EN HILSEN FRA BERLIN

Godmorgen, kære læsere

I dag var det meningen, at jeg ville udgive anden del af svarene til min Q&A, som jeg havde planlagt på forhånd, men jeg fik lyst til at tjekke oprigtigt ind og give en opdatering, et virtuelt postkort, fra Berlin. Min platform herinde er nu engang lystdreven og hverdagsskriblerierne holder jeg meget af at skrive. Det er hyggeligt for mig, at reflektere over hvad vi nu engang fordriver tiden med i vores lille familie, og jeg fornemmer, at I synes ligeså.

…

Vi ankom til Berlin torsdag formiddag efter en femtimers køretur, der gik lige nøjagtigt som forventet. Fifty-fifty. Babysmil, nuttet klukken og sprællende arme halvtreds procent af tiden. Skrig, skrål og hysteri de resterende procent. Det er vi vant til. Vores søn har et vaskeægte, ustabilt had/kærlighedsforhold til sin autostol og man ved aldrig, hvilken dag man rammer. Vi havde i forvejen ikke timet køreturen optimalt i forhold til Vagn Oskars søvnrytme, men vi prioriterede at komme udenom morgentrafikken. Trafik og kødannelse er generelt fænomener, der udfordrer både babyens og faderens humør dramatisk ;)

…

…

Vi havde prioriteret at booke et godt hotel, da vi antog, at vi med en lille baby som påhæng, ville spendere flere timer indendørs end man sædvanligvis gør i en storby. Desuden bidrager det selvsagt til en særlig følelse af forkælelse hos os forældre. En følelse, der går hånd i hånd med ferie, men også en følelse, vi ikke oplever af eksempelvis at gå ud at spise i øjeblikket, da vi konstant er klar til at reagere i forhold til vores søn. Sådan er det bare.

…

På halvandet døgn i Berlin har vi nedlagt over 30 kilometer til fods. Vi har nydt at strolle rundt i de forskellige bydele, særligt Mitté og Prenzlauer Berg, at drikke varm kaffe fra hyggelige risterier, at kigge i butikker, både de små unikke, men også de klichéprægede, vi alle kender. Vi har spist den mest overdådige morgenmad i hotellets restaurant, købt lidt nye sager til undertegnede og selvfølgelig strik til den yngste, været forbi adskillige julemarkeder, taget lange, varme karbade på hotelværelset, spist den mest dekadente chokoladedrøm fra det fineste konditori og erkendt, at måtte forlade en hip fortovscafé, da bestillingen blot var lagt, på grund af overtræthed, hjerteskærende gråd og flagrende flitsbue fra vores lille, hysteriske kærlighedskrudtugle. Til gengæld kunne vi få kaffen to-go, så pyt.

Da vi forlod caféen havde Mads og jeg en samtale omkring, at være på storbytur med en baby. Mads lagde ud med noget i stil med: “Det er krævende, man er jo halvstresset hele tiden. Ikke engang når jeg spiser min morgenmad kan jeg slappe af”. Sætningen blev ikke sagt i en negativ tone, overhovedet ikke, mere en konstaterende én af slagsen. Og det er rigtigt. Det er krævende, selvfølgelig er det krævende, men sådan er det jo at have et barn, og det vidste vi godt. Vi var forberedte på, at måtte tilsidesætte egne behov, og forberedte på, at være på døgnet rundt.

Vi var til gengæld ikke forberedte på, hvor stærk, surrealistisk og ubetinget en kærlighed vi ville få til det her lillebitte, ægte menneske. En kærlighed, der triumfer alt andet. Og en kærlighed, der netop gør det hele det værd, gange en milliard, gange uendeligt, at være på og måtte indordne sig sit barn. Det værd, kontinuerligt at eliminere egne behov, at måtte forlade fortovscaféer i affekt, at skynde sig at spise tilstrækkeligt ved samtlige måltider og tilbringe aftenerne i hotellets bløde dyner fremfor på en fancy cocktailbar i Berlins pulserende natteliv. Det hele værd – og der var intet sted vi hellere ville være. Det blev vi hurtigt enige om.

…

I skrivende stund er det fredag aften. Klokken er elleve og jeg ligger svøbt i smørhullet mellem mine to drenge, der begge sover trygt. Vi har spist middag på en japansk restaurant, Mokoto, Mads’ favoritrestaurant på verdensplan og den skuffede bestemt heller ikke. Gyozaer til forret. Riceballs med miso og fritteret kylling til hovedret. Vagn Oskar faldt i søvn i barnevognen på vej til restauranten klokken syv og vågnede en times tid efter da vi havde spist, for blot at falde i søvn igen. Mere held end forstand, da vi ærligt talt har været en kende udfordrede med hans tålmodighed i barnevognen hernede, og utallige gange har måtte spankulere rundt i gaderne med de otte kilos kærlighed i egne arme. Whatever, det er som I ved den eneste træning jeg får.

…

I går nedprioriterede vi til gengæld aftensmaden og blev på hotelværelset, i de varme morgenkåber og hvide lagener, da vi hurtigt vurderede, at det ikke gav mening for nogen af os, at tage ud at spise. Vi havde spist sen frokost, og Vagn Oskar var allerede faldet i søvn i dobbeltsengen, så ingen af os kunne nænne at pakke ham med på tur. Til gengæld forløb natten helt, helt absurd. Efter 16 opvågninger stoppede jeg med at tælle. Om det var sult (på grund af manglende aftensmad) eller overstimuli, der var skyld i opvågningerne, ved jeg ikke, og det er også ligegyldigt. I nat bliver bedre, det tror jeg.

…

I morgen vågner vi til endnu en dag i Berlin. En dag uden planer, ligesom de to forestående, hvor vores eneste agenda er, at være sammen. Vi tager det hele som det kommer, som vi plejer, tager hensyn til vores søns behov undervejs, og det fungerer faktisk ret godt for os.

God weekend, fra Berlin.

…