VORES KÆRLIGHEDSHISTORIE

Dette indlæg skrev jeg tilbage i december sidste år. Det har siden været udgivet på Cecilies blog http://www.tregodegrunde.dk, men skal selvfølgelig også præsenteres her på mit eget domæne. 

November 2015. Min veninde havde netop fået en ny kæreste, som hun gerne ville præsentere for mig og en anden fælles veninde. Vi mødtes i hendes lejlighed i indre by og spiste en salat fra Fredcos imens rigelige mængder rødvin, mentol cigaretter og dårlige dancemoves piskede den helt rette stemning op. Vi var godt kørende da vi nogle timer efter, på en bar på Gråbrødretorv, blev præsenteret for min venindes nye kæreste – og hans ven. En virkelig pæn ven.

Han hed Mads og han var 29 år. 6 år ældre end mig. Han var høj, havde brune øjne, mørkt hår, slidte sorte slimjeans og en sort loosefit T-shirt på. Mange tatoveringer. Det passede til ham. Helt afgjort sådan en smart, ligeglad Københavner-Fuckboy. Jeg var fuld. Og også ligeglad. Jeg havde en kæreste, så der var ikke nogen grund til at gøre en effort. Jeg var hende veninden, der tog lidt for meget pis på alle omkring sig – inklusiv på sig selv, spildte min cocktail i et forsøg på at tænde en cigaret og joke samtidig – og bare… Havde det virkelig grineren. Det kunne han åbenbart godt lide.

Vi endte alle sammen tilbage i min venindes lejlighed, men efter et sip af endnu et glas rødvin kunne jeg mærke, at det var på tide at trække Taxa-kortet. Det var enten dét eller en tur i toilettet. Ikke et svært valg. Han spurgte, om vi kunne splitte en taxa hjem. Jeg tænkte, at det var en dårlig ide, men han fik sin vilje. Pludselig var vi foran hans lejlighed – og han ville gerne invitere mig op til et glas rødvin. Jeg takkede nej – jeg var for træt (og havde en kæreste, men af en eller anden grund nævnte jeg det aldrig). Han blev ved. Jeg blev ved med at takke nej. Han smækkede døren i med ordene ”Nå, jeg ved alligevel også godt, at du har en kæreste!”. Nå, for satan.

Jeg add’ede ham på Facebook. Månederne gik – uden korrespondance. Mit forhold til min daværende kæreste gik af helvedes til. Indimellem dukkede Mads op i mine tanker – faktisk ret ofte. Jeg tjekkede ham ud på diverse sociale medier. Jeg vidste, han gjorde det samme med mig (fordelen ved at have fælles venner…).

En lørdag aften i april skulle jeg ud med nogle gamle gymnasieveninder. Jeg vidste, at min veninde, hendes kæreste og Mads var hjemme hos min veninde og efter utallige opfordringer til at komme forbi til et glas vin, blev jeg ved 01-tiden sat af hos dem. Selvfølgelig endte det med, at Mads og jeg sad alene på altanen, sippede rødvin og snakkede. Om alting. Han var slet ikke smart. Han var dyb. Omsorgsfuld. Intelligent. Voksen. Charmerende. Og vigtigst af alt, sjov. Han fik mig til at grine, som ingen har gjort det før. Jeg var solgt. Vi delte en taxa hjem kl.05. Til hver vores adresse.

Dagene efterfølgende kommunikerede vi på Snapchat, ganske uskyldigt. Jeg vidste, at jeg måtte gå fra min daværende kæreste. Allerede dagen efter spurgte Mads om vi skulle gå en tur. Det kunne min samvittighed ikke. Dagen efter spurgte han igen. Jeg var fristet. Men det må man jo ikke. Jeg gjorde det alligevel. Men først om tirsdagen, hvor Mads stod foran Rigshospitalet da jeg fik fri fra en aftenvagt. Vi gik en lang tur i mørket, nedad Blegdamsvej og rundt omkring Fælledparken. Hvis jeg syntes han var dejlig med alkohol i blodet, var han endnu dejligere nu. Han fortalte mig, at han var vild med mig. At han gerne ville lære mig endnu bedre at kende, men at han jo vidste, at jeg havde en kæreste. Jeg var smigret. Og blev mere og mere vild med ham. Efter nogle timer, satte han mig af ved min lejlighed. Vi aftalte at spise morgenmad sammen på Union Kitchen om torsdagen, 2 dage efter.

