FRA KØBENHAVN TIL CHARLOTTENLUND

Kære læsere,

Som overskriften antyder, som jeg fik teaset for i dette indlæg og som jeg postede og fortalte på Instagram [@carolineejacobsen] i sidste uge, skal vi flytte. Rigtigt, flytte.

Vi har netop solgt vores lejlighed i København, midt i storbypuls, fem minutter fra Rådhuspladsen, og i stedet købt en villalejlighed i hjertet af Charlottenlund, fem minutter fra sprød skovbund, blød sandstrand og frisk havluft.

---

Vi har længe snakket om det.

Snakket om, hvor vi skulle hen. Hvad vi gerne ville, hvornår vi gerne ville, og aller vigtigst hvorvidt vi gerne ville. Ville vi overhovedet ud af byen? Skulle vi blot finde noget større i samme lejlighedskompleks som det vi bor i nu, bare flere kvadratmeter, som ville kunne rumme flere fremtidige småbørn?

Vi er glade for at bo i byen, og det har fungeret virkelig, virkelig godt for os, at kunne få storbystøj og menneskemængde på hjemmefronten, og så have muligheden for at kunne geare ned og finde ro i sommerhuset, hvor vi oftest tilbringer de fleste weekender. Det bedste fra begge verdener, sådan har vi følt det.

Men. Fordi, der er selvfølgelig et men. Mads har været klar til at rive teltpælene op længe, været klar til at forlade byen, på trods af, at han er født og opvokset på det mest centrale Frederiksberg, et vaskeægte inkarneret københavnerbarn, men han har alligevel kunnet mærke, at byen som bopæl blev mindre og mindre tiltalende for ham. Det er ham, der hver eneste weekend, og også gerne i hverdagene, foreslår at smutte i sommerhus, og mig, der helt garanteret springer med på vognen.

Det er også mig, der har holdt igen i forhold til flytteprojektet. Jeg har ikke haft lyst til at forlade vores lejlighed, forlade København og alt dét, byen kan. Jeg har altid haft en drøm om, at vende retur til mit barndomshjem i Skovshoved med min egen lille familie en dag, men jeg har ikke følt mig klar til at opgive vores adresse i byen for good, og jeg har ærligt talt ikke vidst, hvad jeg havde lyst til.

Indtil jeg fuldstændig random og spontant klikkede rundt på Facebook en formiddag i januar og blev mødt af et af de dér sponsorerede opslag fra en eller anden selvpromoverende ejendomsmægler. Og dér vidste jeg pludselig, hvad jeg gerne ville. Opslaget blev lynhurtigt videresendt til Mads, og tre døgn efter, stod vi pludselig foran hoveddøren til den fremvisning, der varede et kvarter, og hvor vi begge to vidste det.

Vi stod på en af altanerne, kiggede hinanden i øjnene, og jeg glemmer ikke dét blik, Mads gengældte i mit. Han havde flittigt instrueret mig i ikke at udstråle for meget af min velkendte entusiasme [.. hvis det viste sig, at vi skulle ud i en handel..], men vi vidste begge to, hvad vi følte, hvor vi stod.

I vores fremtidige hjem.

Den smukkeste villalejlighed på 112 kvadratmeter, fordelt på fire værelser, med original stuk i samtlige rum, rosetter i loftet, brændeovn, to altaner med sprossede døre, én i hver ende, så man både har mulighed for at nyde morgen- og aftensol, nyrenoveret køkken og badeværelse, plankegulve, indbyggede skabe på gammeldags manér, store vinduespartier med de fineste, hvide radiatorskjulere, små æstetiske detaljer, vin- og syltekælder og en have. En privat, kæmpestor baghave, med hindbærbede, små hyggelige kroge, krukker og terrasse.

Og adressen. Fem minutter fra mine forældre, en kort barnevognstur fra mit eget barndomshjem i hjertet af Skovshoved.

---

…

Den følgende måned gik med forhandlinger, bankrådgivning og advokater. En nervepirrende, virkelig frygtelig og lang periode. Det tror jeg, de fleste der har oplevet at finde deres drømmebolig, og ikke vide, hvorvidt den bliver deres, kan skrive under på. Uvisheden.

Det var ikke fordi vi ledte efter noget andet, og hvis ikke vi havde fundet denne villalejlighed, så ville vi slet ikke bo andre steder, end i vores nuværende lejlighed. Det satte alting i perspektiv, og den eftermiddag, hvor vi endelig modtog opringningen fra ejendomsmægleren med et “tillykke”, endte vi med at drikke os snaldrede i champagne og bestille både grill og gadgets i vores brandert.

