• Lilletut og mor
  • Caroline Jacobsen
  • Triplets of Copenhagen *
  • Diary
  • Fit Mom
  • Østfronten
  • ···
AUTOPILOT

FREDAGS FACTS #37 OG UGENTLIGT TILBAGEBLIK

God formiddag kære jer,

Har I haft en dejlig uge alle sammen? Er I tilbage på pinden efter en tiltrængt sommerferie eller måske har I blot lagt arbejdsmappen på hylden? Slukket computeren og trukket det mentale stik samtidig? Med små unger, eller helt uden, er det jo muligt at udskyde ferieugerne udover industriferien, det må I være nogle, der gør? Eller hvad?


Vores uge har været en smule so-so, synes jeg. Vi lagde ud med, at vores søn natten til lørdag debuterede med brandvarm peberpande, vuggestuevirus og dertilhørende forkølelse.

En nat med 1813 i røret fra sommerhusets matrikel, knust panodilpille på yoghurtske, i mangel på bedre, og manglende søvn indtil ved femtiden.

Dette, kombineret med et lyserødt, helt klassisk babyshower, planlagt af undertegnede, for min barndoms-veninde lørdag, samt barnedåb for en anden barndomsvenindes søn om søndagen gjorde, at vores weekend med ét var pistvæk. Alt, alt for hurtigt.

Så, vi tog en fridag om mandagen. Vagnus var feberfri, men trængte til en dag med sin mors nærvær, og omvendt, efter mangel på samme weekenden over, så det gjorde vi.

Desværre lykkedes det barnet at smitte sin far, så han har været nedlagt størstedelen af ugen. Ikke den ordinære man-flu, men oprigtig døddårlig sygdom. Jeg selv har efterfølgende tilsnusket mig selvsamme, dog i en mildere kategori. Hoste, feber og ubehag ugen igennem, med klar forværring igår nat, men det er der bare no mercy omkring når man er nogens mor. Panodiler og honningte har været behjælpelige kilder, tilsat en moderlig, overskudsagtig ja-hat.

Af samme årsag har vi aflyst weekendens planer. En nødvendighed, desværre. Vi trænger til at være os, uden mødetider i vuggestuen, uden renderi i øst og vest, uden sociale sammenkomster. Vi trænger til, at være samlet i vores Københavnerhjem, bare os tre, i roligt weekendtempo for at få samtlige helbred, mest de voksnes, på rette kurs igen. Sådan er det noglegange. Man sadler om.


Klokken er halv elleve, fredag formiddag, og jeg sidder på et hjørne af Rantzausgade med kaffekop, laptop og en telefon, der til forandring ligger med fronten opad. På et tidspunkt vil jeg modtage et opkald fra vuggestuen, hvor min søn netop er blevet afleveret. Det gik bedre i dag end i går, heldigvis.

Vi har lagt en ny strategi, pædagogerne og jeg, og den går ud på, at jeg fremadrettet ikke skal spendere hele eller halve timer på stuen med min søn inden afgang. En hurtigere overlevering med kys og vinke, og så afsted. Han er bevidst, så den metode vi hidtil har praktiseret har vist sig blot at trække ubehaget i langdrag. Man prøver sig frem, man bliver klogere.


I morges besluttede jeg mig for, temmelig spontant, at sætte Vagn Oskar i cykelsædet ved ottetiden og lade pedalerne fragte os i morgensolen, langs Peblinge- og Sortedamssøen til Østerbro, hvor vi gjorde stop ved bageriet Juno, købte to smurte grovboller, en surdejs- og én med kerner, en togo filterkaffe til moderen og en fedtet croissant til deling.

Vi fandt den nærmeste legeplads, nød det medbragte bagerbrød på en bænk og efterfølgende leg, gynggang og rutsjebaneture på repeat. Min søn var i hopla, den gladeste lille krudtugle, der serverede sin mor smil fra øre til øre, og barnegrin aller dybest fra maven, så kan det sagtens være at vi kom alt for sent i forhold til aftalt afleverings tidspunkt i vuggestuen, men det var det hele, og mere til, værd. En lykkestund, vi trængte til, efter gårsdagens tårer hos begge parter, og en følelse af moderlig svigt hos den voksne. En følelse, jeg hidtil ikke har oplevet før, men også en følelse, jeg aldrig glemmer.