Onsdag aften fik jeg vanvittigt dårlig samvittighed og jeg sendte ham beskeden: ”Jeg har dårlig samvittighed. Er det okay, at jeg lige sover på det til i morgen?”. Jeg havde regnet med, at han ville blive irriteret og en ”ja-ja”-besked ville ryge retur, men i stedet sendte den meget empatiske mand ordene: ”Caro, lad os aflyse. Det er ikke meningen, at du skal have dårlig samvittighed. Jeg er vild med dig, men det skal føles helt rigtigt for dig også – og når det gør det, så vil jeg meget gerne se dig”. Mit hjerte sprang lige et slag over. Av. Og jeg sendte beskeden ”Nu har jeg endnu mere lyst til at se dig…” tilbage.

Vi mødtes til morgenmad om torsdagen. Han bestilte hele menukortet, betalte og præsenterede retterne for mig. Gentleman. Jeg smeltede fuldstændig væk i de betagende, brune brownie-øjne imens snakken flød om alt og ingenting. Efter nogle timer, skulle han på arbejde – han gav mig et kram og kiggede mig dybt i øjnene: ”Jeg har virkelig lyst til at kysse dig”. Vi sagde pænt farvel og efter 10 sekunder tjekkede en snap ind: ”Få lige slået op med ham dér, så jeg kan få lov til at kysse lidt på dig”. Igen, av.

Vi så hinanden et par gange i weekenden også – uskyldigt, men usandsynligt hyggeligt. Jeg vidste godt, at jeg måtte ud af mit daværende forhold så hurtigt som muligt, men tanken om at såre en anden gjorde ondt i mig. Jeg var lidt af en pussy, men om tirsdagen fik jeg endelig taget mig sammen.

Mads skulle flytte ind i sin nye herskabslejlighed om lørdagen. Jeg flyttede med. Det var meningen at det var midlertidigt og kun indtil jeg fik min egen lejlighed tilbage, som min ekskæreste skulle fraflytte, men jeg kom aldrig herfra. Én uge efter, den 6.maj, spurgte han, om jeg ville være hans kæreste. På det tidspunkt havde vi allerede boet sammen i én uge.

Ugerne gik og vi var (er) smaskforelskede i hinanden. Jeg følte, at han var den mandlige udgave af mig selv. En cheesy, sikker soulmate-følelse. En følelse, jeg aldrig havde oplevet før. Efter halvanden måned overraskede han mig med, at han have fået tatoveret mit navn på sit knæ. Og to måneder efter, da jeg sad og røg en cigaret i vindueskarmen, kom han hen til mig, tog mig i hånden og sagde ”Caroline, jeg elsker dig overalt på jorden og jeg ved, at jeg skal være sammen med dig for altid. Jeg er klar til at lave en baby med dig nu, så kan vi ikke aftale, at du bare siger til?”. Jeg var mundlam, men dybt lykkelig. Vi havde talt om børn og fremtid mange gange, men ikke som i, at det skulle være lige nu.

Der gik et par uger, hvor jeg lige tænkte det hele igennem. Kunne man godt lave en baby så tidligt i et forhold? Hvad ville andre tænke? Hvad med min uddannelse? Fuck det. Virkelig kæmpestort fuck det. Jeg var klar. Mads var klar. Vi var klar til det sammen og det føltes mere end rigtigt for os. Og så er alt andet bare komplet ligegyldigt.

Jeg fortalte det til Mads en sommeraften på Papirøen over en af de der populære marrokanske pandekager. Vi gik efterfølgende en lang tur ved Operaen og snakkede det hele igennem, pjattede, grinede og var bare helt sikre.

Den 12.juli tog vi ned til min læge, hvor jeg fik taget min spiral ud. Ja, Mads var med. Grænseoverskridende for nogen, men ikke for os. Det gjorde absurd ondt at få den ud, men Mads holdt mig i hånden, kyssede mig på kinden og beroligede mig.

12 dage efter, den 24.juli, stod vi med en positiv graviditetstest. Jeg er nu næsten seks måneder henne i graviditeten med vores lille søn og jeg ved, at min kæreste bliver verdens bedste far. Jeg bliver, med hånden på hjertet, endnu mere forelsket i ham for hver dag der går. Han gør mig lykkelig helt ned i maven – og får mig til at føle mig som verdens heldigste pige, hver eneste dag. Han kan sætte mig på plads når der er brug for det, men han får mig stadig til at grine så mavemusklerne gør ondt. Og jeg smelter stadig når jeg kigger ind i hans smukke, brune brownie-øjne. Og jeg kan mærke, at han gør det samme når han kigger ind i mine.