PARFORHOLD MED BABY: STATUS

Jeg har skrevet om emnet herinde før. Engang i oktober, da vores søn var et halvt år gammel. Nu er han næsten et helt år, og jeg vil gøre en status herinde om selvsamme igen.

…

Når man bliver forældre, ændrer alting sig. Prioriteringer, tidsperspektiv og hele den livsverden, man som individ kender til.

Jeg forstår godt de par der, af den ene eller anden personlige årsag, vælger at bryde op og gå hver til sit i løbet af barnets første år. Det forstår jeg faktisk godt. Det er et andet liv og det er et andet parforhold end det man kender til. Man kan have forskellige forventninger og dertilhørende skuffelser, svigt i øst og vest, forskellige synspunkter og holdninger til hverdagen som familie eller man kan risikere noget så simpelt som at glemme hinanden som kærester i hverdagens travle trummerum.

…

Jeg er en god mor. Den aller bedste mor for min søn, synes jeg oprigtigt. Jeg har siden fødslen generelt haft et særegent overskud og mine prioriteringer straight. Jeg er stolt af, at være den mor jeg er. En kærlig, omsorgsfuld og nærværende én af slagsen.

Det ved jeg, at jeg er.

Men, jeg er en knap så god kæreste af og til. Det indrømmer jeg gerne. Det er ikke fordi, at jeg ikke vil eller ikke har lyst, men jeg glemmer til tider at være en lige så overskudsagtig og nærværende kæreste til Mads, som jeg er mor til Vagn Oskar.

Det gør Mads også, den anden vej rundt.

Det er altså ikke fordi, at vi ikke vil være kærester, men vi glemmer det engang imellem. Det er heldigvis vores eget ansvar at gøre en ekstra indsats og pleje, passe på og spørge ind til hinanden, og de fleste dage lykkedes dette også, men det hænder altså at der i perioder slækkes gevaldigt.

Sådan en periode har vi netop været igennem. En periode, hvor min bedre halvdel har været ekstra presset på sit arbejde, og hvor jeg føler, at jeg har trukket et markant større læs på hjemmefronten uden at blive anerkendt for selvsamme. En periode, hvor både tarvelige og komplet ligegyldige hverdagsdiskussioner, tåbelige blikke, barnlige konflikter og snerrende mundvige har fyldt mere end de lykkelige stunder. Og jeg tror, det er helt naturligt. Alting kan lynhurtigt se så poleret og yndigt ud på forsiden udadtil, men det jeg vil frem til er, at vi allesammen gennemlever større eller mindre kriser undervejs. Krise og krise, det lyder endda en kende for voldsomt, men jeg tror på, at det er vigtigt at italesætte og fortælle, at selv de fineste parforhold på papiret [eller sociale medier, ahem] har sine op- og nedture.

Det vigtige er, hvordan disse håndteres. Så længe der hverken er tale om større svigt eller noget så modbydeligt som utroskab, så skal man nok klare det, hvis man vil.

Sammen, forstås.

Jeg er absolut ikke ekspert på området og jeg kunne unægteligt være bedre til at kommunikere med – og involvere min kæreste i stort som småt i det daglige, men jeg øver mig. Jeg gør en indsats, og jeg forbedrer mig. Langsomt, men sikkert.

Desuden har vi en klar aftale om, at man ikke går i seng om aftenen eller ud ad døren, med dårlig stemning eller uvenskab i blandt, men løser en eventuel uenighed forinden og får ro i sindet, begge to. Også selvom det kræver timevis af kommunikation i de sene aftentimer.

…

Et forhold skal plejes, ellers dør det. Det gør det, om man vil det eller ej. Man ender med at køre to separate sololiv, ligeud på hver sit sæt af halvrustne, nedslidte togskinner, og når disse individuelle skinnesæt alligevel aldrig mødes, bliver det meningsløst at danne par. Sådan forudser jeg det, i hvertfald. Der skal vi aldrig ud, aldrig.

Når man bliver forældre, kræver den del en endnu større indsats, da man ikke længere har forholdet som centrum, men derimod sit fælles hjertebarn, der kræver både tid og opmærksomhed rundt regnet fireogtyve timer i døgnet. Og det sætter parforholdet på prøve. Midlertidigt.

Da jeg forleden beklagede mig på aller mest klassiske pigevis til en af mine bedste barndomsveninder, der er bosiddende i London, skrev hun noget klogt, og for mig essentielt, retur til mig. Noget i stil med;

”.. alle forhold vil jo helt naturligt opleve op- og nedture. Også selvom man ikke har børn”. 

Og det er så rigtigt. Så sandt.

Selvfølgelig er det udfordrende for et parforhold at få et barn, men par uden børn battler jo bare med noget andet i ny og næ.

---

Så længe man vil sin partner. Så længe man elsker sin partner. Så er man stærkest, sammen. Sådan føles det, i hvertfald.

Og vi er gode sammen, Mads og jeg. Vi er de bedste sammen, faktisk.

Blandt hverdagsdiskussioner og irritationsmomenter.

Stærkest, sammen. Fordi vi vil.

…