FREDAGS FACTS #37 OG UGENTLIGT TILBAGEBLIK

GRÆSENKE

God aften derude,

Så blev der endelig rum til et lille skriv herinde. Vores uge har indtil videre været ganske rar. Nyder virkelig de sidste par uger inden jeg starter på arbejde. Nyder, at kunne aflevere sent i vuggestuen, spise morgenmad på en fortovscafé eller legeplads med min søn, nulre rundt og ordne alverdens småting imens han er sammen med sine små venner, kaffeaftaler hist og pist, koldhævet lunt bagværk og et par aftenaftaler hele familien også.

Et overskud, jeg inderst inde, en lillebitte smule frygter, forsvinder. Om ti dage når jeg trækker i kitlen.

Men, det er jo ikke sikkert, den tid, den udfordring.

Alle andre kan, så kan vi også.


En anden udfordring, som jeg egentlig overhovedet ikke betragter som en udfordring er, at jeg fra i morgen og hele weekenden over, er græsenke herhjemme på matriklen.

Mads skal med sin mor til Fyn, i sommerhus, hvor han skal renovere husets badeværelse. Det kan han også, den mand [.. min kommende]. Fikse ting. Om det er et nyt badeværelse, et køkken, elektricitet og lamper, tømrer”ting”, han laver det bare. God opdragelse.

Badass, at kunne, og ville, selv.

I modsætning til mig, der er en kende [.. for] mageligt anlagt. Og simpelthen bare ikke gider sætte mig ind i hvordan man skifter en sikring. OK, lige dét lærte jeg på den hårde måde en nat nogle år tilbage, but still.


Sidespring.

Som nævnt, jeg skal være græsenke, alene med vores ballademager, i tre dage. Og jeg glæder mig. Helt vildt meget. Ikke fordi, jeg ikke nyder at tilbringe tid samlet, vores lille trekløver, det er nu engang sådan 95 procent af vores liv udspilles, men fordi, jeg sådan glæder mig til udelukkende at skulle forholde mig til min søns og mine behov for en stund. Nogle, der har det ligeledes?

Jeg tror på, at det er sundt og givende, at være adskilt fysisk som kærester et par dage i ny og næ, men det er vitterligt ikke noget vi nogensinde praktiserer eller har praktiseret, selvom det garanteret ville være godt i længden.

Bare engang imellem.


Nu kunne man fristes til at tro, at jeg havde fyldt min fysiske, sorte skindkalender ud med overlappende, highlightede venindeaftaler eller bedsteforældrevisit i flæng, det troede selv Mads, men nej //

Helt ærligt, så glæder jeg mig bare til at være sammen med min søn.

At tage weekenden i vores eget tempo, at cykle på legepladsen gennem fine København i tidlige morgentimer, bage en kage, hvis vi har lyst til dét, eller købe den med fra bageren, fordi det er nemmere, og vi garanteret alligevel er der. Tage en tur i svømmehallen, fordi barnet knuselsker det, på et godt søndagsloppemarked med kaffe og croissant, udforske Dyrehaven i mudrede gummistøvler og regntøj, med medbragt madpakke, eller se en tegnefilm i blødt bomuldsnattøj, så længe koncentrationen rækker.

Vi får se.

Det vigtigste for mig, og for min søn er, at vi er sammen. Særligt nu, hvor hverdagene er anderledes. Hvor der rent faktisk, for første gang i sytten måneder, er forskel på hverdag og weekend.

Weekenderne er blevet dét ekstra særlige. De skal værnes om. Det uvigtige, sorteres fra, så der er mest mulig kvalitetstid. Det er nu engang dét, der vægtes tungest herhjemme. Men også noget af det, der frarøves os timevis dagligt efter, at vuggestuen er blevet en fast del af hverdagen for os og for vores søn.

Vores søn, der klarer det flot derovre [.. i vuggestuen]. I dag hentede jeg et barn, der hellere ville lege med pædagogen og et par andre unger, end at kramme sin mor. Et barn, der smilede. For første gang i tre uger hentede jeg ikke et barn, der var fuldkommen grådkvalt. Det var meget uventet for mig, men at blive mødt af denne reaktion, da jeg hentede ham klokken halv to i eftermiddags, var rørende. Chokerende, på den gode måde.

En stærk kontrast.

Det skal nok blive godt, dét vuggestue- og hverdagsliv.


Men, nu glæder jeg mig bare til en weekend alene med mit barn. Ikke fordi, jeg ikke elsker hans far, men fordi, jeg også nyder at tilbringe tid med Vagnus på tomandshånd.


Jeg har forsøgt at være på forkant i dag, imens pædagogerne passede på krudtuglen, for at undgå alle de tidsrøvende praktikaliteter i weekenden, og deraf ordnet basisindkøb til køleskabet [.. og bleer], kogt pastaskruer til tupperwares, så de er hurtige at fylde på tallerkenen, skyllet og udskåret cherrytomater og rød snackpeber, mit barns yndlings, bagt ølandshvedeboller og små pølsehorn, og foldet bunker af vasketøj. Og selv været i bad. Hvis du er nogens mor, ved du, at dén med badet er en nævneværdig begivenhed, der kræver en virtuel highfive. Jo, det er.

Græsenke, for en stund, det bliver hyggeligt.

2 kommentarer

  • C

    Hatten af for at du har holdt ud igennem den hårde vuggestuestart, jeg havde ikke holdt til at gå fra et grædende barn eller at hente et fuldstændig grådkvalt barn…. Dejligt for jer at det lysner

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Caroline Jacobsen

      Kære C
      Det skal lige indskydes, at V var har været ked af det i 3-4 min. Når jeg har afleveret ham (stod og lyttede ved døren) og så kun grædt igen, når han har fået øje på mig når jeg har hentet ham. I mellemtiden har han ikke været ked, ellers havde jeg hentet ham. Det har jeg også aftalt med vuggestuen :)
      Mit barn skal ikke være ulykkelig dernede uden min tilstedeværelse, men det er OK at han reagere når jeg siger farvel, og når han pludselig ser mig igen. Kh. Caroline

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

FREDAGS FACTS #37 OG UGENTLIGT TILBAGEBLIK