DEN ANDEN SIDE

Kære jer,

Så, skete det.

Jeg blev færdiguddannet i mandags. Efter den hidtil mest skrappe periode i vores familieliv. Vi gjorde det. Jeg gjorde det. Og jeg gjorde det godt. Jeg havde skrevet en god opgave og “sprang alle rammer med min mundtlige præstation”, censors ord, og jeg tudede af lykke, da beskeden om tolvtallet blev leveret.

Af lettelse, af stolthed. Ikke mindst overraskelse.

 Kjole HER

---

Jeg har i løbet af denne periode, rundt regnet de seneste to måneder, set mig selv fra en side, jeg ikke førhen har stiftet bekendtskab med. Ikke en god én af slagsen. Jeg har forsøgt at jonglere mit moderskab, praktiske gøremål, der hører med som halvtreds procent ansvarlig for husstanden, være en rummelig kæreste, en opmærksom datter og samtidig overholde selvopfundne deadlines, vejlednings sessions på Rigshospitalet og trin for trin opbygge, udfylde og kvalitetssikre den opgave, der udgjorde grundlaget for min afsluttende eksamen.

Hold.nu.kæft, det var den mest vanvittige beslutning, at vælge, at hjemmepasse min etårige samtidig. Jeg vil aldrig, aldrig nogensinde anbefale andre at gøre ligeledes, men jeg ville samtidig aldrig have valgt anderledes. Ambivalent og dobbeltmoralsk, afgjort. Men sandt.

---

Vagn Oskar overnattede hos mormor og morfar natten til mandag. Han faldt i søvn på et splitsekund, alt imens, jeg øvede mit oplæg igennem overfor Mads, nød stilheden og et par gode glas rødvin som opvarmning til afgørelsen morgenen efter.

Vi var på skolen en time for tidligt, og jeg vadede vildeløst rundt på gangene, op og ned, forsøgte at fjerne fokus, Mads fik besked på at tie stille. Jeg skulle bare være. I mit hoved. Jeg havde sendt ham afsted i Helsekosten dagen forinden, efter beroligende dråber, et naturlægemiddel, der eftersigende skulle være nyttigt til at tackle eksamensangst. Jeg turde ikke tage dem, så de blev liggende i tasken, men det hjalp på en eller anden måde, at vide, de var der.

---

Klokken halv ti kom jeg ud. Til en flok af de aller kæreste jeg har.

Den fineste flok af veninder og familie, blomster, champagne, flag, trygge omfavnende arme, hurra og tillykker’, og selvom jeg endnu ikke havde fået min karakter, vidste jeg, at det var gået godt.

Det havde været en vild oplevelse og de spørgsmål jeg havde frygtet, blev samtlige besvaret refleksivt og velformuleret, akkompagneret af skarpe referencer, hver gang, og en selvsikkerhed, jeg ikke aner, hvor kom fra. En selvsikkerhed, der ramte mig idet jeg slog numsen i sædet, med censors øjne til venstre, min vejleders til højre, og overbeviste mig selv om, at jeg var eksperten.

Fordi, det var jeg.

---

Vi tog på Nimb i Tivoli, hele familien, spiste en af de bedste frokoster jeg kan erindre, åbnede gaver, nedskyllede det ene glas efter det andet, der slutteligt udgjorde en glimrende, og tiltrængt, forløsningsbuzz. 

Om aftenen smed vi os i sofaen, bestilte pizzaer fra Cavallino, med trøffel, svampe og mascarpone, drak kolde colaer, åbnede en flaske rødvin og highfivede.

Og så tikkede en mail ind i min indbakke – en mail, der fik mig til at bryde sammen, igen. Det fortæller jeg mere om senere hen, men jeg er så glad. Et valg jeg har truffet, som føles helt rigtigt.

---

I går fejrede vi det med en date. Friske drinks på Liedkoeb og en toretters på Hanzó. Det var helt overdrevet godt. Det hele. At være kærester, kigge hinanden i øjnene, og så kom vi ind i den der dybere snak, som er så vigtig. På trods af en udfordrende (..! ) periode på alle tænkelige måder, så gør vi det godt. Vi er et godt team. Vi talte om, hvor latterligt heldigt det i grunden er. Vi havde alle odds imod os, ærligt talt, og størstedelen med vores historie i bagagen var garanteret gået hver til sit for længst.

---

Vi vidste ikke, hvor hård en periode dette reelt ville blive, og det er nok også meget godt, men vi har til stadighed formået at passe på hinanden, og det er jeg stolt af.

Mads sagde i går, at han var overrasket over, at jeg har kunne være mor med alt, det indebærer, og skrive bacheloropgave, fuldtid, med sådant overskud. En ro, og en accept, og en rummelighed. Og det er måske nok de mest betydningsfulde ord overhovedet, for mig. Det viser, at jeg til tider også har været for streng ved mig selv, da jeg har gjort det godt. Jeg har bare ikke været bevidst omkring det, da utilstrækkelighed og knagende samvittighed har det med at sprede sig fra tåspids til øverste top, udfylde hver eneste celle, lynhurtigt, idet man giver følelsen plads, men jeg ved, at det passer, når han siger det.

---

& jo, vi har bestemt også haft stunder, hvor vi har været ved at rive hovederne af hinanden, hvor jeg har syntes, at Mads har været den mest uforstående klaphat, og han ditto har syntes, at jeg var en omvandrende dør med egen næse i centrum. Sådan er det. Det er ikke mit ønske, at skitsere et glansbillede, så vid, at vi også har de dage, hvor jeg kaster en aggressiv fuckfinger bag hans ryg, og han sikkert også bag min.

Heldigvis, er der flere af de andre dage. Vi er et godt team. Størstedelen af tiden ;)

---

…

Jeg kan stadig ikke forstå det, overhovedet.

Jeg er sygeplejerske. Jeg er lettet, mere end nogensinde, stolt, og virkelig, virkelig, virkelig træt.

Om to måneder starter en ny hverdag, et nyt liv, for os. Faktisk først til september. Som jeg hentydede ovenfor, change of plans, og det bliver godt. Det bliver spændende, og det bliver lige som det skal være. Det ved jeg.

---

Men, for nu. For nu, skal jeg nyde endnu to måneder med min søn inden vuggestuestart, en lang, lang sommerferie sammen, alle tre.

Tid, ro og kvalitet, spontanitet og nærvær, og Mallorcas’ aller fineste kyst. Sommerhusstunder, havdyp og lange, lune aftener på terrassen, med gode vennepar, og bare os.

// Uden dårlig samvittighed.

---