FREDAGS FACTS #16 OG WEEKENDPLANER

Glædelig fredag, kære læsere.
Sikke en rar uge det har været. Efter nogle hyggelige, men i særdeleshed hektiske juledage med aftaler og arrangementer i døgndrift, besluttede jeg at denne uge skulle være fri for planer. Med plads til at foretage os lige nøjagtig det vi har haft lyst til, og behov for, den pågældende dag. Vi har nydt at tage alting i vores eget tempo, nydt de lange morgener i dynerne med varm kaffe, vores søns nuttede pludren og små, buttede og buldrende babyfødder, babyleg på gulvet, putteri i nattøj langt op ad dagen, bogkiggeri, fællesbrusebad og tid. Kvalitetstid, bare os to.
Min mor har været forbi til morgenmad og en veninde til kaffesludren, men det er også det eneste der har været fastlagt på programmet. Et minimum af aftaler. Vi har fået vores dagligvarer, bleer og vådservietter leveret fra Nemlig.com, så vi ikke engang har skulle bekymre os om supermarkeder, indkøbslister eller kødannelse i ulvetimen. Lifehack gange tusind. En uge, der har været tiltrængt, men også føles vanedannende. På den gode, afbalancerede måde, vel at mærke. Jeg understreger det gerne igen. Jeg elsker at være på barsel. Jeg elsker, at trille rundt med min søn, min trofaste lille finurlige følgesvend, herhjemme i vores trygge barselsboble, såvel som andetsteds. Knuselsker.
…
I morgen eftermiddag ved totiden når familiens ældste har fået fri fra sit arbejde, pakker vi lynhurtigt bilen og Bugaboo’en sammen, så hurtigt det nu engang kan gøres med spilopmageren, og sætter atter kursen mod sommerhuset. Vores lille, idylliske plet af et træhus, der knapt rummer halvtreds kvadratmeter, men som har brændeovn, fuglekvidren og grantræer i haven og en stemning, en landstemning af ro og frihed, vi ikke oplever andre steder. Det er vores pust fra et pulserende København, vores elskede København, men også et København vi begge to, Mads og jeg, har behov for at flygte fra i ny og næ. Flygte hen til et sted, hvor vi lader op, indånder den friske, rene luft, får græs under fødderne og et mentalt afbræk fra det liv, vi har tilvalgt i en travl storby. Det er den helt rette kombination for os. For nu.
Weekenden skal således gå med at foretage os så absolut lidt som overhovedet muligt. Vi skal bage klistrede kanelsnegle, uden glasur, spise mine hjemmebagte, lune grovboller om eftermiddagen, gå ture ved havet med den yngste svøbt i barnevognen og sommerhusets stærke filterkaffe i hånden.
Vores søn sover helt elendigt i øjeblikket. Det er tenderende til katastrofalt så mange, mange gange jeg er oppe hver eneste nat. Femten gange kan ikke gøre det. Til gengæld står vi først op ved nitiden om morgenen, hvilket hjælper på overskuddet og humøret. Heldigvis. Jeg håber, han vil tage nogle fornuftige lure i den friske luft på terrassen, så Mads og jeg også kan nyde nogle timers kvalitetstid med hinanden. Vi får se.
Anyways.
…
Det er fredag, kære læsere. Og det betyder som bekendt Fredags Facts. Her kommer ti facts i øst og vest. God fornøjelse.
FREDAGS FACTS #16
__________________________
… 1
Mads og jeg er gået igang med at se en ny serie. Manhunt: Unabomber, hedder den. Den er spændende, men også særligt tankevækkende i et verdensomspændt samfund, der i dag i høj grad er styret af digitalisering og dets konsekvenser. Den kan ses på Netflix og er bestemt en anbefaling værdig. Og hey, Mr. Big spiller én af hovedrollerne.
… 2
I går spiste jeg sen morgenmad med min søn på den forholdsvis nyåbnede, plantebaserede og komplet veganske Acacia på Gammel Kongevej. Sjældent har jeg oplevet service af sådan kaliber. Det var angiveligt ejerens mor der agerede ekspedient, og hendes både rare, imødekommende og hjertevarme væsen var i sig selv nok til at komme igen. Den ultimativt bedste serviceoplevelse jeg har haft i København. Desuden var min citron- og chilispicede avokadomad en fryd for ganen. Kaffen ditto.
