INSPIRATION: EFTERÅR OG KVINDEGARDEROBE

VORES WEEKEND SOM TO

God eftermiddag kære jer,

Det er søndag, klokken er i skrivende stund halv et og mit barn sover dagens lur i vores dobbeltseng i soveværelset, hvor han i øvrigt altid sover, efter gode timer på Charlottenlund loppemarked i morges, og senere på legepladsen, en spytklat fra vores egen adresse, hvor både små cykler, sandkasseleg og rutsjebane hittede.

Jeg selv sidder lænet tilbage i et hjørne af stuen med fyldt kaffekop, dagens tredje af slagsen, i de blødeste gevandter jeg ejer.

Søndagsstemning, det aller rareste. Det synes jeg, virkelig.


Vi har haft, og har, så dejlig en weekend, bare min søn og jeg. I går, efter ritualet af lun havregrød og dyner i sofaen ved syvtiden, blev barnet placeret bagpå cyklen, hvilket han heldigvis synes er bomben.

Pedalerne tog os tværs gennem København, syv kilometer hver vej, mod Amager, og byens bondegård. Et enkelt pitstop forbi fine Il Buco på Bryggen for at hente proviant i form af sprøde smørlag, kaneltop og croissant, vores favoritter.

Dem skal i prøve, hvis ikke allerede gjort. Juno og Il Buco har suverænt førstepladsen i fedtet bagværk, hvis I spørger mig.

Anbefaling, givet videre.


Jeg har hørt så meget godt om byens bondegård og alle anbefalingerne blev retfærdiggjorte. Vagn Oskar elskede det. Han løb rundt på sine små, buttede strømpebukseben og kiggede på geder, heste, små grise og kaniner. Og så forfra. Så fik vi en lille snak, mest en monolog fra min side, da min søn ikke taler forståeligt endnu [overhovedet], omkring, hvilke dyr vi mødte undervejs.

Det var simpelthen hyggeligt, og så givende for undertegnede at se, hvordan mit barn nød vores udflugt. Da vi vendte snuden og styret hjemad kapitulerede han i cykelsædet og sov så tungt, at det lykkedes at fragte de ti kilo fra fortorv til tredje sal uden opvågning. Noget, der ellers aldrig er muligt.

Efter en times tid i drømmeland spiste vi frokost, rugbrødsmadder, pakkede barnevognen i bagagerummet og travede en totimers tur i Dyrehaven, hvor de små stænger atter fik frit løb til at udforske i frisk, efterårsluft og græs under gummistøvlerne.

Vi kiggede på trillende hestevogne, skovbund og forbipasserende, og han var underholdt, rigtig godt underholdt.

Og det er simpelthen så vigtigt. Vagn Oskar har en alder nu, hvor det er komplet udelukket at tilbringe en hel dag indendørs på matriklen. Han keder sig, og når han keder sig, så bliver han umulig. Hysterisk, temperamentet når de ubehagelige højder, der også får et temmelig tålmodigt menneske som mig til at snerre og blive en udgave, jeg overhovedet ikke selv kan overskue. Så, vi laver noget sammen og lige på dette punkt bugner København, og de omkringliggende områder, af gode tilbud til børnefamilier.


Vi var hjemme ved femtiden, efter et smut forbi supermarkedet, hvor vi blev drivvåde af silende regndråber, men lynhurtigt fik snuppet de nødvendige sager fra køledisken til en klassisk bolognese. Min søns livret. Han er i øjeblikket decideret småtspisende, nægter tilmed alt indenbords i vuggestuen, så vi forsøger at tilbyde ham det, vi ved, han allerbedst kan lide. Bolo, it is. Jeg forstår ham godt.


Jeg havde ikke forberedt aftensmad til i går, havde ærligt talt ikke skænket det en eneste tanke, og da jeg i eftermiddagstimerne gjorde, tænkte jeg først, at jeg bare måtte købe et eller andet færdigt med hjem fra hjørnet eller swipe på Wolt.

Fordi, hvordan i alverden tilbereder man et hjemmelavet måltid med en etårig styrtende omkring? Pinligt, Caroline. Det gør alle alenemødre på daglig basis, så det fik jeg hurtigt overbevist mig selv om, var det mindste problem.

Og det var overhovedet heller ikke noget problem. Ungen blev placeret i sin Tripp Trapp stol indtil han ikke gad dét længere, så et visit forbi køkkenbordet, ved siden af et halvfyldt rødvinsglas, for at observere moderens gastronomiske skills, indtil han ikke gad dét længere, og så på gulvet, hvor han for frem og tilbage mellem mine ben.

Faktisk, ret hyggeligt.


Klokken halv otte faldt han i søvn i min armhule, som han plejer, og dér lå jeg bare, længe, og tænkte på, hvor heldig jeg er, at få lov til, at tilbringe dage som denne med mit barn. En følelse af taknemmelighed.

Mads afbrød mine tanker med et opkald, hvor han sagde, at han var stolt af, at jeg fandt det så værdifuldt bare at være sammen med vores barn. At det var sejt. At jeg er en sej mor. Han er ikke typen, der almindeligvis anerkender eller spytter om sig med rosende gloser, så det betød noget, at han gjorde. Og det fik mig til at reflektere endnu mere. Dybere.

Der var vitterligt intet i verden jeg hellere ville, eller som jeg kunne forestille mig ville give mig den samme mening, end at bruge min tid med min søn. Jeg har ikke behov for andre stimuli på daglig basis. Jeg føler mig ikke som en “sej mor” på baggrund af dette, men jeg føler mig som en heldig én af slagsen.


De sidste to aftener, når Vagn Oskar er faldet i søvn har jeg, indrømmet, ikke haft hjerne, overskud eller koncentration til at løse en japansk soduku, flette meningsgivende ord sammen herinde eller til at zappe mig frem til en god Netflixserie, hvilket man jo ikke skulle mene, krævede noget særligt, men så er det bare heldigt, at “Kender du Typen?” ligger fast i min topbar på DR1 og agerer udemærket underholdning de få timer inden jeg har haft gjort mit lille, fine barn selskab og lukket øjnene i. Velvidende, at endnu en dag, bare ham og jeg, sker den følgende.


Det kan anbefales, sådan nogle græsenkedage, det kan det virkelig. Nok allermest fordi jeg ved, at min kæreste, faderen til vores barn, vender retur igen engang i aften. Ikke fordi jeg har brug for en anden til at “tage over”, faktisk kan jeg godt lide, at have styringen selv, men fordi, jeg savner ham at dele det hele med.

Selvfølgelig også bare ham.

Og lige dét savn, føles ret sundt.

 

1 kommentar

  • Maj

    Hej Caroline. Det lyder som den fineste dag! Kunne du have lyst til at lave en “guide” til dine yndlingssteder i og omkring Kbh for forældre og børn i den mindste aldersgruppe?
    Jeg er selv mor til en pige på 14mdr, og herhjemme er temperamentet også til at skulle ud og opleve verden 😍 Så selvom jeg er født og opvokset i Kbh, så har jeg kun set byen gennem et barns øjne det sidste års tid, så jeg tænker, at der må gemme sig nogle uudforskede børneperler rundt omkring.
    Tusinde tak for den dejligste blog. Kh Maj

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

INSPIRATION: EFTERÅR OG KVINDEGARDEROBE