2019

Kære læsere,

Så gik der halvanden måneds tid, hvor jeg ikke har haft tjekket ind herinde. Først i dag ser jeg, at I stadig er mange, der klikker herind kontinuerligt, og det glæder mig, meget. Det motiverer mig til igen at forsøge at finde tid og rum til refleksion, tastatur og ord.

2019 er startet overvældende – og tilmed ret overraskende – ud for vores lille familie.

Den del, den fortæller jeg mere om når juridiske praktikaliteter er på plads. Selvom det er svært ikke at kunne uddybe dét, der fylder meget i vores hverdag, og vores tanker, disse uger.

Med udgangen af 2018 forudså jeg et kommende år, der ville blive mindre uforudsigeligt og skørt end de forrige. Et forhold, der blev støbt på blot én uge i 2016 på et vaklende vanvittigt grundfundament. En helt planlagt graviditet tre måneder efter. En baby i 2017, der ændrede alting til det bedre. Et eventyrligt og uforudsigeligt frieri i 2018.

Et 2019 med ro på de store linjer. Det bliver det bestemt ikke – men som vanligt i mit og Mads’ forhold, og vores liv som lille familie, hvor særligt spontanitet og lystbaserede beslutninger driver os, keder vi os ikke.

S I D E N S I D S T

Jeg har været på arbejdsmarkedet i fem måneder. Fem måneder. Det er på sin vis helt uforståeligt for mig at skrive, at forstå.

Jeg startede på børneonkologisk afdeling på Rigshospitalet i september, komplet nyuddannet og uerfaren. De første tre måneder i kitlen var hæsblæsende, overvældende og angstprovokerende. Hver eneste dag, når jeg var på arbejde, tænkte jeg oprigtigt, at jeg aldrig ville lære en brøkdel af det. At det var for specialiseret, for svært og for farligt at stå med små børneliv i hænderne.

Jeg var aldrig nogensinde i tvivl om, at jeg havde underskrevet den afdelingsmæssigt rigtige kontrakt. Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg vitterligt kunne lære at blive en dygtig børnesygeplejerske, der turde tage ansvar for små kræftramte børns liv. Og deres familiers tryghed.

Det kunne jeg. Det tør jeg. I dag. Fem måneder inde i gamet. Jeg føler mig selvsikker og dygtig, jeg passer mine egne børn, tilrettelægger dagene selvstændigt, giver diverse infusioner, transfusioner, medicin i intravenøse adgange, forsøger at forudse problemstillinger, lytter og er nærværende, de fleste dage, giver børnene nye sonder, når de har seponeret dem, forholder mig refleksivt til at agere barnets advokat og spørger mine kollegaer til råds, når jeg er i tvivl. Jeg knuselsker mit arbejde. Det gør jeg virkelig, og det betyder meget.

Jeg bliver ofte spurgt, om jeg ville hjemmepasse min søn, hvis jeg havde muligheden. Det ville jeg. Selvom jeg værdsætter mit arbejde, er stolt af det, og virkelig glad for det, er jeg fortsat af den overbevisning, at små børns behov er, at have sine primære omsorgspersoner inden for rækkevidde. Af samme årsag har jeg i mine fem måneder på arbejdsmarkedet haft valgt, at hjemmepasse Vagn Oskar på deltid. Det betyder, at han i gennemsnit har været i institution 1-2 gange om ugen siden september.

I P R A K S I S

Dette kan lade sig gøre, fordi jeg arbejder skiftende vagter, deraf både dag-, aften- og nattevagter, samt hver tredje weekend.

I praksis fungerer det således, at jeg har 2-3 aftenvagter om ugen, hvor Mads kan nå hjem og overtage for mig, inden jeg tager afsted mod Rigshospitalet.

Hvis jeg har en nattevagt, holder jeg også Vagn Oskar hjemme hos mig, da jeg først møder på arbejde klokken halv tolv om aftenen. Den følgende dag afleverer Mads i vuggestuen, og jeg henter igen ved tolvtiden.

I dagvagter, hvilket jeg selvvalgt har færrest af, ringer vækkeuret klokken halv seks, Vagn Oskar bliver afleveret i vuggestuen af Mads, og jeg henter ham ved tretiden. Det er utvivlsomt de dage, der er hårdest for os. De dage, hvor hverdagen ruller, overskuddet halter, humøret driller og vi er smadrede klokken syv om aftenen. Det sker også for os. Gudskelov er det de dage, der er færrest af.

Sådan har vi bevidst indrettet os.

Weekendvagterne udløser hverdagsfridage, og de dage, er himmelske. De er alle weekendvagterne værd.

Hvis du er kommende sygeplejerske, og frygter at skulle på arbejde når alle andre har fri, så lover jeg dig, at der er noget endnu mere rart og tilfredsstillende over, at have fri, når alle andre er på arbejde. Det kan noget andet.

Noget bedre, synes jeg.

P A R F O R H O L D

På de dage, hvor jeg har aftenvagt, ser jeg som oftest kun Mads i overleveringen i dørkarmen. Jeg har haft nogle uger, hvor aftenvagterne har haft domineret mit skema, og det fungerer ikke for os, men et par om ugen, føles sundt. Jeg oplever, at glæde mig til at se Mads aftenen efter. At glæde mig, helt nede i maven, til at lave aftensmad sammen, drikke et glas vin på en tirsdag, fortsætte vores seriekiggeri eller genoptage en samtale om stort og småt. Vores drømme eller vores udfordringer. Og alt derimellem.

Siden vi mødte hinanden for knap tre år siden, har vi været meget intenst sammen. Vi er altid sammen, i hverdagen, i weekenderne – uanset hvad vi foretager os, stort set. Det føles sundt, at få små tvungne pauser, hvor man kan glæde sig til at se hinanden igen. Vi ligger aldrig med hver vores skærm i hver sin ende af sofaen om aftenen, når vi er hjemme sammen. Vi er sammen.

…

Jeg synes ikke, det har været så stor en omvæltning for os, at jeg er startet på arbejde. Kontrasten fra min barsel med Vagn Oskar til mit nuværende fuldtidsjob har ikke været så altoverskyggende, som jeg havde forudset [.. og frygtet], fordi vi har så mange, lange hverdagsfridage. Jeg føler ikke, at jeg går meget på kompromis med vores kvalitetstid sammen, faktisk slet ikke.

Til gengæld kæmper vi en daglig kamp med at spise til bords, at falde i søvn om aftenen og et temperament [og i den grad manglende tålmodighed], der hundrede procent er arvet fra faderen ;)

Alt det, det får I i et andet skriv.

Tak, fordi I læser med.