DEN DER DATE

… Gik over al forventning.

Som jeg nævnte i dette indlæg, havde Mads og jeg vores første date siden fødslen af vores søn, i går. Mine forældre kom som aftalt anstigende klokken ti, hvor jeg netop havde puttet Vagn Oskar til sin formiddagslur, og lykkes med det.

…

Vi slentrede mod Larsbjørnsstræde i indre by, hvor vi havde en reservation på franske Voulez Vous. Caféen, der er startet af tre unge franskmænd, tog os direkte tilbage til vores babymoon i Paris forrige år i november. Vi fik serveret croque monsieur, små salater, blødkogte æg, yoghurt med sprød granola og nogle af de aller bedste hjemmebagte, franske croissanter jeg har smagt. Håndpresset appelsinjuice og en americano hver, on the side. Og lige dér sad vi så blandt et par laidback laptoptyper og nød roen, den uformelle stemning og simple smagsnuancer. Bare os to, Mads og jeg.

Det var skønt. Og det var ret mærkeligt. Det var mærkeligt fordi jeg ikke følte den store forskel. Jovist, vi skulle ikke bekymre os om babyskrig, om hvorvidt alverdens sager ville blive smidt på gulvet eller om Vagn Oskar ville blive helt hysterisk, så måltidet måtte afbrydes og caféen akut forlades. Det var da rart, og det var også rart at kigge min kæreste i øjnene uden en betuttet og tidskrævende tilskuer, men endnu mere rart var det rent faktisk at erkende, at det ikke gjorde den store forskel. Vi trives sgu ret godt i det dér med at være tre, to voksne og en miniudgave. Måske, vi bare har vænnet os til det med tiden, fordi det er vores hverdag, vores liv, men ærligt talt, så havde jeg oprigtigt troet at jeg ville nyde tosomheden endnu mere end jeg gjorde i går.

Det har ikke noget som helst at gøre med, at jeg savnede min søn. Det gjorde jeg, helt mod forventning, faktisk ikke.

…

Når vi en aften skal ud og spise en god middag, drikke os snaldrede i tung rødvin, bitre, kolde drinks og måske endda et smut forbi klubben hvor jeg, indrømmet, ikke har sat aftrykket fra min spidse stilethæl i årevis, vil det unægteligt føles anderledes, er jeg sikker på. I sådan et setup ved jeg, at jeg vil nyde at være ude sammen med min kæreste, uden vores baby, endnu mere end hvad tilfældet var i går. Jeg ved overhovedet ikke om det giver mening for jer at læse, men vi har jo været ude og spise morgenmad utallige gange med vores søn som trofast følgesvend, så det føltes på en eller anden måde mere unaturligt end naturligt at sidde dér og sludre med hinanden i de gennemført frankofile rammer uden ham. Det vil nok ikke føles lige så unaturligt klokken ti på Cantina en fredag aften med Raspberry Margarita i kanden, voksenvibe og stemningsmusik på anlægget. Den har vi tilgode.

Med det sagt, så nød jeg selvfølgelig at slentre rundt i gaderne med min kæreste i hånden, grine af hans latterlige jokes, spendere timerne og al fokus på det menneske, jeg har valgt at tilbringe resten af mit liv med. Det nød jeg og det er vigtigt.

…

Vores søn reagerede ikke det mindste. Jeg havde frygtet, at han ville begynde at lede efter os og blive ked af det, idet han vågnede fra sin lur og så at hans forældre pludselig var blevet udskiftet med bedsteforældre.

Han havde ikke sagt et kvæk da vi indtrådte lejlighedens matrikel klokken to, efter fire timer på tomandshånd. De havde sådan hygget sig, og Vagn Oskar havde sovet hele to timer, hvilket er sket maksimalt fem gange i sin ti måneders levetid. De havde spankuleret en tur på Jagger på Falkoner allé, gået en lang tur i kulden og hygget sig herhjemme i de vante rammer.

Da Mads og jeg kom hjem var der ikke den mindste antydning af gensynsglæde at spore i det lillebitte ansigt. Jeg havde glædet mig meget til at se hans reaktion og også forventet at han ville smile over hele femøren. I stedet sad han trygt i morfars favn og havde bestemt ikke travlt med at give sine forældre opmærksomhed. Det må vi kalde en succes. Også selvom det lige gav et stik i mit hjerte. Styr dig, Caroline.

…

Har du haft fået passet din krudtugle? Nydt tosomheden alene med din partner? Hvordan er dine erfaringer? 

God lørdag, kære du.