… 3
Jeg savner sne i gaderne, frostvejr på ruden, røde kinder og bidende kulde. Den (gamle) danske vinter med nyfalden sne, kælketure i Dyrehaven, uldne huer og vinterstøvler, der tungt trasker afsted gennem sne og slud. Vinter, er du mon på vej? Det håber jeg. Virkelig, håber.
… 4
Jeg har pludselig mærket en lyst til at begynde at træne igen. Ikke træningscenter, styrketræning, spinningshold eller struktureret maratontræning. Nej, tak. Et par femkilometers løbeture om ugen i frisk luft, behageligt tempo og med god musik i ørerne. Måske yogasessioner indimellem. Inden jeg blev gravid, trænende jeg flittigt og målrettet af pligt. En pause på halvandet år har givet mig lysten. Det føles godt. Og det føles sundt.
… 5
Jeg er endelig kommet igang med at juice frisk grønt, frugt og ingefær igen. Jeg gav Mads en god slowjuicer i julegave sidste år, men det sidste halve år er vi faldet af på den. Den seneste uges tid har jeg heldigvis fået gang i den igen og følelsen af at starte sin morgen med en frisk, kold og let syrlig juice, er ren velvære for mig. Min favorit er gulerod, appelsin og ingefær.
… 6
Jeg siger det bare. Denne her fugtighedscreme med kamillenød fra Aesop, prøv den.
… 7
Vi har truffet en beslutning om ikke at tage på skiferie i år. Jeg har det så ærgerligt ved tanken, men det er det mest fornuftige valg. Mads har aldrig stået på ski og vores søn er ikke gammel nok endnu, så for at få det optimale ud af en skiferie, bliver vi nødt til at vente. Det er alt for mange penge at smide afsted, hvis vi alligevel ikke får det optimale ud af det. Ærgerligt.
… 8
Mine kusiner og min fætter gav Mads og jeg et abonnement på henholdsvis Euroman og Eurowoman i barselsgave. Genial, helt igennem genial gave. Bare lige et tip, hvis I kender nogen der trænger til en barselsgave.
… 9
Da vi skulle beslutte vores søns efternavn, spurgte jeg Mads;
“Hvad nu, hvis vi vælger dit efternavn og derved fravælger mit. Så holder vi juleaften den 24. december med min familie hvert år, OK? Det er da fair.”
Han ikke så meget som bare ville overveje det.
… 10
Jeg er ved at blive nuts over, at halvdelen af gulvene i vores lejlighed er hvide og den anden halvdel træfarvede. Da vi gik igang med projekt hvide gulve, var det ikke meningen, at det skulle trække sådan i langdrag. Det ER bare et stort projekt at male gulve, men jeg ønsker mig virkelig, at vi får det fikset i 2018. Det skal vi. Vi kan ikke have en lejlighed, hvor der kun er hvidmalede gulve i stuerne. Det ser sjusket ud, synes jeg, og jeg bryder mig generelt ikke om sjusk.
…
Ha’ den rareste weekend, kære du. Hvad mon du skal lave? Festivitas, eksamensnørderi eller måske en tur i biografen? Det gad jeg faktisk godt snart. Sidst jeg var i biografen var jeg syv (måske, otte) måneder henne i graviditeten og havde så ondt i både bækken, ryg og ribben, at det bestemt ikke var nogen fornøjelse. Jeg må tage revanche. Snart.
…
Tre ting:
1. Jeg er fuldstændig enig med dig i, at Acacia har et eminent serviceniveau. Da jeg var der lige inden jul, fik jeg en kaffe på husets regning, fordi jeg havde ventet for længe i forhold til hvad de synes var ok. Vi snakker måske en ventetid på 15-20 minutter. Helt rimelig hvis du spørger mig.
2. Meld dig ind hos Doyoga – det er gratis frem til 1. marts – så kan vi træne sammen :-)
3. AMEN til Aesop cremen. Den er fantastisk!