I SKRIVENDE STUND #6

//

… Er klokken treogtyve søndag aften, og jeg er netop returneret til matriklen efter en aftenvagt på Rigshospitalet. Jeg har lavet nogle “sære” byt med mine kollegaer, en kæmpestor fordel på min afdeling, at kunne bytte på kryds og tværs, hjælpe hinanden og få ønsker til fridage opfyldt på bedste vis, og en søndag i aftenvagt er én af mine foretrukne. Der er for det meste både søndagsstemning og ro i afdelingen. Og den ro, giver oftest tid til, at være en endnu bedre sygeplejerske.

//

… Fik jeg i selvsamme vagt besøg af både mand og barn. Vagn Oskar havde i eftermiddags taget sig til sin ble og sagt “av” når han tissede, og dette kostede en tur forbi børnemodtagelsen, da han førhen har haft en urinvejsinfektion. Børnemodtagelsen ligger lige ovenpå “min” afdeling, og fordi der var tid, kunne jeg lige smutte op forbi. Han blev drønforvirret over at se sin mor i en hvid kittel.

//

… Var begge urinprøver gudskelov negative, så de blev hurtigt sendt hjemad igen. Han er dog stadig klattet, den yngste, så han får sig en fridag i morgen.

//

… Er “barn syg” et massivt problem herhjemme. Vi har i dén grad været plaget af sygdom på kryds og tværs siden Vagn Oskar startede i institution, og har måtte erkende, efter utallige smådiskusskioner i [.. alt for] tidlige morgentimer om hvis arbejde der var vigtigst, at indføre et system over, hvem der sidst havde “barn syg”, var en rigtig, rigtig god idé. Slut med diskussion. Argumentation. For og imod. Frem med skema. Når altså ikke bedsteforældrene hjælper til.

//

… Kommer der i takt med vores forestående flytning til at blive meget mere boligsnak-, indretning- og inspiration herinde og på Instagram fremadrettet. Vi har allerede indrettet vores nye villalejlighed “på papiret”, og jeg glæder mig til at tage jer med i processen.

//

… Er det åbenbart en større oprydningsprocess sådan en flytning. Samtlige møbler herhjemme er gennemgået nøje, og vi ender med at udskifte både vores sofa, vores sofabord, seng og spisebord. Og tøjstativer. Vi har fundet de sejeste tøjstativer.

//

… Er vores bryllupsplanlægning sat fuldstændig på standby..

//

… Skal vi en weekend til Berlin om ti dage, Mads og jeg. En kærestetur. Uden Vagn Oskar. Mit princip omkring “to år, to overnatninger ude” er overskredet med et par uger, men det er okay. Det er okay.

Vagn Oskar skal på weekend hos mine forældre, som han er helt tryg ved, og som han endda på eget initiativ har overnattet hos et par uger tilbage. Det er så rørende, så bekræftende, at han endda favoriserer dem over os.

//

… Bliver det virkelig godt for vores parforhold med et par dages konsekvent alenetid. Til hinanden. Til at fordybe os i samtaler, give os hen og være tilstede, uden et halvt øje i nakken.

Jeg synes, vi klarer det godt på helt generelt plan, at være forældre og kærester, at jonglere rundt i hverdagsræset med to jobs og en praktisk hjemmebane, men vi trænger til tid, til bare os.

//

… Er jeg blevet mere og mere ligeglad med mad efter at jeg er blevet mor. Førhen kunne jeg oprigtigt glæde mig flere dage inden et favoritmåltid, bruge god tid på at udfolde kulinariske evner i køkkenet, øve mig, og planlægge næste ret. Nu er nøgleordene bare: Nemt og nærende. Ændrer det sig mon igen? Det er som om, egne behov er totalt pauseret. I to år. Ni ud af ti dage består min frokost og aftensmad på afdelingen af rugbrød, tun og/eller æg og en kvart agurk. Ikke engang mine kollegaers dødlækre, hjemmelavede retter “gør noget” i mig. What is wrong.

//

… Spiser Vagn Oskar virkelig, virkelig sparsomt. Og ensformigt.

Vi forsøger at servere alverdens variationer, men vi kan simpelthen ikke få andet i ham end bananpandekager, hytteost og smoothie. Og chokolade når han på ulovlig vis selv går i skuffen. Han må slet ikke få den slags, men at tage det fra ham når først han har fat, og de små brune øjne jubler af lykke, kan jeg simpelthen ikke nænne. Mon han nogensinde får selvsamme øjne op for grøntsager? Og almindelig, rigtig aftensmad? Det er garanteret bare endnu en “fase”.

//

… Skal jeg i dagvagt i morgen, og dermed virkelig sove nu. Gerne for en time siden, men den flydende mængde kulsort koffein jeg indtog umiddelbart inden jeg satte gang i pedalerne, gør endnu sit indtog. Og efterlader mig søvnløs med hovedet i skærmen. I smørhullet mellem mine to favoritter og deres tunge åndedrag.

Jeg glæder mig til at komme på arbejde igen om syv timer, selvom det blot er et par timer siden jeg cyklede hjem derfra, og hvor er det rart og betryggende at have det sådan. Det er meningsfuldt.

Jeg er så glad for mit arbejde, og stolt af mit fag. Jeg læste et opslag forleden omkring, at det på papiret ikke var helt “godt nok” at være sygeplejerske. Eller folke-skolelærer. Eller pædagog. Ikke lige så sejt, eller klogt, som en CBS uddannelse eller en kandidat fra et fint universitet. At man ikke helt topper ranglisten på samme vis. Og den tankegang forstår jeg vitterligt overhovedet ikke. Jeg synes, den illustrerer uvidenhed på mindst flatterende facon. Sygeplejersker, skolelærere og pædagoger er nogle af de aller vigtigste i vores samfund. Nogle af de aller klogeste, og nogle af dem, vi skal værdsætte og passe aller mest på. Hvordan ville vores verden se ud uden dem?

Hvis en sygeplejerske laver én fejl, kan det koste et liv. Hvor mange “fornemme” universitetsuddannelser bærer sådant et ansvar?

Godnat, og sov godt.

Tak fordi I læser med herinde.