. Et faktum er sikkert, og det er, at min søn ikke skal efterlades på denne måde når jeg starter på arbejde den tredje september.

Det kan jeg simpelthen ikke.

3 kommentarer

  • Emma

    Wow, så fantastisk velskrevet, fik helt tårer i øjnene, måtte læse det to gange.
    Du er sej!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hi, this weekend is nice in favor of me, as this occasion i am reading this
    wonderful informative paragraph here at my
    residence.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • L

    Det er hårdt, men børn SKAL ikke græde som de fleste ellers tror. Nu er i selvfølgelig ved at komme en smule i tidsnød 😪 Jeg synes det her link er godt og gælder ikke kun signalstærke børn. Specielt det omkring at vinke, smile og sige farvel til ens ulykkelige barn, hvordan man kan tackle det på en anden så barnets følelser bliver anerkendt i stedet, som man ville gøre i alle andre situationer 🙂
    https://www.xn--signalstrk-k6a.dk/indkring

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

INSPIRATION: GARDEROBE TIL EFTERÅR OG VUGGESTUE