KÆRE MANDAG

God aften

Sikke en fin, fin mandag. Udenfor, vel at mærke. Indendøre hos os har den været en anelse anstrengende. I momenter. Heldigvis. Vi har haft en vaskeægte søndagsagtig mandag, herhjemme. Bagt gode grovboller, sovet lang eftermiddagslur i ske, den lille og undertegnede, og danset stille rundt gennem lejlighedens rum. En favoritbeskæftigelse hos min søn, hvor jeg synger en vilkårlig, ofte selvopfunden sang, og danser rundt med ham på armen. En særlig stund vi har praktiseret og værdsat siden han var helt lille, ham og jeg. Han elsker det, ditto gør jeg.

---

Men dagen(e) har også været plaget af, at han ikke er frisk. Vi var forbi akutmodtagelsen i går, hvilket du allerede ved, hvis du følger med i vores univers på Instagram.

Natten mellem lørdag og søndag var absurd. Alt, alt for mange søvnløse timer med en ulykkelig baby. Og frustrerede forældre. Opkald til 1813 af adskillige omgange, hundrede milligram knust Ibuprofen på ske og en tid på sygehuset henad formiddagen, søndag. I øvrigt, vil jeg gerne knytte en kommentar til sundhedssystemet i vores land. Vi er heldige, virkelig heldige. Kompetent og omsorgsfuld vejledning, lyttende fagfolk og beroligende stemmer. Døgnet rundt.

Ovenstående er en af årsagerne til, at jeg aldrig kunne finde på, at beklage mig over skatteprocenterne i vores land, hvilket ellers er blevet så populært. Jeg synes oprigtigt, at vores [velfærds]samfund fungerer. I grove træk. Finpudsninger kan man altid bruge rundt omkring, men i grove træk, fungerer. Dette kommer trods alt fra en sygeplejerske stud., der kender til og har erfaret sundhedsvæsenet indefra.

Vi er heldige i Danmark.

Nok om det. Jeg har aldrig været bekymret for min søn før, det har jeg faktisk ikke, ikke engang da han var spæd. Man bliver hærdet af, at have arbejdet på nogle af landets mest barske børneafdelinger. Det gør man. Men lige den nat, var jeg bekymret. Uden grund, heldigvis, da blodprøver og diverse undersøgelser var fine. Forhøjet infektionstal, men dette var forventeligt. Vi blev sendt hjem med beskeden om virus, like everybody else these days, og Panodil hver sjette time.

Han er pyldret, ked af det, kortluntet, hysterisk. Sådan cirka firs procent af tiden disse dage, men det er vi jo allesammen når vi er syge, ikke sandt? Jeg passer på ham, knuger ham tæt og fortæller ham, at han får det bedre. Han forstår garanteret ikke mine ord, men han forstår mit nærvær og roen. Selvom det er ubeskriveligt anstrengende med babygråd og utilfredse miner i øregangen mere eller mindre konstant, er det jo ham det er synd for. Det minder jeg lige mig selv om når jeg for tiende gang på under én time har lyst til at bede ham om, at tie stille. På en langt mindre sofistikeret måde. Don’t we all, sometimes?

…

Mads kalder. Aftensmaden er klar. Den aftensmad, som han har tilberedt med vores søn i bæreselen. Det er da smart. Han kunne se, at jeg var en smule udkørt, så han skænkede mig et glas rødvin, forviste mig til sofaens bedste hjørne med beskeden om at zone ud, hvor jeg ligger i skrivende stund. Og zoner ud. Herinde.

God aften, kære jer.