CHANGE OF PLANS OG BARNETS TARV

Godmorgen, kære jer

Det er lørdag. Klokken er halv otte. På nuværende tidspunkt skulle vi have siddet i vores brændeopvarmede træhus med stærk filterkaffe på kanden og rimfrost på ruden.

I løbet af gårsdagens eftermiddag fik jeg omsider pakket vores sommerhussager med min søn på armen, bløde bomuldsbukser, strikbluser, heldragter i uld til den yngste, et par rene sutteflasker og en god ansigtsmaske til undertegnede. Den slags forkælelse har man tid til, når man er i sommerhus og det værdsætter jeg særligt.

Men, som I nok kan regne ud, trillede vi ikke afsted. Vores søn blev et mere og mere pyldret og tryghedssøgende lille hængetræ som dagen skred frem, og klokken tre var morgenfeberen steget fra 38.6 til de knap 40. Der var ikke noget at sige til, at han tog sig trist ud.

Vi kunne ikke nænne at jonglere afsted langs motor- og landevejene med et feberramt barn i autostolen og helt garanteret hjerteskærende gråd fra start til slutdestination. Det ville have været så synd. For alle parter, men særligt for ham.

Der blev bestilt pizzaer fra det lokale Cavallino, nummer 46 som altid, kold Coca cola, italiensk chokolade med hasselnødder og mine favoritflødeboller fra Spangsberg. Klassisk.

Vagn Oskar blev puttet klokken syv, hvor han faldt snorkende i søvn i mine arme, og så havde vi ellers et par timers kærestetid, hvor vi så et par afsnit af Elementary, ud fra jeres anbefalinger, inden jeg gik kold ved titiden.

Imens dette indlæg forfattes ligger jeg på sofaen med min brandvarme baby på brystet. Hans ene lille hånd holder blidt fast om min nakke, mens den anden sikrer suttens faste placering i munden. Han har sovet godt i nat, kun afbrudt af et par sutteflasker og en tår lun brystmælk i løbet af morgentimerne. En af de kommende dage vil jeg give en søvnstatus herinde, da det tilsyneladende ser ud til, at søvnmareridtet er er et overstået kapitel. Elleve måneder skulle der til, så de af jer der magtesløse befinder jer i ovenstående scenarie, hæng i. Det er en fase.

Min kæreste sover endnu, og når han vågner, tager vi stilling til, hvad der skal ske. I skrivende stund hælder jeg mest til, at vi bliver hjemme i vores fine København og putter om vores skrantende søn i plenum.

Man kan have nok så mange planer, gode ideer og forestillinger, men i virkeligheden er noget af det aller vigtigste i moderskabet, at være omstillingsparat. Omstillingsparat forstået på den måde, at det er okay, at planer ændres.

Om det så gælder en fødselsdagskomsammen hos bedsteforældrene, en kærestedate, der må forskubbes eller en sommerhustur, der må aflyses.

Sådan er det bare med små børn, og det er lige nøjagtig som det skal være.

Barnets tarv, I ved.