VORES WEEKEND OG NOGET OM SYMFYSELØSNING

HVORNÅR SKAL VI HAVE EN LILLEBROR?

… eller søster.

Et spørgsmål, som Mads og jeg jævnligt får. Hvornår skal vi have nummer to. En lillebror eller lillesøster til Vagn Oskar. Alle omkring os ved, at vi uden tvivl gerne vil have flere børn. Det har vi aldrig lagt skjul på, det har aldrig været en hemmelighed og jeg har desuden også nævnt det her på bloggen.

Inden vi fik Vagn Oskar oplevede vi ofte, at responsen på vores ønske omkring en stor familie, velmenende, men også bedrevidende, lød noget i stil med “bare vent til I får den første, så skal I nok ændre mening” og det udsagn har været den mest forkerte og fuldstændig forvrængte sætning i forhold til hele vores oplevelse af, at være blevet forældre.

7fdd6fda-57dc-4f93-a4b9-fb095538976e Blot et par timer efter fødslen, lille Vagnus 

Det interessante er, at vi på nuværende tidspunkt, efter at være blevet forældre, oplever det som det aller mest naturlige i verden, at vores omgangskreds og mennesker omkring i periferien spørger, hvornår vi skal have den næste. Det er selvsagt ikke et spørgsmål, hvorvidt vi overhovedet skal have flere. På trods af, at vi ifølge ovenstående udsagn, på nuværende tidspunkt burde have ændret mening.

Jeg tror, det er kommet bag på de fleste, hvor forholdsvis nemt, ukompliceret og naturligt det har været for os, at gå fra at være to til tre. Hvor ukompliceret det på mange måder har været for mit og Mads’ kæresteforhold at blive forældre (læs her) og hvor nemt det har været, og stadig er, at have en baby. For os. På trods af minimal søvn (læs her), et sensitivt barn (læs her) og uanede mængder af skrigture de første fire måneder. Hvor nemt og naturligt det lige siden fødslen den 2. april har været (læs min fødselsberetning her), at tilsidesætte vores egne behov for at være vores søns mor og far fremfor alt andet (læs om min indstilling til moderskabet her) .

Når det er sagt, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det bliver et helt andet scenarie en dag at skulle gå fra at være tre til fire. At det bliver en milliard gange hårdere, mere frustrerende og på mange måder også sørgmodigt og sårbart. Mentalt. Og i mit hjerte. Fordi jeg godt ved, at jeg vil komme til at battle med, at skulle prioritere og dele mit fokus, min opmærksomhed, min tid og min ubetingede kærlighed med en anden end min førstefødte søn. Jeg har altid tænkt og ønsket, at maksimalt to år var en optimal aldersforskel. Det var inden jeg blev mor. Nu kan jeg mærke, at jeg har behov for, at suge al den tid, alle stunder og år ud af vores lille trekløver, så længe som muligt. 3 år. Måske 3,5 år før vi skal have nummer to, er mit drømmescenarie i dag. Fordi, selvfølgelig skal vi have en to’er. Og også en tre’er. Jeg vil bare gerne undgå følelsen af, at måtte gå på kompromis med kvalitetstiden mellem min søn og mig. Og Mads, selvfølgelig. Så længe som muligt.

97d81719-95b8-44f7-ac8b-fd4b4716d229 Vagn Oskar, 4 dage gammel
Hvor stor aldersforskel tænker du er optimalt? Hvad har du af erfaringer i forhold til aldersforskel mellem søskende? Og kan du nikke genkendende til de refleksioner jeg gør mig? 

Må du have den fineste mandag.

Læste du forresten mit indlæg igår, hvor jeg søger råd omkring symfyseløsning? Del gerne dine erfaringer i kommentarfeltet, tak.

1 kommentar

  • Mathilde

    Mellem vores Harvey og Douglas er præcis 3 år og 5mdr, og det er helt perfekt! Harvey (storebror) har været så sej og har ikke vist nogen jalousi. Det er mig der har en samvittighed der nager nogle gange. Får dårlig samvittighed når jeg ikke kan være på storebror (eller lillebror) men jeg tror faktisk kun det er mig der har det sådan. Men jeg tænker ofte på hvad mig og Harvey havde før, og nu er der en lillebror. Men at se de 2 sammen og grine ad hinanden. Det er det bedste jeg ved!!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

VORES WEEKEND OG NOGET OM SYMFYSELØSNING