//

Nå, sikke en langvarig intro til det, det i virkeligheden handler om på denne ugedag, fredags facts. Sådan er det når fingrene glider lystbetonet over tasterne. Jeg har savnet det, savnet at skrive.

FREDAGS FACTS #37

… 1

Ofte oplever jeg en talemåde, jeg ikke fatter en brik af. Talemåden opstår, når jeg fortæller, at vi måske gerne vil have en lillebror- eller søster tæt på vores søn aldersmæssigt.

Responsen lyder i stil med;

“Det forstår jeg godt, så kan I få babyperioden hurtigt overstået”, hvad!

Jeg vil overhovedet ikke have den periode overstået. Tværtimod. Jeg vil trække den i langdrag, så længe som muligt, have små børn for evigt, hvis man kunne. Det mener jeg oprigtigt. Det er blandt andet derfor vi overvejer, at snuppe en eller to efternølere. For at få perioden med små børnehjerter strukket så længe, som muligt. Mon nogen, der har det ligeledes?

… 2

Tre af mine gode, gamle veninder er gravide. Foruden den hjerteveninde, der fødte en lille datter i juni måned. Det er i særdelelshed en gave, at have veninder, der er samme sted i livet som én selv. Ikke at jeg er gravid, overhovedet ikke, men at ens veninder er samme sted i livet som en selv, at de skal være mødre, ligesom jeg er. Det er så heldigt, som noget kan være, da jeg som I ved, “kun” er 25 år, og mine veninder jævnaldrende fra samme 92’er årgang. To af dem er helt tilbage fra folkeskolen. Den tredje fra gymnasiet.

… 3

Hvilket legetøj hitter hjemme hos jer? Vagn Oskar er små sytten måneder, og tilsyneladende er alt vores legetøj komplet uinteressant. Toiletbørsten, støvsugeren og gulvvaskeren er til gengæld sikre underholdere, så help us out.

… 4

Ovenstående gælder i øvrigt også boglæsning [fingerpeg] og skærmtid. Ramasjang og børneNetflix er nøjagtig lige så kedsommeligt for den yngste, så de rolige stunder inden for de fire vægge, der omkranser vores hjem, er begrænsede. Måske, I oplever lignende ved denne alder? Der skal ske noget.

… 5

Gæsteliste til bryllup. Hvor sætter man grænsen? Jeg har så småt oplistet et udkast i notemappen på min telefon, men har svært ved at vurdere, hvor man skærer. Sætter det nødvendige cut.

Min tvivl går på, hvorvidt veninders kærester er en selvfølge? De, hvis kærester har en aktiv rolle i vores liv, vores parvenner, er selvsagt en selvfølge, men de kærester, som vi ikke ser, måske endnu ikke har mødt, skal de inviteres med? Hvad mener I? Vores budget er ikke unlimited, hvis det var det, så var det selvfølgelig ikke engang et spørgsmål.

Et eller andet i mig mener ikke, at man splitter par til et bryllup, men på den anden side, så taler vi om en ekstraudgift på den modsatte, ubehagelige, side af titusinde kroner, langt, langt over, hvis kærester skal med bare fordi, de er plus one. Den er svær.

… 6

Nej, vi har ikke fastsat en dato. Vi har fastsat en måned, men ikke et årstal ;)

… 7

Jeg lavede en afstemning på Instagram i går, hvor jeg spurgte, om de, der ser mine stories, kører med cykelhjelm. Hele 75% svarede ja, og det gjorde mig oprigtigt glad.

