BARNDOM, OVERFORBRUG OG OPDRAGELSE

Når man bliver mor, kan man ikke lade være med at tænke tilbage på sin egen barndom, forudsætninger, opdragelse og omgivelser. Jeg kan i hvertfald ikke. Jeg sammenligner mine forældres tilgang til opdragelse med den Mads og jeg selv ønsker, at opfostre vores børn i. Jeg tror på, at man tager det bedste fra sin egen historie, sin egen barndom, og forsøger at videregive dette til sine egne kopier, alt imens man ubevidst smider resten væk.

…

Jeg er født i år 1992. Det er femogtyve år siden. Samfundet har ændret sig. Det skal det. Da jeg var lille var børn, netop det de er, børn. Børn legede med hinanden, med fine dukkehuse, med modellér voks, de klatrede i træer, fik røde kinder og beskidte negle i skoven, og legede hinkelege, boldspil eller fangeleg med hinanden på vejen efter (de noget kortere) skoledage. Og sådan er børn gudskelov også i dag. Men børn, i hvertfald de fleste, er ikke børn på ovenstående vis i ret mange år længere. Det er i hvertfald min oplevelse, correct me if I’m wrong.

…

Jeg ville så gerne kunne videregive min søn, og forhåbentlig kommende børn i fremtiden, den samme barndom, de samme forudsætninger og det samme skødesløse, ubekymrede børnemindset som jeg selv har haft glæde af i mange, mange år. Indtil jeg blev teenager, faktisk. Ja, jeg legede indtil jeg blev tretten-fjorten år. Dengang afveg det dog også en smule fra normen, det ved jeg godt. Det ved jeg, fordi det som regel foregik i skjul sammen med mine aller nærmeste folkeskoleveninder.

Men dette har ændret sig. Barndommen, de vigtigste år i livet, årene der former og danner vores minimennesker, er blevet gevaldigt forkortet i vores samfund i dag. Jeg oplever, tiårige piger være helt besætteligt kropsbevidste og vis aller største juleønsker er nye, formuebetalte Moncler jakker, Saint Laurent skuldertasker, statement t-shirts til flere tusinde kroner og specificerede, kompetencekrævende makeuppaletter, der kan gøre selv søstrene Kardashian konkurrence. Og det er synd. Det er kraftedeme synd. Disse bittesmå, uformede mennesker i sorte skinny jeans, Lala Berlin tørklæder og Chaneltasker over skulderen ligner til forveksling voksne kvinder i forklædning.

Jeg peger ikke fingre, da jeg bestemt ikke er et hak bedre selv, og udemærket godt er klar over, at de fleste ville pege direkte retur mod mig selv. Fingrene, altså.

Jeg kan kun tale på egne vegne, og da jeg som skribenten bag indlægget unægteligt provokerer mig selv, er det oplagt, at jeg fejer for egen dør først. Jeg køber for det meste kvalitetsbevidst tøj, sengesæt m.m. til min søn, fordi jeg antager, at det er mest behageligt for ham at svøbe sig i ordentlige materialer. Det var den ene grund. Den anden er langt mere overfladisk. Jeg synes, babyer drukner i mønstre, figurer og diverse farvetryk. Jeg synes simpelthen ikke at det er klædeligt og jeg nyder at se min unge være iført et nuttet, farveløst og lækkert sæt. Prisen betyder ikke alverden, men det er nu engang sådan, at pris og kvalitet som oftest går hånd i hånd. Vagn Oskars garderobe passer til min og min kærestes. Den passer til vores generelle stil i forhold til vores indretning. Farveløst, neutralt, men gode materialer. Nordisk minimalisme. Det er gennemført, hvilket betyder noget for mig. Det betyder noget for mig, at mit barn er pænt klædt på. Det indrømmer jeg gerne. Men hvorfor gør det egentlig det? I virkeligheden er det jo komplet overfladisk og ligegyldigt. Det der tilgengæld ikke er ligegyldigt er, hvilken indflydelse det har på barnet når det bliver ældre og mere bevidst.

…

Kunne vi gøre det bedre? Kunne vi forældre gøre det bedre?

Hvad nu, hvis vi kollektivt besluttede at købe flyverdragten i Føtex, fremfor at smide tusindvis af kroner efter de luksuriøse, pelsbesatte Ver de Terre modeller. Hvad nu, hvis vi kollektivt valgte, at hive malebog og farveblyanter med på restauranten, fremfor de splinternye, tidstyveriske tablets. Hvad nu, hvis vi forældre i fællesskab aftalte, ikke at tage del i forbrugsfesten i relation til vores børn og ikke lod dem vide, at der er forskel på henholdsvis ZARA og Balmain. Hvis vi aftalte, at opfordre og opdrage vores børn til at være børn så længe som muligt. Ville dette overhovedet kunne lade sig gøre?

Og vigtigst af alt. Har vi forældre overhovedet lyst til det? Er vores unger blevet en accessorie, et levende, omvandrende image, der udadtil illustrerer vores eget glitrende glansbilledeliv i overforbrugets varme hænder? Er det blot samfundets digitaliserede og ustoppelige, omend temmelig triste, udvikling? Er det i virkeligheden skruen uden ende?

Lidt ligesom, at en splinterny millionbetalt Bentley i carporten er lig en utømmelig bankkonto i Nordea. Ærgerligt at sammenligne vores unger med dyre biler, men jeg tror I forstår, hvor jeg vil hen. Sat op på en spids, selvfølgelig.

…

Ovenstående er blot tankestrøm og bekymring fra mit inderste moderhjerte. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad I mener om emnet? Er vi selv skyld i, at vores børn bliver små miniudgaver af voksne mennesker længe før CPR-nummeret dikterer teenageopførsel og tung kvalitetsbevidsthed?

…

Igen, jeg er ikke et hak bedre selv. Men engang imellem ville jeg ønske, at jeg var.