Q and A

ER DET IKKE HÅRDT FOR FORHOLDET?

At blive forældre, når man kun har kendt hinanden i så forholdsvis kort tid, som I har?

(læs vores historie her)
Et spørgsmål der går igen, og som jeg gerne vil besvare ud fra mine egne erfaringer, da Mads og jeg unægteligt har levet livet i den både offentsive og optimistiske overhalingsbane det seneste halvandet år.

eb2976af-4f57-4249-9e2c-83756d235ce4

Ligegyldigt, hvordan man vender og drejer det, så er det en udfordring for et forhold at få et barn. Ikke en udfordring i negativ forstand, tværtimod, men en udfordring i forhold til den tosomhed, de rutiner, den egoisme og det overskud man hver især er vant til, at bidrage til forholdet med. Når man bliver forældre, er man ikke blot kærester længere. Man bliver et team. Et team, der sammen skal jonglere alle de nye overvældende følelser og praktiske gøremål, der følger med de nye titler som henholdsvis mor og far. Desuden, skal man samtidig være opmærksom på, at passe på hinanden, dyrke sit forhold og huske på, at være kærester. På det punkt, er det selvsagt udfordrende at opretholde en fornuftig balance, da det kræver overskud, tid og fokus. Et fokus man, som nybagte forældre, som regel har på barnet. Det har i hvertfald været en udfordring for mig i de første par måneder af Vagn Oskars liv. At huske Mads og at være Mads’ kæreste, lige så meget, som jeg er Vagn Oskars mor.

Der vil altid være fordele og ulemper ved at få et barn så tidligt i et forhold. Fordelene for os har uden tvivl været, at vi var så sikre på hinanden fra start og ikke har været vant til noget andet. Vi kigger ikke tilbage i dag og tænker “Gud, hvor vi bare savner, at være på tre ugers kærestetur i Caribien uden børn” eller “Det var så fedt dengang vi bare kunne feste flere weekender i træk med dødsdruk, tarvelige tømmermænd og McDonalds” fordi, det har vi aldrig gjort sammen. Vi kender simpelthen ikke til andet end det liv, vi lever nu, med vores søn. Og dét føles helt rigtigt. Mere rigtigt end noget andet nogensinde har føltes, for os begge to.

En ulempe ved at få et barn så tidligt er, at der uundgåeligt er mindre flatterende facetter af hinanden, man ikke kender til. Det vil sige, at Mads og jeg har skulle lære hinanden rigtigt at kende, helt ind i kernen, imens jeg var gravid. Imens vi allerede havde truffet valget omkring, at ville hinanden for livet. For eksempel, anede jeg ikke, at Mads var minimalt begejstret for charterrejser. Jeg er typen, der kan ligge på den samme, svedige solseng to uger i træk, hvorimod Mads bliver rastløs efter maksimalt en halv time. Og det synes jeg da er pisse irriterende, men havde jeg fravalgt ham, hvis jeg vidste det inden jeg blev gravid? Nej, sgu da!

Det er desuden vigtigt at huske på, at der altid vil være fordele og ulemper ligegyldigt, hvilken konstellation man er havnet i. Om man har været gift i 15 år, datet on/off i evigheder eller blot mødt hinanden og truffet beslutningen på det grundlag.

Vi har garanteret taget væsentligt flere åndssvage diskussioner end gennemsnittet i løbet af en graviditet, men det er et led i, at lære hinanden at kende. Og det var simpelthen en af forudsætningerne for, bevidst at lave en baby så tidligt i vores forhold. Vi var forberedte på det. Så godt som muligt, i hvert fald.

Et andet faktum er, at de familiekonstellationer Mads og jeg hver især er opvokset i, ikke minder om hinanden. Derfor var det helt afgørende at vi, inden vi planlagde graviditeten, fik afstemt og helt detaljeret fik defineret, hvilke værdier, hvilke omstændigheder og hvilke konkrete rammer, vi hver især ønskede at bringe børn til verden i. Og dér var vi helt enige, gudskelov. Det er i virkeligheden nok det aller vigtigste når man planlægger at udvide familien og jeg vil kraftigt anbefale det til alle kommende forældre. For os var det i hvertfald vigtigt, at lave fuldstændig klare aftaler, retningslinjer, om man vil. Usexet, måske. Men trygt. Når vi vælger at få et barn sammen, så vælger vi hinanden til som partner for resten af livet. Medmindre der er utroskab indblandet, så finder vi ud af det sammen. Rule number one. Man smider ikke bare et forhold i containeren, fordi det møder modstand eller fordi den ene part fejlagtigt tror, at græsset kan være grønnere på den anden side. Man kæmper for det, sammen. Utroskab, nul tolerance. Sådan tror jeg, at de fleste har det, men det var alligevel vigtigt for os at sige højt, selvom der aldrig er nogen af os, der har tvivlet. Det må jeg hellere understrege.

24158547-a52d-4e15-9863-7233c436f21d

748b1968-074d-4f41-ab24-7e8acba12516

Jeg tror på, at det altid vil være en udfordring for et forhold at få et barn. Det er uundgåeligt en stor forandring. Ligegyldigt, om man har været sammen i 10 år eller i 10 uger. Jeg tror ikke, det er hårdere eller en større udfordring fordi man har kendt hinanden i kort tid kontra i årevis. Som sagt, der er fordele og ulemper ved begge dele. Så længe, man som par, er enige om, hvad man gør og begge parter i forholdet følger sin lyst, sin mavefornemmelse og sit hjerte. Så er alt andet ligegyldigt.

Og nej, nu hvor vi har fået et barn, er der selvfølgelig ikke samme tid til intimitet, til at kigge hinanden dybt i øjnene under lange rødvinssamtaler eller til at ligge dybt begravet i ske på sofaen i hele eller halve døgn. Til gengæld har vi forsejlet vores relation med det ypperste, den mest dyrebare lille menneskecocktail af os begge to.

Selvom det gik seriøst stærkt for os, er jeg i dag halvandet år efter, ikke et split sekund i tvivl om, at jeg har valgt rigtigt. Helt rigtigt. Jeg synes, at vi klarer det godt, supplerer hinanden, hjælper hinanden, støtter hinanden og passer på hinanden. Jeg er oprigtigt stolt af os, som kærester og forældre.

Jeg ved, at flere har tænkt, at vi var naive. At de måske maksimalt ville give det et halvt år. We’ll prove them wrong.

Det kan sagtens lade sig gøre.

Det er vi bevis på.

1 kommentar

  • Kathrine

    Virkelig fint indlæg! Du skriver så godt! Og så rigtigt! Det handler virkelig om, hvad man selv kan mærke, også kan andre have alle de fordomme de vil. Jeg tror virkelig også det kan være en fordel at få børn både i en tidligere alder, men også forholdsvis tidligt i forholdet (når man self er klar og ikke er i tvivl), for så tror jeg det meget mere bliver en del af ens identitet, hvorimod det må være en udfordring at få et barn hvis man er midt i 30’erne, har været sammen i 10 år og har været vant til at leve meget egoistisk i så lang tid. Men det er bare min tanke🙈 Synes i klarer det fantastisk!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Q and A