ALENETID MED MIT BARN

…

Noget, jeg har haft et meget, meget stort behov for siden jeg blev mor er, at have tid alene med mit barn. Tid, hvor jeg ikke skal forholde mig til noget som helst andet, end at være mor. Være nærværende, tilstede og opmærksom sammen med mit barn.

---

Jeg kan tydeligt huske, at jeg allerede i graviditeten måtte tage en snak med Mads om, at jeg havde brug for, at den første, spæde tid som nybagt familie var på mine præmisser. Forstået på den måde, at jeg ikke ville stå i en situation, hvor jeg som nybagt mor følte mig “presset” af andres forventninger, og dét havde jeg brug for at italesætte.

Jeg havde brug for at sige højt, at jeg ikke havde lyst til at vi skulle foretage os noget, hvis ikke jeg oprigtigt følte for det. Jeg havde brug for, at sige højt, at hvis jeg bare havde lyst til at være hjemme i babyboblen, med min søn og min kæreste, så var det okay.

---

Mads er en selskabspapegøje – ligesom jeg selv til tider – men der skete noget i mig i processen mod at blive nogens mor. Og i særdeleshed i tiden umiddelbart efter fødslen.

Der plantede sig en ro. En nyfunden ro, der gradvist blev opbygget gennem graviditeten, og fik lov til det, da mine følelser og tanker blev lyttet til med forståelse og respekt fra Mads. Noget, der betød alverden for mig på daværende tidspunkt. Det var okay, at jeg havde brug for, at tage alting i mit eget tempo.

Ingen skulle komme på besøg, ingen skulle snuppe min lille nyfødte baby ud af mine arme, ingen skulle fortælle mig, at jeg skulle noget som helst andet end at være mit barns mor, og give mig hen til det, hvis ikke jeg havde lyst til det. Jeg havde behov for at føle mig tilstrækkelig fra starten, at “have lov” til at bruge dagevis på bare at ligge og stirre på de fineste fire kilo jeg nogensinde havde set og enddog selv produceret. Ingen skulle fortælle mig, at jeg skulle andet end det. Bare tanken, gjorde mig ængstelig. Jeg ville ikke risikere at gå glip af ham. Ikke risikere at føle, at jeg ikke opnåede det fulde udbytte. Ikke nåede at nyde min baby nok, fordi jeg havde travlt med alt muligt andet, der føltes sekundært.

Og sådan har jeg det stadig. Knap to år efter, at jeg for første gang fik min lille brunøjede baby på brystet.

---

Jeg har flere gange oplevet, at gode medmennesker velmenende har rynket på næsen over, at jeg spenderer så meget tid alene med min søn. Bliver det ikke kedeligt? At jeg på stort set samtlige fridage jeg har konsekvent vælger, at være sammen med Vagn Oskar. Bare ham og mig.

Jeg har førhen nævnt, at jeg savner at se mine veninder oftere, at der går for længe imellem, fordi jeg også har rigtig mange gode, tætte veninder, og der derved går længere tid mellem aftalerne. Og jeg har været, og er, alt for elendig til at ringe op eller sende en tekstbesked afsted. Det er ikke fordi, jeg ikke har brug for mine veninder. Jeg knuselsker dem, men der går bare længere tid imellem end førhen.

Så, hvorfor ikke spendere mine ugentlige fridage i selskab med både barn og voksent selskab? Slå to fluer med ét smæk? Det gør jeg også af og til, men faktum er, at det oftest ender med et øre i hver lejr.

Et eksempel. Jeg pakker ofte Vagn Oskar ind i klapvognen om morgenen og spadserer mod en god croissant, ditto kaffe og en friskpresset juice til deling. Så sidder vi dér, min knap to-årige søn og mig, og hygger os på den mindstes præmisser, nipper til vores morgenmad, taler om en gul gravko, peger på dét, der fanger hans opmærksomhed, og den slags.

Hvis jeg havde haft voksent selskab med, så ville Vagn Oskar, uanset kærlighedsmængde og interesse fra denne person, ende med at blive et forstyrrende element i den voksne dialog. Jeg ville sidde på selvsamme café og småstresse over, at være nødsaget til at tysse på min søn, der entusiastisk forsøgte at genfange sin mors flakkende blik, eller bede min veninde gentage sig selv igen og igen, grundet min delte opmærksomhed. En uundgåelig, knagende samvittighed begge steder. Og en medfølgende følelse af utilstrækkelighed.

---

…

Jeg holder ikke en fridag med min søn for, at han skal være sekundær. Jeg holder fridage med min søn, fordi han og jeg har brug for den kvalitetstid sammen, fordi jeg har brug for at kunne snuse til ham, stirre på ham, lytte aktivt til ham, lege med ham og være med ham.

Fordi, jeg har lyst til det.

Han har behov for, at have en mor, der er nærværende. Og jeg har behov for, at være sådan en mor for ham.

Og selvfølgelig er der dage, hvor den del glipper. Hvor jeg netop prioriterer anderledes, og laver dén kaffeaftale, hvor min søn mest af alt ender som visuelt påhæng. Det er også okay. Men disse er ganske få, og det kan være svært for andre at forstå. Andre, der ikke nødvendigvis har det på samme måde.

---

…

Jeg talte med min gode veninde om ovenstående forleden, og hun responderede med noget klogt, og noget jeg har reflekteret en del over siden. Noget, jeg gerne vil give videre, hvis der sidder nogle af jer derude, der måske er samme sted som mig. Nogle, der genkender noget af det, jeg beskriver.

Tiden kommer igen.

Livet er som en bog, der er opdelt i sine separate kapitler. Fordi, mine veninder ikke fylder størstedelen af kapitlerne i min livsbog i skrivende stund, ikke optræder lige så ofte i spaltepladsen som før jeg blev beriget med moderskabet, hvor jeg havde diverse aftaler på kryds og tværs på daglig basis, hver dag, betyder det ikke, at deres fylde i forestående kapitler er glemt eller kasseret, eller at de ikke vil optræde mindst lige så meget i de næste kapitler. Når den tid kommer.

Mit manuskript tog et drastisk sceneskift i 2017, og ændrede hele min livsverden, men trods dét, at kapitlernes fokus justeres i takt med forskellige livsfaser, er hovedpersonerne stadig de samme – også ude i kulissen.