Ærligt, jeg har ikke været noget fremragende eksempel selv, da jeg ofte har ladet hjelmen ligge på entréhylden til fordel for den herskende, temmeligt uflatterende forfængelighed, men efter at være blevet nogens mor, har disse grænser rykket sig. I takt med Hövdingens indtraf, hvilket tilfælde ;)

Min søn har cykelhjelm på, og hvis uheldet skulle ske, hvad er hans lille hoved så værd [som så lille], hvis hans mors [ellers fars] er sønderknust? Det sætter alting i perspektiv. Jeg skal passe på min søn og dette forudsætter, at jeg passer på mig selv.

… 8

Min forlovelsesring er så smuk, så velvalgt, klassisk og tidløs, med et råt twist. Mads fik den speciallavet hos Handcrafted, og havde i den forbindelse sneget én af mine ringe fra mit smykkeskrin med for at ramme plet på den rigtige størrelse.

Hvad Mads ikke vidste var, at den ring han havde medbragt var et arvestykke fra min moster, som brugte fem fingerstørrelser større end mig, der har en ringfinger på 47.5. Nu er ringen afleveret til omsmedning, og det føles helt forkert ikke jævnligt at kunne kigge på det glimtende smykke.

… 9

I går var jeg forbi den lokale grønthandler, der samtidig agerer blandselv pusher, fordi jeg havde brug for en pose surt sukker og sød lakrids til aftenens sofaslængeri. Det er der på sin vis intet nyt i, men det nye var, at jeg havde medbragt min etårige.

Han gik helt bananas. På den mest nuttede måde. Løb entusiastisk rundt og åbnede sliklågerne, med mig som tilskuer, indtil han tog en lille, rød vingummi i munden. Og hele det lille, buttede ansigt lyste op af den nyfundne smagslykke. Nænnede ikke at tage den fra ham, så han har smagt slik, og han elskede det. Jeg forstår ham godt.

… 10

Kan vi please danse en lille regndans? Bede en bøn til vejrguderne i plenum? Jeg kan ikke overskue mere varme, mere lummerthed. Mit hoved fungerer ikke optimalt og min krop bliver magelig og smådoven. Undskyld sommerfolk, men you’ve had your time!


Klokken er nu kvart i tolv, og jeg skal afhente min søn i vuggestuen. Jeg glæder mig.

God fredag, og god weekend til jer


De første seksogtredive dele kan læses her:
del 1del 2del 3del 4del 5del 6del 7del 8del 9,  del 10del 11,  del 12del 13del 14del 15del 16,  del 17,  del 18del 19del 20del 21del 22del 23,  del 24,  del 25del 26del 27,  del 28del 29del 30del 31del 32 del 33, del 34, del 35 og del 36.

2 kommentarer

  • Josephine

    Som altid et fint indlæg søde Caroline <3
    Jeg er altså nok lidt gammeldags på det punkt med bryllupper. Hvis man vil fejre sin store kærlighed, skal det fejres af kærlighed. Og hvis min tætte veninder/venner/familie skal giftes og ikke vil invitere min kæreste, tror jeg at jeg vil føle det lidt mærkeligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Hej Caroline,

    Som respons til #1:

    Nej jeg begriber heller ikke hvorfor mange har den holdning at det med at få børn skal “overstås”. Det er virkelig synd at tænke sådan synes jeg, for så virker det ikke som om man får børn fordi man rigtig gerne vil dem, men mere at børn er noget man bare får fordi “det skal man” for at være en success i dagens samfund.

    Til gengæld forstår jeg heller ikke helt det med at have en fastsat tidsperiode mellem sine unger.
    Nu har jeg ganske vist ikke selv børn (endnu), men min egen bror og jeg er de bedste venner på trods af hele 5 års forskel imellem os. Og vores forældre mindes stadig hvor rart det var at jeg var stor og ret selvstændig da han kom, også fordi jeg så bedre forstod hvad der skete og gerne ville deltage i bleskift mv. På den måde tror jeg at jalousi blev undgået helt naturligt.

    Men ja, måske man ser anderledes på det når den første er kommet.
    Blot en tanke til debatten.

    Ida

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

AUTOPILOT