---

Der er ikke langt fra tanke til handling herhjemme, men der har alligevel været en række overvejelser der har fyldt.

---

1. Vagn Oskar skal skifte vuggestue, hvilket jeg har taget to ugers fri fra arbejde til at gennemføre med ham. Jeg forudser faktisk ikke, at det bliver et reelt problem, da han aldrig har været ret meget i sin nuværende, virkelig fantastiske, vuggestue, men man kan bare aldrig vide. Heldigvis har vi mine forældre og min svigermor til at hjælpe, til at støtte og overtage, hvis vuggestueskiftet trækker ud. Han bliver ikke sendt afsted alene uden at være tryg og ved godt mod.
   

   ---

2. Jeg får pludselig otte kilometer til min arbejdsplads, fremfor halvanden som jeg har nu. For det meste kommer jeg til at cykle, så det kan gøre op for den manglende træning der oprigtigt var et nytårsforsæt ;) Det får ikke betydning for omfanget af hjemmepasning, og jeg vil holde Vagn Oskar hjemme når det er muligt for os, på samme måde som nu. Dette ville jeg aldrig kunne gå på kompromis med, da vores ugentlige fridage, vores helt særlige kvalitetstid sammen i hverdagene betyder alt for mig, for os.
   

   ---

3. Kommer vi til at savne? Vi knuselsker vores lejlighed, det gør vi virkelig. Vi har boet her i tre år. Vi har boet her lige siden den dag vi blev kærester. Det er vemodigt at vinke endegyldigt farvel til de rum, der er vores, og som har dannet rammerne om alt det vi sammen har skabt gennem de tre år vi har kendt hinanden.

   Den største trøst er dog, at det er min svigermor, der har købt den. En fantastisk, helt ideel løsning for alle parter. Lejligheden bliver i familien, og på sigt, om tyve år, kan det være, at hun sælger den videre til Vagn Oskar? Hvem ved.

   ---

4. Villalejlighed? Hus? Nedlagt landbrug? Lejlighed? Der har været mange idéer i luften. Jeg skrev om det her. Det vigtigste for os har været, at finde den rette beliggenhed. Allerhelst ville vi gerne bo et sted på strandvejsstrækningen mellem Hellerup og Rungsted, og lige netop den strækning koster knaster, desværre. Jeg havde vitterligt ikke troet, det blev muligt, og jeg kniber mig stadig jævnligt i armen af ydmyghed og taknemmelighed.

   Ovenstående, kombineret med, at vi stortrives i lejlighed gør, at villalejlighed er den ideelle løsning for os. Jeg har aldrig turde [.. og tør stadig ikke] at være alene hjemme i mine forældres hus, eller noget andet hus for den sags skyld, på trods af, at jeg er opvokset – og har boet de første tyve år af mit liv – i et hus. Jeg har aldrig følt mig så tryg, som efter at være flyttet i lejlighed. Ved at købe en villalejlighed får vi igen det bedste fra begge verdener, i hvertfald for os. Hus, have og privatliv, men hvor man altid kan gå ned til en anden familie, have noget med hinanden at gøre og låne et æg, et plaster, eller noget tredje. Der er nogen. Det giver tryghed.

---

…

Vi er klar til at flytte. Vi glæder os, helt vildt meget, til at få noget ro i hverdagen. Til at undgå myldretid på gaden, ubarmhjertige venstresving, der hver eneste gang de lykkes, får mig til at føle, at jeg er blevet givet en ekstra chance i livet. Til at kunne spadsere en tur med barnevogn og bagerpose søndagmorgen, uden mennesker, friske som fulde, på gaden. Til at blive fri for at skulle op og ned fra fjerde sal med oppakning og elleve kilos barn på armen, bare for at købe en liter mælk eller frasortere skraldeposen i køkkenet. Vi glæder os til at få fuglefløjt i baghaven, til at vores unger kan rende i bar numse på græsplænen og plukke friske hindbær af egen avl til deres lune morgengrød, til at aftenbade på hverdage, cykle hjemad i morgenkåbe med sand mellem tæerne, grille og drikke kølig rosé med vores gode venner, nyde vores morgenkaffe med den første, spæde sol i ansigtet på altanen, indhyllet i kashmirtæppe og uldstrømper, til at se den første nyfaldne sne over egen plæne, på med flyverdragten og bygge en snemand med gulerodsnæse, til at kunne tørre vores vasketøj i frisk forårsluft og til at kunne lufte vores lune dyner udover altanens rækværk.

Alt dét, og alt andet, glæder vi os til. Til april. Det er lige om lidt.

Storbyen er stadigvæk kun et kvarter væk, når vi trænger. Hvis, vi gør.